Afvisning, ydmygelse og taknemmelighedsgæld

Stående over for to anmassende og triste økonomis(tis)ke syn på uddannelse i samtiden: uddannelse som en udgift og som en investering er det fristende at levere en modtale og med klar røst proklamere, at uddannelse er en gave. Men for at modvirke, at denne samtidskritiske proklamation ender som et hjemløst skønmaleri, er det samtidig nødvendigt at dvæle ved det forhold, at de asymmetriske roller inden for de eksisterende uddannelsessituationer kan føre til, at de studerende bliver ydmyget og får en taknemmelighedsgæld på halsen, når der åbnes for en gavebod af fagligt stof, der i øvrigt skal eksamineres i.

Uligheden mellem institutionsrepræsentanterne (lærerne) og de studerende gør det uklart og usikkert, hvilke (mod)gaver de underlegne kan sende tilbage til de overlegne. Gælden kan aldrig indfris, og når gaven kræver et svar, så er dette svar altid en del af et magt- og markeringsspil, der aldrig kan komme til at tage form af en privat relation mellem mennesker, der elsker eller er henvist til hinanden af ren og skær nødvendighed. Således kommer man aldrig til at betale mælkegælden tilbage til sin mor.

Til gengæld er det ikke alle studerende på et masseuniversitet, der kommer til at skrive en genial og nybrydende doktorafhandling som pay-back. Sandsynligvis er det nok noget mere udbredt at afvise de alt for store “gaver” (in casu: krav) og/eller at perfektionere en pragmatisk attitude og give institutionen, hvad institutionen beder om: standardopgaven, der opfylder læringsmålene og bringer én videre inden for den ECTS-point-designede modulopbygningsmaskine, som en moderne universitetsuddannelse efterhånden er degenereret til.

Gavegivning som en delikat social relation

Mindst siden den franske antropolog Marcel Mauss skrev “Essai sur le don” (1923-1924, da. “Gaven”, 2000), har det stået klart inden for socialvidenskaberne, at gavegivning er et af de bånd, der får samfundet til at hænge sammen. Når der gives gaver, er der altid en række forventninger og magtrelationer på spil. Strukturelt involveret er tre delikate og svært undvigelige pligtrelationer: pligten til at give, til at modtage og til at gengælde. Forventningspresset på modtageren kan fx føre til, at deltagernes sociale rang, titel, anseelse og prestige sættes på prøve. Den ceremonielle gaveudvekslingsform blandt Kwakiutl Native Americans kaldes for potlatch – et begreb, der er blevet optaget i akademikerhverdagsdansk. Der kan ligefrem opstå en kamp om at give så dyre gaver og arrangere så overdådige fester, så modtageren ikke kan “betale tilbage” og derfor risikerer at komme i taknemmelighedsgæld. Dertil kommer, at det som oftest er pløkumuligt at afvise deltagelsen i de sociale og symbolske gaveudvekslingsrelationer.

Gavegivning er således ikke den rene altruisme; den kan vise sig at være livsfarlig, ruinerende og risikoladet. Gavegivning åbner for alle mulige spil – fra strategisk adfærd til uoverskuelighed – og den kan rumme både glæden ved at give, en udvejsløs taknemmelighedsgæld og dybe afhængighedsrelationer (mange af os bliver heldigvis “skadet” livslangt og skal i årene efter studietiden dagligt have vores faglige og videnskabelige fix for at kunne fungere og opretholde selvrespekten).

Tilbage til gavegivningen på universitetet

Som bekendt er det næsten alt for fristende at tænke monokausalt og eksempelvis placere underviseren som en uegennyttig akademisk julemand og at hypostasere denne som hovedårsagen til, at de studerende får tildelt gaver på universitetet. Og har man selv denne rolle, så forfører man så at sige både sig selv og den læsende omverden til at få mere ros, end man fortjener.

Skal credoet “Uddannelse er en gave” opretholdes, er det uomgængeligt, at der tænkes dialektisk og dilemmaoplysende. Gavegivningen er en nødvendighed inden for universitetet; men de involverede forskere, undervisere og studerende må ufortrødent kortlægge og drøfte de mere eller mindre skjulte magtspil, der er involveret i gaveudvekslingerne.

Hvordan kan der eksempelvis eksperimenteres med modgavegivningsformaterne i et studenterperspektiv? Og hvordan træner en underviser sin Fingerspitzgefühl, så der hverken gives for store eller for små gaver? På den filosofiske klinge kan det diskuteres, om det er en gave at blive til et individuelt og tilregneligt subjekt, eller om det snarere gælder om at danne fællesskaber, hvori identiteter udfoldes som mellemværender, der kvalificeres og opløses, uden at man bliver fikseret i én stabil identitet, hverken fagligt eller eksistentielt.

Håndkraft og dialektik

Gaver går helt konkret fra hånd til hånd. Vælger vi at kigge metaforisk på og mod hænderne, når vi taler om uddannelse, så åbner der sig en række livgivende perspektiver. Medtænkes dette kropslige fokus, så får vi mulighed for at forstå gavegivningen som noget, der involverer både det at gribe, at få greb om tingene og at have modet til at skabe begreber for det, der sker med os.

Men andre ord er det en dialektisk og haptisk gavegivningsteori og -praksis, der skal til. Der er ganske meget, der skal tages hånd om. Adjektivet haptisk stammer fra græsk. Haptikos betyder i stand til at gribe. Haptein at røre, fæstne. Kort fortalt er det haptiske det, der vedrører berøringssansen. Gad vide om lydordet haps, pludseligt at snappe (efter) noget, har begrebshistoriske og etymologiske rødder i det græske?

Under alle omstændigheder skal der mere til end et behændigt haps, hvis man skulle have en ambition om at stræbe efter at udfolde en dialektisk præcis og kropsfænomenologisk rig gavegivningsteori for både uddannelse og undervisning. Endnu vildere ville det være at kunne virkeliggøre en gavegivning på universitetet uden at ydmyge de studerende og “give” dem en bundløs taknemmelighedsgæld. Dertil kommer, at det simpelthen er for sørgeligt som universitetslærer at erfare, at man bliver afvist, når man deler ud af det bedste, man har lært, læst og tænkt.