Spring menu over
Dansk Magisterforening

V. Venstre, Danmarks Liberale Parti

Venstre

© Venstre

Af Claus Baggersgaard
Del artikel:

Forskerforum har stillet 10 centrale spørgsmål om forskning og uddannelse til samtlige opstillingsberettigede partier til det kommende folketingsvalg.

1. Hvad er jeres holdning til at forkorte en del af kandidatuddannelserne med 1 år, så de har en samlet længde på 4 år?

"Venstre har i vores uddannelsesudspil foreslået, at det skal være muligt at tage 1-årige kandidatuddannelser, som er målrettet arbejdsmarkedet og i mindre grad en karrierevej som forsker. Samtidig vil vi investere 200 mio. kr. i et løft af kandidatuddannelser, herunder et særligt tilskud til de 1-årige kandidatuddannelser."

2. Hvad er jeres holdning til løftet af uddannelsestaxametret til humaniora og samfundsvidenskab? Skal det videreføres? I så fald hvor længe? Skal det gøre permanent eller skal det fjernes?

"Venstre har tidligere foreslået at løfte uddannelsestaxameteret, da Socialdemokratiet sidst foreslog at spare på området. Regeringen har lovet, at taxameterløftet til humaniora og samfundsvidenskab, men ikke medtaget det i deres finanslovsforslag." 

3. Hvad mener I generelt om uddannelsestaxameter-taksterne? Er de passende, er de for høje eller for lave?

"Venstre har præsenteret et uddannelsesudspil, der vil investere 1,2 mia. kr. årligt mere i uddannelse. Pengene skal bl.a. bruges på at styrke taxameteret på kandidatuddannelser, og investere bredt i videregående uddannelser."

4. Kriser som corona-pandemien og krigen i Ukraine har vist et behov for at bevare et videnberedskab i Danmark bl.a. indenfor sprog og kultur i lande, som kan udgøre en potentiel sikkerhedsrisiko. Hvad vil I gøre for at bevare et sådant beredskab på universiteterne?

"Venstre ønsker generelt at investere i uddannelse, og har præsenteret et udspil med årlige investeringer 1,2 mia. kr. I udspillet lægger vi op til, at pengene skal udmøntes i tæt dialog med de relevante uddannelsesinstitutioner, og hvis vurderingen herfra er, at der er behov for at styrke f.eks. sprog- eller kulturfag er vi meget åbne for at se på det."

5. I dag er det regeringens målsætning at investere mindst 1 pct. af BNP i offentlig finansieret forskning. Hvor mange procent af BNP vil I selve bruge til formålet?

"Venstre er enig i, at vi skal investere mindst 1 pct. af BNP i offentlig forskning. Venstre har faktisk foreslået forskningsinvesteringer for mere end den ene procent, da vi ønsker at investere 7 mia. kr. ekstra i grøn forskning frem mod 2030, og styrke forskningen i forsvars- og sikkerhedsteknologi med 1 mia. kr. årligt."

6. Hvad er jeres holdning til, at forskningsbevillingerne på finansloven bliver modregnet hver gang universiteterne skaffer midler fra EU?

"Venstre har ingen aktuelle planer om at ændre på, hvordan man opgør forskningsbevillinger."

7. Hvordan vil I sikre en passende balance mellem private eksterne - og offentlige forskningsmidler på universiteterne? Vil I f.eks. bevilge flere basismidler?

"Venstre har ingen aktuelle planer om at ændre på bevillingssystemet."

8. Skal universiteterne have mulighed for at eje deres egne bygninger?

"Venstre er åben for at diskutere spørgsmålet med universitetssektoren."

9. Ønsker I en revision af universitetsloven? Hvad skal i så fald ændres?

"Venstre er åben for at revidere loven med henblik på en styrkelse af forsknings- og ytringsfriheden."

10. Mener I, at forskningsfriheden er sikret godt nok i Danmark?

"Det er meget vigtigt, at forsknings- og ytringsfriheden opretholdes på vores universiteter, som bør være et fyrtårn i den frie samfundsdebat. Derfor er Venstre meget åben for at diskutere tiltag, som kan styrke friheden yderligere."