Uklare regler spænder ben for emeritusforskeres bidrag

På papiret burde de være en gave til universiteterne: En voksende gruppe af professorer og lektorer, der også efter pensionen står klar til at bidrage med erfaring, netværk og gratis arbejdskraft – og samtidig giver et lønnummer videre til en yngre kollega.

Men i praksis spænder uklare regler og frygten for at miste forskningsmidler ben for både seniorerne og de unge forskere, der skal tage over.

“Vi vil jo gerne give plads til de næste generationer. Men når ordningerne er så uigennemskuelige, risikerer vi at blive hængende længere, end vi egentlig ønsker – simpelthen fordi vi har gang i masser af forskning og ikke vil miste forskningsmidler eller vores adgang til universitetets ressourcer,” siger Lars Qvortrup.

Siden 2023 har han været professor emeritus på DPU (Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse) på Aarhus Universitet. Den nye jobtitel har ikke fået ham til at skrue ned for tempoet.

”Jeg forsker, skriver artikler og giver feedback til yngre kolleger – og det gør jeg naturligvis gratis, fordi det interesserer mig, og fordi jeg gerne vil være til gavn for de yngre kolleger, som jeg sætter stor pris på. Det er også af nysgerrighed og lyst til at være en del af miljøet,” fortæller Lars Qvortrup.

Varierende vilkår

Indtil loven blev ændret i 2016, skulle de videnskabeligt ansatte gå af, når de fyldte 70 år, men i dag findes der ingen fast pensionsalder på universiteterne. Qvortrup var selv 73 år, da han opgav sit professorat – efter eget udsagn fordi en yngre kollega ville blive forbigået, hvis han blev ved med at optage et jobnummer.

Men det var ikke noget let valg, fortæller han:

“Som emeritus har jeg ingen formel ansættelse. Konsekvensen er, at jeg hverken kan undervise eller vejlede. Jeg må heller ikke administrere forskningsmidler. I praksis bliver konsekvensen af et stift regelsæt, at mange seniorforskere bliver siddende i deres stilling, hvis de har en stor forskningsbevilling, fordi de ellers skal afgive den til instituttet,” forklarer han.

Qvortrup peger på, at vilkårene for emeritusser varierer voldsomt – ikke bare fra universitet til universitet, men også fra fakultet til fakultet:

“På Aarhus Universitet Arts har vi etårige kontrakter, der skal fornys hvert år. På et nabofakultet kan man få en aftale, der gælder på ubestemt tid. Nogle steder bliver ordningen betragtet som en anerkendelse af forskeren, andre steder skal man en gang om året ansøge om og kvalificere sig til at få IT-support eller adgang til et skrivebord. Det er meget mærkeligt, at danske universiteter ser så forskelligt på det,” siger DPU-professoren.

Han efterlyser en fælles national standard:

“Hvis man satte sig ned og lavede en fælles ordning, som ikke blev for omkostningstung, men som samtidig gav fleksible muligheder, ville det være en win-win for både universitetet og emeritusserne. Og vi ville kende vilkårene, når vi nærmede os pensionsalderen,” siger Lars Qvortrup.

Lokale aftaler er bedst

Maja Horst, dekan på AU Arts, kan ikke genkende billedet af, at systemet skulle spænde ben for, at seniorforskere arbejder videre efter pensioneringen. Men der er nogle juridiske og praktiske krav, som ikke er til at komme uden om, forklarer hun:

”Det er jo i sidste ende universitetets ansvar, at en forskningsbevilling bliver anvendt rigtigt. Derfor vil det juridisk være et problem, hvis ansvaret for en bevilling ligger hos medarbejdere, der ikke har en ansættelseskontrakt,” forklarer Maja Horst.

”Hvis det er praktisk muligt, kan emeritusser og emeritaer sagtens byde ind med gæsteforelæsninger. Og jeg kender flere, inklusive mig selv, der taler med studerende og vejleder ph.d.-studerende op til eksaminer, bare mere uformelt,” siger hun.

Maja Horst anerkender, at der kan være lokale forskelle, men mener, at det er bedst, at konkrete aftaler laves lokalt:

“Det er bedre, at man laver dem længere nede. Altså tættere på miljøerne, hvor man faktisk ved, hvad der er brug for, og hvad der giver mening. Det synes jeg klart er bedre, end at man forsøger at lave en standard, som alle skal passe ind i,” siger hun.

Dekanen fra AU Arts understreger, at universiteterne generelt er utroligt glade for deres emeritusser og vil gå langt for, at de kan bevare en tilknytning til deres arbejdsplads.

”Vi ved, at de har meget at bidrage med, og vil strække os langt for, at de kan fortsætte med det længst muligt,” fastslår hun.

Vi vil være en berigelse

Det er ikke kun på Aarhus Universitet, at ordningerne for emeritusser og emeritaer kan virke uoverskuelige og tilfældige.

”Offboarding er en problematik, som lige nu er underbelyst og måske underprioriteret. På KU står institutlederen ofte og fægter lidt i blinde,” forklarer Frans Gregersen.

Indtil 2019 var Gregersen professor i dansk sprog ved Institut for Nordisk Filologi, med speciale i sociolingvistik. For tre år siden tog han sammen med sin kollega, jura- og historieprofessor Helle Porsdam, initiativ til foreningen KU Seniorforum. KU Seniorforum ønsker at spille en aktiv rolle for, at KU kan få en ensartet og inkluderende seniorpolitik, hvor også emeritusser får de bedste muligheder for at fortsætte deres faglige engagement.

”Vi tusser ønsker at blive opfattet som en berigelse – ikke en belastning. Vi ser desværre en del eksempler på det sidste,” siger Frans Gregersen.

I 2023 var der 443 professorer på KU i alderen 60 til 89 år. Men selvom gruppen bliver stadigt større, har universitetet forsømt at forholde sig til alt det, de ældre forskere kan bidrage med, mener Gregersen:

”Vi har indsamlet en lille bunke emeritusaftaler, og nu har vi i KU Seniorforum så småt taget hul på problemerne, og når vi har gjort vores hjemmearbejde, er jeg sikker på, at vi får en fin dialog med ledelsen, tillidsrepræsentanterne og hovedsamarbejdsudvalget,” siger Frans Gregersen.

”Ser vi i krystalkuglen, tror jeg, at KU vil få stadigt mere brug for reelle bidrag fra seniorforskerne – blandt andet på baggrund af vores faghistoriske viden,” tilføjer Frans Gregersen.

På DPU sidder professor emeritus Lars Qvortrup og håber, at arbejdet for en ensartet offboarding-politik på KU kan skabe præcedens andre steder i universitetsverdenen:

”Det er ikke så meget anerkendelsen, jeg savner – den får jeg også andre steder. Det er snarere ærgrelsen over, at jeg ikke bruger min næsten 50 år lange forskererfaring som en ressource i fællesskabet. Især fordi det også ville være fordelagtigt for universitetet at lave en fleksibel ordning for os. Det koster en lille bitte smule IT-service at have mig gående – men det er jo pebernødder,” siger Lars Qvortrup.

”Hvis man ovenikøbet kan lave en fleksibel ordning, så vi ikke fylder en lønpostering, så er det en win-win-situation.”