Undervisere misbruges kommercielt – private firmaer søger aktindsigt i deres eksamensopgaver
Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix
Private firmaer søger aktindsigt i eksamensopgaver og bruger dem kommercielt – uden tilladelse fra underviserne. Det risikerer at svække eksamenssystemets troværdighed, lyder det fra universiteterne og underviserne.
Universitetsundervisere oplever i stigende grad, at private kursusudbydere søger aktindsigt i deres eksamensopgaver – og derefter bruger materialet kommercielt i undervisning rettet mod studerende. Det sker uden tilladelse og i strid med ophavsretten, lyder det fra ekspert og faglig organisation.
Professor Jens Lykkesfeldt oplever i sin egenskab af viceinstitutleder for forskning ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet at blive kontaktet af frustrerede kolleger, der har fået deres eksamensopgaver misbrugt.
Det føles grænseoverskridende, at nogen lukrerer på ens arbejde uden at betale for detProfessor Jens Lykkesfeldt, viceinstitutleder for forskning på KU
“Det føles grænseoverskridende, at nogen lukrerer på ens arbejde uden at betale for det. Det er en ublu kommerciel udnyttelse,” siger han.
Jens Lykkesfeldt fortæller, at de på fakultetet har oplevet systematisk indsamling af undervisningsmaterialer og eksamensopgaver. I den seneste tid har man derfor oplyst de studerende mere grundigt om, at det er ulovligt at dele materialerne fra KUs online undervisningssystemer.
Ifølge Lykkesfeldt lader standardproceduren til at være, at firmaerne uden hensyn til ophavsret og uden tilladelse ’overtager’ materialerne og i stedet påfører egen copyright – og siden truer deres brugere med retsforfølgelse, hvis materialet kopieres.
“Det er en parodi,” siger han.
Ophavsretten tilhører underviseren
Professor i ophavsret Morten Rosenmeier, der også er formand for UBVA (Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde), et stående udvalg under Akademikerne (AC), bekræfter, at undervisernes eksamensopgaver som udgangspunkt er ophavsretligt beskyttet – og at rettighederne i vidt omfang tilhører underviseren, ikke universitetet.
Hvis en kursusudbyder vil bruge eksamensopgaver på deres kurser, skal de derfor have tilladelse fra de universitetsundervisere, der står bag dem.
Det betyder, at universiteterne ikke kan gribe ind, selv hvis de ønsker det. Det er op til underviseren selv at forfølge sagen. Flere steder – blandt andet på Københavns og Aarhus Universitet – findes der lokale aftaler, der understøtter underviserens ejerskab.
Det, de gør, er ulovligt. Det handler ikke kun om kopiering, men også om deling med studerende – digitalt eller fysiskMorten Rosenmeier, professor i ophavsret og formand for Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde
“Vi har undersøgt sagen og må konstatere, at kursusudbydere somme tider bruger ophavsretligt beskyttede opgaver uden tilladelse fra underviserne, som rettighederne tilhører,” siger han og fortsætter:
“Det skal vi have sat en stopper for. Det, de gør, er ulovligt. Det handler ikke kun om kopiering, men også om deling med studerende – digitalt eller fysisk,” siger Rosenmeier.
Uklart om firmaer kan få aktindsigt
Et centralt spørgsmål er, om private firmaer overhovedet må få aktindsigt i eksamensopgaver. Ifølge Rosenmeier er det juridiske grundlag uklart.
“Som udgangspunkt kan man godt få aktindsigt ifølge offentlighedsloven. Og offentlighedsloven trumfer faktisk ophavsretten i den sammenhæng. Men det er muligt, at man i visse tilfælde alligevel kan nægte aktindsigt,” siger han.
UBVA har derfor sat en specialist i forvaltningsret til at undersøge sagen nærmere og forventer en afklaring i løbet af efteråret.
Ombudsmandssag: Aktindsigt kan trumfe ophavsret – men ikke altid
En sag fra 2023 viser, at grænsen mellem offentlighed og ophavsret er juridisk kompleks – og at universiteterne har et ansvar for at beskytte både undervisernes rettigheder og eksamenssystemets troværdighed.
Sagen omhandlede en studerende, der havde klaget over, at Københavns Universitet havde afslået aktindsigt i eksamensbesvarelser. Universitetet og Uddannelses- og Forskningsstyrelsen mente, at aktindsigt kunne føre til, at studerende ville kopiere tidligere besvarelser, hvilket kunne kompromittere eksamenssystemets troværdighed. De henviste til, at eksamensopgaverne ofte omhandlede lignende juridiske problemstillinger fra år til år.
Ombudsmanden anerkendte, at hensynet til eksamen kan begrunde fslag, men kritiserede, at universitetet ikke havde foretaget en konkret vurdering af, om besvarelserne faktisk var ophavsretligt beskyttede – og om anonymisering kunne afhjælpe problemet.
“Offentlighedsloven kan i visse tilfælde trumfe ophavsretten, men myndighederne skal foretage en konkret vurdering af både ophavsret og eksamenshensyn,” lød det fra Ombudsmanden.
Aktindsigt i undervisere og forskeres arbejde er gået alt for vidt – uanset om motivet er kommercielt, politisk eller personligtBrian Arly Jacobsen, formand for DM Universitet
DM: Et brud på akademisk integritet
Brian Arly Jacobsen, formand for DM Universitet, kalder udviklingen "helt uacceptabel".
Han har hørt om andre aktindsigtssager rettet mod videnskabeligt ansatte på universiteterne, som var politisk motiverede i forhold til eksaminer eller i forhold til deres forskning. Han siger, at de har drøftet spørgsmålet om aktindsigt i sektorbestyrelsen flere gange, og generelt er det opfattelsen, at de videnskabeligt ansatte og deres arbejde beskyttes for dårligt med de nuværende regler.
“Det er et alvorligt brud på både ophavsret og akademisk integritet. Aktindsigt i undervisere og forskeres arbejde er gået alt for vidt – uanset om motivet er kommercielt, politisk eller personligt,” siger han.
Han advarer om, at hvis private aktører kan bruge offentlighedsloven til at skaffe sig adgang til opgaver og besvarelser for at tjene penge, risikerer man at undergrave både kvaliteten af undervisningen og tilliden til eksamenssystemet.
Overvejer at gå rettens vej
UBVA har ifølge Morten Rosenmeier endnu ikke anlagt sag mod nogen af de private firmaer, men det kan ændre sig.
“Vi kan fra fagbevægelsens side ikke acceptere, at der sker krænkelser af de universitetsansattes ophavsret. Vi tager problemerne meget alvorligt og vil skride ind, eventuelt via et sagsanlæg, hvis ikke vi får tingene løst inden for en meget kort tidshorisont,” siger han og tilføjer, at han af hensyn til en kommende eventuel retssag ikke kan oplyse navne på virksomhederne, det drejer sig om.
Ifølge Morten Rosenmeier er problemet ikke kun juridisk. I virkeligheden kunne det hurtigt løses, hvis universiteterne tilbød mere studenteraktiverende undervisning. Så ville de studerende ikke føle behov for at betale de private kursusudbydere for hjælp til at bestå deres eksamener.