Spring menu over
Dansk Magisterforening

O. Dansk Folkeparti

Dansk Folkeparti

© Dansk Folkeparti

Af Claus Baggersgaard
Del artikel:

Forskerforum har stillet 10 centrale spørgsmål om forskning og uddannelse til samtlige opstillingsberettigede partier til det kommende folketingsvalg.

1. Hvad er jeres holdning til at forkorte en del af kandidatuddannelserne med 1 år, så de har en samlet længde på 4 år?

"Vi er åbne over for at forkorte en del af kandidatuddannelserne. Generelt tror jeg, at fremtidens arbejdsmarkedet vil blive et såkaldt bachelorarbejdsmarked. Alternativomkostningen ved en kandidatgrad er jo to års erfaring på arbejdsmarkedet. Det er jo det, som kandidatgraden skal holdes op mod. Jeg mener, vi bør integrere de to mere." 

2. Hvad er jeres holdning til det økonomiske løft af uddannelsestaxametret til humaniora og samfundsvidenskab? Skal det videreføres? I så fald hvor længde? Skal det gøre permanent eller skal det fjernes?

"Det skal fjernes."

3. Hvad mener I generelt om uddannelsestaxameter-taksterne? Er de passende, er de for høje eller for lave?

"Man kunne godt bruge uddannelsestaxametertaksterne mere til at gøre det mere attraktivt at læse de uddannelser, hvor vi mangler arbejdskraft. Eksempelvis kunne man reducere taxametertaksterne for humaniora og øge dem for naturvidenskabelige fag."

4. Kriser som corona-pandemien og krigen i Ukraine har vist et behov for at bevare et videnberedskab i Danmark bl.a. indenfor sprog og kultur i lande, som kan udgøre en potentiel sikkerhedsrisiko. Hvad vil I gøre for at bevare et sådant beredskab på universiteterne?

 "Midler til kultur- og sprogfag skal bruges på en fornuftig måde. Det vil sige, at det er sandsynligt, at vi skal undervise mere i tysk, russisk og fransk end i f.eks. indonesisk og thai. Den vurdering af, hvilke sprog der er vigtige i Danmark og i en dansk kontekst, mener jeg godt, at universiteternes ledelser selv kan foretage."

5. I dag er det regeringens målsætning at investere mindst 1 pct. af BNP i offentlig finansieret forskning. Hvor mange procent af BNP vil I selve bruge til formålet?

"1 pct. er fint. Produktivitetskommissionen peger på, at der ikke kan absorberes flere forskningsmidler. Det skal give mening."

6. Hvad er jeres holdning til, at forskningsbevillingerne på finansloven bliver modregnet hver gang universiteterne skaffer midler fra EU?

"Det er vi åbne over for at ændre for at tilskynde forskerne til at søge midler fra EU. Vi betaler alt for meget til EU. Det kunne være fint at få nogle af de penge hjem igen."

7. Hvordan vil I sikre en passende balance mellem private eksterne - og offentlige forskningsmidler på universiteterne? Vil I f.eks. bevilge flere basismidler?

"Der skal være en passende balance. Jeg kan ikke vurdere, om vi har en passende balance i dag. Der skal være et samspil mellem det offentlige og private og en vis fordeling af midler, som går til original eksperimentel forskning, og en vis andel som kan omsættes til kommercielle produkter."

8. Skal universiteterne have mulighed for at eje deres egne bygninger?

"Ubetinget ja. Det burde stå klart efter skandaleprojekter, som f.eks. KU har været udsat for. Laboratorierne virker ikke, og Niels Bohr Bygningen er gået i glemmebogen som endnu en af de her offentlige byggeprojekter, der bliver så dyre og skamfulde, at vi helst ikke vil tale om dem. Er vi på 5 milliarder kr. i udgifter nu?"

9. Ønsker I en revision af universitetsloven? Hvad skal i så fald ændres?

"Vi ønsker at styrke diversiteten på landets universiteter. Alt for ofte bærer såkaldte ekspertudsagn præg af en bestemt politisk vinkling. Ledelserne har en forpligtelse til at sikre, at det er muligt for alle at få et godt arbejdsliv på universitetet. Det er ikke altid tilfældet i dag, og det ved jeg, fordi eksterne lektorer kontakter mig og fortæller mig, at de er blevet mobbet og presset ud, fordi de ikke er medlem af Magistrene f.eks. Det er trist."

10. Mener I, at forskningsfriheden er sikret godt nok i Danmark?

"Nej, det mener vi ikke den er. Alt for mange forskere undergraver forskningsfriheden ved hjælp af politisk aktivisme, ligesom de sociale dynamikker tilsikrer, at der ikke bliver forsket i visse emner."

Svarene er skrevet af Alex Ahrendtsen, der bl.a. er partiets forsknings- og uddannelsesordfører.