Spring menu over
Dansk Magisterforening

Åbent brev fra forskere til politikere: Fremskynd genåbningen af universiteterne

Illustration af COVID19 virus

© Colourbox

Del artikel:

Ni professorer skriver, at det har vakt forundring og været stærkt bekymrende, at universiteterne har haft en så forholdsvis lav prioritet i forbindelse med genåbningen af Danmark.

På Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside kan man læse, at ”Forskning er nøglen til fremtiden. Derfor er det vigtigt, at forskernes og de studerendes arbejde på laboratorierne ikke går i stå eller går tabt”. At forskning er nøglen til fremtiden, er vi som universitetsansatte professorer og lektorer helt enige i, og vi brænder for vores arbejde.

Derfor har det vakt forundring og været stærkt bekymrende, at universiteterne har haft en så forholdsvis lav prioritet i forbindelse med genåbningen af Danmark.

Vi skal derfor meget kraftigt opfordre Regering og Folketing til at inddrage universiteterne i de overvejelser, der pt gøres om at fremrykke faserne for genåbningen af Danmark.

Regeringen og Folketinget har besluttet, at der i forbindelse med iværksættelse af fase 3 i genåbningen af Danmark fra den 8. juni kan ske ”Fuld åbning af offentlige forskningsaktiviteter der kræver tilstedeværelse”.

På det tidspunkt vil nedlukningen have varet omkring 3 måneder med alvorlige forsinkelser for en meget betydelig del af de samfundsrelevante forskningsprojekter der udføres på de danske universiteter. Det er derfor af stor samfundsmæssig vigtighed, at der indgås aftaler om hvordan genåbningen skal udmøntes på universiteterne.

Hvilke betingelser vil gælde for laboratoriearbejde? Vil studerende, der deltager i forskningsprojekter, være omfattet af den fulde åbning? Hvorledes skal begrebet fuld åbning fortolkes ift. de gældende sikkerhedskrav? Gælder tilstedeværelseskravet kun for dem der udfører laboratoriearbejde, eller omfatter det også tilstedeværelseskrævende supervision? Afklaring af disse spørgsmål er vitale for planlægning og gennemførelse af sikker og rationel genåbning på universiteterne.

En forklaring på at universiteterne har haft lavprioritet er dels sektorfællesskabet med undervisningen, men også de valg og fravalg der er beskrevet i ”Rapport fra den økonomiske ekspertgruppe vedrørende genåbning af Danmark, 6. maj 2020”. Figur 4.3 illustrerer, at universiteterne har en lav indikator for smittetryk, men en meget høj samfundsøkonomisk betydning.

Figuren viser, at har et lavt smittetryk men en meget høj samfundsøkonomisk betydning
© Rapport fra den økonomiske ekspertgruppe vedrørerende genåbning af Danmark

Men dette for universiteterne gunstige billede fjernes med udsagnet ”En rå sammenligning af den samfundsøkonomiske betydning og smitteeffekten fanger ikke, at nogle virksomheder og institutioner – med høj bruttoværditilvækst – relativt nemt på den korte bane kan opretholde produktionen ved brug af hjemmearbejde. I disse situationer kan værdiskabelsen (i høj grad) opretholdes, samtidigt med at smittetrykket dæmpes. Det gør sig formentlig gældende for en stor del af aktiviteten på universiteterne, hvor meget forskning kan ske hjemmefra, og fjernundervisning også er en mulighed”

Dette gælder imidlertid ikke for størstedelen af den naturvidenskabelige, tekniske og sundhedsvidenskabelige forskning, der udføres på universiteterne. Inden for de nævnte discipliner bygger forskning som hovedregel på dataindsamling fra eksperimenter udført i forskningslaboratorier under supervision. Hovedparten af den eksperimentelle forskning er meget målrettet mod løsning af overordnede samfundsproblemer (herunder teknologiske og sundhedsvidenskabelige problemstillinger), som opstår når samfundsbetingelserne ændrer sig. Dansk forskning har traditionelt stået stærkt inden for disse områder, og den nyder stor international respekt.

Men under nedlukningsperioden er megen eksperimentel forskning blevet forsinket, andet risikerer helt at gå tabt. Forskning som potentielt vil kunne bidrage til at afhjælpe kommende pandemier og hungersnød, give nye løsninger til behandling af kræft, livsstilssygdomme som diabetes og hjerte-kar-sygdomme og infektioner med multiresistente bakterier, og kunne yde helt afgørende bidrag i forbindelse med omstillingen til grøn energi og reducere de klimaforandringer, vi står over for. Jo tidligere universiteternes (eksperimentelle) forskning genåbner, jo nemmere vil det være at sikre en udnyttelse af det store potentiale, der er i dansk forskning.

Sigtet med ovenstående er ikke at dyrke særinteresser for universiteterne, men at påpege den kritiske samfundsnytte i en hurtig genåbning af universiteterne.

Med venlig hilsen

Professor Anja T.R. Jensen, Københavns Universitet

Professor Søren Molin, Danmarks Tekniske Universitet

Professor Thomas Vorup-Jensen, Århus Universitet

Professor Gregers Rom Andersen, Århus Universitet

Professor Helle Prætorius Øhrwald, Århus Universitet

Professor Torben Heick Jensen, Århus Universitet

Professor Thomas Bjarnsholt, Københavns Universitet

Professor Niels Bjerrum, Formand, på vegne af Professorforeningen DTU

Professor Thomas Mandrup-Poulsen, Formand, på vegne af Lektor- og Professorforeningen på det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet