Kvindelige ph.d.-studerende har mindre tro på akademisk karriere

Vejen fra en ph.d.-grad til en akademisk fastansættelse kan være lang og usikker. Og et flertal ph.d.-studerende vurderer ikke, at de har gode chancer for at gå hele vejen.

Men det er især kvinderne, der tvivler på egne chancer. Mænd har markant mere tro på sig selv.

Det viser en spørgeundersøgelse blandt ph.d.-studerende, som DM har lavet i samarbejde med ph.d.-foreningen PAND.

I undersøgelsen, som godt 1500 har besvaret, siger 57 procent, at de er ’uenige’ eller ’meget uenige’ i, at der er gode chancer for en fast stilling på deres område. Kun 14 procent erklærer sig ’enige’ eller ’meget enige’ i det udsagn, mens resten stiller sig neutralt.

Ser man på den kønsopdelte opgørelser, er der imidlertid betydelige forskelle. Kvinder ser markant mere pessimistisk på deres muligheder end mændene (se grafik).

Den tendens ses også i det spørgsmål, hvor de skal vurdere chancerne for at få en postdoc-stilling efter at have færdiggjort ph.d.-uddannelsen. Også her er kvinderne markant mindre optimistiske end mændene omkring deres muligheder.

Mange ser universitetsforskning som en attraktiv karrierevej. 49 procent er ’enige’ eller ’meget enige’ i det udsagn, mens 29 procent er ’uenige’ og ’meget uenige’. Men alligevel satser flere på et job uden for universitetet frem for på universitetet – henholdsvis 42 og 31 procent.

Også her er der forskel mellem kønnene. Kvinder ser i mindre grad universitetet som en attraktiv arbejdsplads. På trods af det satser de i højere grad end mændene på en akademisk karriere (se grafik). 

Bekymret på universiteters vegne

Vibeke Broe er ph.d.-karrierekonsulent på AU. Hun hæfter sig først og fremmest ved, at flere satser på en karriere uden for universitetet.

”Nu har jeg arbejdet med karrierevejledning af ph.d.-studerende i mange år, og det er i hvert fald noget, der har skiftet. Jeg ville gætte på, hvis man havde spurgt det for otte år siden, så havde det måske været 80 procent, der havde en universitetskarriere som primært mål. Så jeg er egentlig overrasket over, hvor få det er, ifølge undersøgelsen. Og på universiteternes vegne kan man måske godt blive lidt bekymret,” siger hun.

Tendensen at flere orienterer sig væk fra universitetet mærker hun også i sit arbejde.

”Når jeg holder oplæg og spørger ind til, hvordan folk ser deres karrierevej, så bliver der jo færre og færre, som peger på akademia som deres foretrukne karrierevej. Så på den måde understøtter det meget fint den fornemmelse, vi jo også selv har. Og jeg ved jo også, at der er fakulteter hos os, som begynder at se det som et problem, fordi det kan være svært at holde på de bedste og især på unge kvinder.”

Et problem, men også en succes. De senere år har universiteterne gjort en stadig større indsats for at skabe og tydeliggøre ph.d.-karriereveje i det private erhvervsliv. Det er blandt andet Vibeke Broes arbejde.

”Det viser jo også, at der er mange, der har øjnene op for, at der er rigtig fine muligheder for meget spændende karriere uden for den akademiske verden. Og det synes jeg er en succes.”

I forhold til forskellene på, hvor stor tror mænd og kvinder har på en akademisk karriere, er Vibeke Broe mere tøvende.

”Her på AU har retorikken længere været meget tydelig om, hvor dårlige karrieremuligheder der er i det akademiske karrierespor, og at ikke skal gøre sig nogen forhåbninger. Måske er kvinder mere tilbøjelige til at lytte efter. Og samtidig er mænd måske mere tilbøjelige til at tænke, at der ikke er nogen grund til at tage sorgerne på forskud. Derudover er der ikke så mange kvindelige rollemodeller for de yngre kvinder at se henimod i akademia, og det kan måske have en indflydelse på, om det er et miljø man kan se sig selv i.”

Bedre løn og ingen bevillings-stress

Salim Hanna, ph.d.-studerende i biomedicin ved KU og delt formand for PAND, er ikke overrasket over, at flere kigger væk fra universitetet i forhold til en kommende karriere.

”Jeg ser nok mest min egen fremtid i privatindustrien. Da jeg var bachelor, troede jeg universitetet var det eneste sted, man kunne forske. Men som kandidat- og ph.d.-studerende har jeg fået øjnene op for mulighederne udenfor,” fortæller han.

Han peger på den usikkerhed om finansiering, der notorisk knytter sig til forskning på universiteterne.

”Man kan se frem til en masse stress og udfordringer i jagten på bevillinger. Det er måske en af grundene til, at mange ph.d.-studerende er skeptiske ved den vej. Og så er der lønnen. For den samme indsats vil du måske få to eller tre gange så høj løn i industrien. Det er også en væsentlig faktor for mange.”

I den modsatte retning tæller en større grad af frihed på universitet til selv at vælge, hvad du vil forske inden for, og måske også en større fleksibilitet omkring arbejdstiden.

”Og så er undervisningen også en væsentlig grund. Hvis du er glad for at undervise, at universitetet det rigtige sted at være.”

Salim Hanna fortalte, at han diskuterede undersøgelsens resultater med sine ph.d.-kolleger, og de var overraskede over, at det ikke var flere, der var skeptiske over for muligheden for en akademisk karriere.

”Jeg talte med nogle kvindelige kolleger, og de havde forventet, at det var syv ud af ti, der ikke troede på en fast stilling i akademia.

I PAND har man diskuteret, at en forskerkarriere også indebærer et element af ledelse, og at ledelsestræning burde være en del af forskeruddannelsen. Det er kompetencer, mange ph.d.-studerende er usikre på, og det vil styrke selvtilliden i forhold til en akademisk karriere, siger Salim Hanna.

Ledelsesansvar at vise nye veje

Et konkret bud på hvorfor, kvinder har mindre tro på en akademisk karriere, har Alex Klinge, lektor i kommunikation og ligestillingsansvarlig på CBS. Det handler om rollemodeller.

”Når vi så ser hierarkierne på universitetet, så er det jo altså bare sådan, at jo længere op du kigger, jo større er overvægten af mænd. Det vil sige, at når står du nede i bunden og kigger op, så er det din tendens til at tænke, at der er plads til sådan en som mig, langt større, hvis man er mand, end hvis man er kvinde. Det er en helt naturlig kognitiv reaktion,” siger han.

Ligestillingsproblematikken på universiteterne er fuldt anerkendt, og Alex Klinges opgave som ligestillingsansvarlig er en følge af et gender equality program, som alle universiteter har indført.

Men det er et langt, sejt træk at ændre kultur.

”Noget af det, vi kan gøre, er at gøre opmærksom på, at det her er en faktor – at vi allerede prædestinerer vores medarbejdere gennem den måde, organisationen ser ud på. Det kan vi gøre opmærksom på over for vores mellemledere, især selvfølgelig institutlederne, som har det ledelsesansvar for vores akademiske medarbejdere. De skal være opmærksomme på, at de gennem deres måde at vise organisationen på, modgår den virkelighed, vi har i dag, og prøver at arbejde alle i retning af en anden virkelighed.”

Det er især i den personlig karrierecoaching, at lederne kan gøre en forskel.

”Det er ikke ’one size fits’. Man er nødt til at lave løsninger, der er tilpasset den enkelte forskers virkelighed og virkelighedssyn. Og så skal man måske bruge mere tid til at tale med de unge kvinder, man gerne vil fastholde, og sige: Du har alt, hvad der skal til. Don't worry, bare klø på.”