65 procent af de midlertidigt ansatte forskere har stresssymptomer

Kampen for en fast forskerstilling på de danske universiteter er brutal. Midlertidige ansættelser, konstant vurdering, publikationspres og usikkerhed om fremtiden præger hverdagen for landets forskere. Og konsekvenserne er tydelige: Stressniveauet er markant højere hos forskere end blandt andre offentligt ansatte. Dette afspejles i, at forskere oftere arbejder, selv når de er syge, oplever deres arbejdsplads som mere stresspræget og mener, at der ikke gøres nok for at forebygge stress. Det viser DM’s seneste arbejdsmiljøundersøgelse blandt medlemmerne fra 2024.

56 procent af forskerne svarer, at de har oplevet stresssymptomer som søvnproblemer, koncentrationsbesvær og hjertebanken inden for den seneste måned.

Undersøgelsen viser også, at en gruppe på universiteterne er særlig hårdt ramt af stress: 65 procent af de tidsbegrænset ansatte som eksempelvis ph.d.-stipendiater, postdocs, videnskabelige assistenter og adjunkter har haft stresssymptomer inden for den seneste måned.

Tallene for de tidsbegrænset ansatte skal behandles med forsigtighed på grund af få besvarelser, men resultatet stemmer overens med, hvad Brian Arly Jacobsen, tillidsrepræsentant på Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet og formand for DM Universitet, hører blandt kollegerne: Det er generelt et stressende job at være forsker, men det er særligt krævende for den efterhånden store gruppe, der ikke er fastansat, fordi de kæmper om at kvalificere sig til at få en af de alt for få lektorstillinger.

"De er hele tiden under vurdering på en anden måde, end vi andre er," siger Brian Arly Jacobsen.

Han peger på en hverdag præget af lønusikkerhed og konstant præstationspres, der slider på psyken og presser familielivet: "Det giver en yderligere dimension i presset ved at være forsker." 

Global jobkonkurrence

Brian Arly Jacobsen påpeger, at DM i årevis har arbejdet for bedre vilkår. Det er lykkedes at sikre løn under barsel for ph.d.er og bedre muligheder for forlængelse, ligesom øgede basismidler er blevet prioriteret – senest via forskningsreserven, hvilket burde give universiteterne mulighed for at fastansætte flere forskere.

"Men det er kun midlertidigt. Det er vigtigt, at det bliver gjort permanent," siger han.

Problemet er, at de videnskabelige stillinger på universiteterne bliver besat på et globalt arbejdsmarked, så de danske forskere konkurrerer om stillingerne med hele verden. Her handler det først og fremmest om at have fået sin forskning publiceret i de bedste tidsskrifter.

Brian Arly Jacobsen foreslår derfor at give danske ph.d.er mere tid til at indsamle data og skrive deres afhandling samt at reducere den arbejdsbyrde, der er vokset markant de sidste ti år:

"De bruges i høj grad som undervisningsressource, og det går ud over forskningen," siger han.

 Mange ph.d.er overvejer at droppe ud

Salim Hanna, ph.d.-studerende i biomedicin ved KU og delt formand for ph.d.-foreningen PAND (PhD Association Network of Denmark), siger, at resultaterne i DM’s arbejdsmiljøundersøgelse stemmer overens med, hvad de i PAND ofte observerer i akademia, og hvad andre undersøgelser har dokumenteret.

En undersøgelse lavet af PAND og DM fra 2023 viser, at mere end hver fjerde ph.d.-studerende overvejer at droppe ud. Én ud af tre føler sig ofte eller altid udkørte, følelsesmæssigt udmattede eller så drænede, at det går ud over deres privatliv. Og 39 procent af de ph.d.-studerende oplever ofte eller altid at være stressede.

Ifølge en anden PAND/DM-undersøgelse fra 2023 tror kun 14 procent af de ph.d.-studerende, at de har en god chance for at opnå en fast stilling som universitetsforsker.

Salim Hanna siger, at det er krævende og stressende at være ph.d., men forløbet er i det mindste struktureret som et uddannelsesforløb med et defineret sluttidspunkt, hvor det forventes, at den studerende afleverer sin afhandling.

 Postdocs i særlig sårbar position

Værre er situationen for de mange unge forskere, der efterfølgende bliver ansat som postdoc på kontrakter af mellem et og tre års varighed, mener han. Ifølge reglerne kan man kun ansættes som forsker eller underviser i tre tidsbegrænsede ansættelsesperioder i den samme stilling, og det skaber stress, mener Salim Hanna.

"Når forskerne når til deres anden postdoc-ansættelse, skrumper karrieremulighederne yderligere, hvilket skaber usikkerhed om deres fremtid i akademia. Manglen på klare karriereveje er en væsentlig faktor, der bidrager til et højere stressniveau blandt midlertidigt videnskabeligt personale," siger han.

Salim Hanna tilføjer, at ph.d.-studerende ved de danske universiteter, der kommer fra lande uden for EU, står i en særligt stressende situation. Siden april 2023 har de automatisk fået en treårig opholdstilladelse efter, de er dimitteret, men tilladelsen kommer med den væsentlige begrænsning, at de ikke må modtage offentlige ydelser, herunder dagpenge gennem en a-kasse, forklarer han.

”Vi har i PAND modtaget mange klager fra ph.d.er fra lande uden for EU, der på trods af at de har betalt til a-kasse-systemet, fandt sig ude af stand til at modtage arbejdsløshedsunderstøttelse. Det skaber økonomisk usikkerhed og sætter ikke-EU-forskere i en meget sårbar position under deres jobsøgning, hvilket forværrer stressniveauet,” siger han.

 Svært at løse for universiteterne alene

Organisationspsykolog Malene Friis Andersen, der har forsket i og skrevet flere bøger om stress, blandt andet Nye perspektiver på stress sammen med Svend Brinkmann og Stop stress – håndbog for ledere sammen med Marie Kingston, holder i dag blandt andet temadage og workshops om stresshåndtering. Hun møder i stigende grad ph.d.-studerende og andre forskere, der søger hendes hjælp til at håndtere presset.

Hun understreger, at der er brug for systematiske indsatser på både ledelses- og organisationsniveau: "Den enkelte medarbejder kan ikke selv løse det, hvis der generelt er for stor ubalance mellem krav og ressourcer."

Udfordringen for universiteterne er, at kilden til stress blandt forskerne delvist skyldes faktorer, som organisationen ikke nemt kan tage hånd om.

“Den enkelte forsker ved jo godt, at hvis han eller hun vil kravle op ad forskerstigen, så er man nødt til at spille efter den pibe, som hedder at konkurrere med andre om eksterne midler fra fonde. De er under et stigende publikationspres for at kunne få de bevillinger, så der sker en acceleration af arbejdsmængde og arbejdspres. Jeg stoppede selv som forsker og overgik til at være gæsteforsker efter 13 års ansættelse. Jeg var ellers heldig at få bevillinger, og jeg blev publiceret. Men absurd nok savnede jeg tid til fordybelse som forsker, og jeg oplevede det nogle gange som lidt skørt, at jeg skulle publicere, uanset om jeg havde noget relevant ny viden at skrive om eller ej,” siger hun.

Hun mener, at universiteter og fonde bør gentænke deres krav og incitamenter.

“Tæller vi egentlig det, der tæller? Skulle vi måske gentænke, hvad det er for nogle kriterier, vi belønner efter, giver fondsmidler efter og forfremmer efter? Det er ikke hensigtsmæssigt med et rigidt måle- og tællesystem, når man arbejder med viden, nybrud og kreative processer, der vanskeligt lader sig sætte på formel. Så it’s meant to go wrong,” slutter Malene Friis Andersen.