Kendt folketingspolitiker stempler ph.d.-projekt om tykfobi som pseudovidenskab

”Jeg føler mig lige så fristet som de fleste andre til at le højt ad dette projekt. Men i virkeligheden er jeg dybt forarget: Hvorfor giver teologi et stipendium til en ikke-teolog? Og til et pseudovidenskabeligt projekt? Det er en skandale”.

Sådan skriver Henrik Dahl, sociolog, folketingsmedlem for Liberal Alliance og sit partis forskningsordfører, på Twitter.

Det er en nyhed på Det Teologiske Fakultets interne intranet om, at Dina Amlund har startet sig ph.d.-projekt med titlen ”Fatphobia: A Systematic-theological Exploration of A Structure in Society”, der i den grad har forarget Henrik Dahl.

”Med sit projekt ønsker Dina at bevise, at tykfobi er en af de mest gennemgribende og bærende strukturer i vores kultur og samfund, som undertrykker liv og mennesker. Udover at definere tykfobi sociopolitisk og historisk, vil hun også belyse projektet fra en befrielsesteologisk og queerteologisk vinkel” står der i nyheden, som dog efterfølgende er blevet korrigeret, så hun fordi hun aldrig har skullet bevise noget, men blot skal udforske emnet.

Dahl: Derfor er det pseudovidenskab

Dina Amlund kalder sig på sin Facebookprofil tykaktivist og koordinator i netværket FedFront, som bekæmper diskrimination mod overvægtige. Hun er flere gange kommet med hvad der er blevet opfattet af nogle som kontroversielle udtalelser i medierne, blandt andet at det er mere usundt at blive stigmatiseret end at være overvægtig.

”Det er ikke tykheden, som er problemet. Det er ikke fedtvævet, som er problemet. Det, som er farligt for helbredet, er den tykfobi, vi lever med”, har hun sagt til BT, men det er efterfølgende blevet afvist af adspurgte eksperter.

På Facebook uddyber Henrik Dahl sin kritik af Dina Amlunds ph.d.-projekt. Han skriver blandt andet, at postmoderne pseudovidenskab (PP) har enormt svært ved at anerkende biologien som videnskab og ret konsekvent afviser biologiens betydning for fx kønsidentiteten.

”Og når det gælder tykstudier, så har man svært ved at anerkende, at sunde og raske mennesker bliver overvægtige, fordi de indtager flere kalorier, end de forbrænder. Ligesom man har svært ved at anerkende, at overvægt kan være usundt. Dertil kommer så "fobi"-metaforen, som også virker besynderlig. At lide af en fobi, er en psykiatrisk diagnose. Dem bør man ikke stille, hvis man ikke har en relevant uddannelse, og hvis man ikke har talt med patienten. Således kommer "tykfobi" i familie med "islamofobi" og andre politiserede begreber. De penge, vi bevilger til videnskab, skal selvfølgelig ikke bruges til noget, der ikke er videnskab. Det er derfor, man skal være så skeptisk over for PP generelt og over for et projekt som Dina Amlunds”, skriver Henrik Dahl.

Opslaget havde den 14. oktober fået 877 likes og 192 kommentarer. De fleste støtter Henrik Dahl, men der er også kritiske røster mod folketingspolitikeren.

Udnytter magtfuld position

En af kritikerne er Lone Koefoed Hansen, lektor i digital design og æstetik på Aarhus Universitet, der fortæller, at hun blev vred, da hun læste opslaget, bl.a. fordi hun finder det usympatisk, at Henrik Dahl bruger sin magtfulde position og platform til at gå i medierne og nedgøre et menneske, fordi vedkommendes ideer ikke matcher hans egne.

”Tænk som nystartet ph.d. som det første at skulle forholde dig til, at en magtfuld politiker latterliggør dit projekt, efter folk med faglig forstand på emnet har nærlæst og godkendt din projektbeskrivelse. Vi laver altså ikke forskningsvurderinger efter, hvad de inde i Folketinget synes er spændende, men efter hvad der giver faglig mening. Og jeg synes, at det er mobning, at han bruger sin position til at få andre til at grine af en, der har mindre magt end ham selv, og det har alle et ansvar for at sige fra overfor”, siger hun.

Lone Koefoed Hansen tilføjer, at det er helt fair, hvis Henrik Dahl ønsker at diskutere videnskabelighed, og hvad der er lødig forskning, men så burde han rejse spørgsmålet i forskningsudvalget, hvor han har plads som MF, og ikke i medierne.

”Det er et angreb på et konkret projekt, som vi ikke ved ret meget om, fordi hun dårligt er gået i gang. Pointen er, at det er en faglig og ikke en politisk vurdering. Vi har et system hvor vi har adskilt de faglige og de politiske institutioner. I de faglige behandler vi forskningsansøgninger, og det bliver nedbrudt, når politikere vil bestemme, hvad der er god og rigtig viden i konkrete cases. Ønsket om at udskamme og ikke mindst tage finansieringen fra bestemte forskningsområder, som man synes strider ens verdensopfattelse imod, er ellers kun noget vi ser i lande, vi normalt ikke vil sammenlignes med, fx despoter”, siger Lone Koefoed Hansen.

Accepterer ikke præmis

Forskerforum har bedt Henrik Dahl forholde sig til kritikken om, at han på et løst grundlag hænger en ph.d.-studerende ud i medierne.

Per e-mail svarer han, at han ikke accepterer den præmis, at man ikke må kritisere en forsker. Forskere, der er tilknyttet offentlige institutioner, må naturligvis acceptere kritik ligesom alle andre, der er beskæftiget i den offentlige sektor. Det er trods alt borgerne de arbejder for; betalt af borgernes penge, skriver han og fortsætter:

”Det, jeg har kritiseret, er strengt fagligt. Hele det faglige univers, Dina Amlund opererer inden for, er, hvad Helen Pluckrose og James Lindsay i blandt andet bogen ”Cynical Theories” kalder ”grievance studies”. Grievance studies er pr. definition pseudovidenskabelige ifølge Pluckrose og Lindsay. Derfor hører de ikke hjemme på et universitet. Det skal kun beskæftige sig med videnskab”.

Kan en aktivist forske?

Dina Amlund har ikke svaret på Forskerforums henvendelse, men hendes ph.d.-vejleder Johanne Stubbe Kristensen fortæller, at hun har rådet Dina Amlund til at koncentrere sig om sit arbejde og lade hende besvare spørgsmål om ph.d.-projektet.

Hun er afdelingsleder for Afdeling for Systematisk Teologi og forsker selv udover i velkendte teologiske emner som f.eks. gudsbegreb og menneskesyn, blandt andet i vægt som eksistentielt tema, så hun ved, at Amlunds emne sundhed er politisk kontroversielt, selvom Amlunds projekt ikke handler om vægt-sundhedsproblematikker.

”Hendes tidligere udsagn kommer givetvis til at udløse Dahls kritik, men det er der ikke grund til, for hendes projekt handler ikke om, hvorvidt det fra et medicinsk perspektiv er usundt at være tyk eller ej”, siger Johanne Stubbe Kristensen.

Hun tilføjer, at der ingen regler er imod at arbejde forskningsmæssigt med et tema, som man er engageret aktivistisk i, så længe man formår at holde det private og forskningsmæssige adskilt, og hun i øvrigt laver et ordentligt projekt og bruger de anerkendte veldefinerede videnskabelige teologiske metoder.

Alt kan undersøges teologisk

Johanne Stubbe Kristensen siger, at hun generelt er glad for at få opmærksomhed om fakultetets forskning fra journalister og politikere, og at det kun er problematisk, når der fældes dom over et helt nyt forskningsprojekt på et usagligt grundlag.

”Det er vildt at kalde det pseudovidenskab, når Dina Amlund først er begyndt den 1. september og endnu ikke har lagt sig fast på metode, samlet materiale eller formidlet sine resultater. Det er tydeligt, at Henrik Dahl ikke har kompetencerne til at bedømme teologisk forskning, og problemet er, at han dermed legitimerer, at andre kommer med en usaglig kritik,” siger hun.

Johanne Stubbe Kristensen tilføjer, at det bygger på fordomme og uvidenhed, når meningsdannere skriver, at man ikke kan forske i tykfobi på teologi, fordi de tror, at teologisk forskning kun handler om en gud, der findes uden for verden og f.eks. læse gamle tekster. I virkeligheden kan alt undersøges teologisk, og det kan man f.eks. gøre ved at fokusere på den religiøse dimension ved emnet. Således kan man f.eks. også undersøge den religiøse dimension af Dahls egne politiske udsagn, hvis man ville.

”Indenfor den eksistentielle teologi er der en lang tradition for at undersøge begreber som angst og frygt og fastlåste former for frygt som f.eks. fobier. Her trækker vi for eksempel på Søren Kierkegaard, der beskæftigede sig med angst. Men vi er f.eks. også som noget nyt er vi begyndt at se på klima og bæredygtighed. I vores nye strategi, som vi vedtog sidste år, er eksistentielle temaer et hovedområde. Her ser vi også på angst, frygt og begær i forbindelse med stigmatiseringsproblematikker i forbindelse med køn, race og klasse, så Dina Amlunds ph.d.-projekt passer godt ind i vores strategi”, siger hun.

Spreder usandheder på nettet

Johanne Stubbe Kristensen tilføjer, at det har overrasket hende, at nogle politikere og meningsdannere ikke retter de usandheder, de har spredt på de sociale medier, selvom de er blevet gjort opmærksom på, at det ikke er korrekt.

Eksempelvis har mange fortsat hæftet sig ved den oprindelige formulering på fakultetets intranet, hvori der stod, at Dina Amlund med sin ph.d. skal bevise, at tykfobi er en af de mest gennemgribende og bærende strukturer i vores kultur og samfund, selvom den tydeligvis upræcise og forkerte formulering hurtigt blev rettet.

Rasmus Jarlov (K) kritiserede også, at det er offentlige midler, som bliver spildt på projektet, og skrev sarkastisk på Twitter: ”Spændende og relevant forskning for dine skattekroner. Det belyses ud fra bl.a. en queerteologisk vinkel, hvordan (ikke om) tykfobi har gennemsyret den vestlige kulturs historie.
Jeg bider lige mig selv i armen og minder mig om, at vi skal holde armslængde til universiteterne.
Tilføjelse: Et ph.d.-projekt koster skatteyderne over en million kroner.”

Det er forkert, fortæller Johanne Stubbe Kristensen og påpeger, Dina Amlund er indskrevet på en friplads, hvilket betyder, at hun hverken får løn eller har ret til en kontorplads. Hun får vejledning, deltager i kurser og får bedømt sin afhandling, hvilket der går arbejdstid med.

”I virkeligheden er hun en gevinst for vores afdeling, fordi små fagområder som vores er blevet beskåret. Vi får meget få offentlige ressourcer, så det er svært at opretholde et ordentligt vidensniveau uden at nogen laver deres ph.d. på friplads”, slutter hun.