Universiteterne optager rekordmange nye studerende
Humøret var højt, da det nye studerende fik mulighed for at hilse på rektor ved den traditionsrige immatrikulation på Københavns Universitet i 2019. © Foto: Niels Christian Vilmann - Ritzau Scanpix
I alt 33.503 er blevet tilbudt en studieplads på et af de otte universiteter. Stigningen i optaget er størst på IT-Universitetet, hvor 26 procent flere bliver lukket ind.
De otte danske universiteter har i år tilbudt en plads til rekordmange nye studerende. 33.503 fik således natten til tirsdag den 28. juli den glædelige nyhed, at de var sluppet igennem nåleøjet og kan kalde sig bachelorstuderende per 1. september, hvis de altså takker ja til pladsen.
I 2019 var tallet 31.786, så lidt over fem procent flere er altså blevet optaget i år.
Til gengæld er 10.686 kvalificerede ansøgere blevet afvist i 2020 mod cirka 8.500 i 2019.
Uddannelses- og Forskningsministeriet skriver, at alle otte universiteter optager flere med undtagelse af Roskilde Universitet, hvor der er optaget seks personer færre end i 2019. Den største relative stigning ses på IT-Universitet, som har optaget 26 pct. flere i 2020 sammenlignet med 2019, svarende til 104 personer.
På Københavns Universitet er fremgangen på syv procent og på Aarhus Universitet 5 procent, men landets to største universiteter er fortsat stort set lige store målt på antal indskrevne studerende.
AU opgør antallet til 38.000 studerende (bachelor, kandidat, ph.d. og deltidsstuderende) i 2018, mens KU skriver på sin hjemmeside, at der var indskrevet 37.493 i 2019, men kun bachelor og kandidatstuderende tælles med på KU.
Fremgang for STEM
Uddannelses- og forskningsminister, siger Ane Halsboe-Jørgensen glæder sig særligt over, at optaget på de såkaldte STEM-uddannelser (Science, Technology, Engineering og Mathematics) er steget i år med 1.380 personer, hvilket svarer til en stigning på ni procent. Væksten i optagelsen på STEM-uddannelserne er dermed højere end væksten i optaget generelt (fem procent).
”Vi har brug for folk med it- eller ingeniørkompetencer til både den grønne omstilling og til at hjælpe det danske erhvervsliv med nye digitale løsninger. Derfor er jeg begejstret over, at vi kan tilbyde mange flere unge en plads på STEM-uddannelserne”, udtaler Ane Halsboe-Jørgensen.
Så mange har fået en plads
Københavns Universitet: 7.832
Aarhus Universitet: 7.482
Syddansk Universitet: 5.478
Aalborg Universitet: 4.557
Copenhagen Business School: 3.215
Danmarks Tekniske Universitet: 2.629
Roskilde Universitet: 1.806
IT-Universitetet i København: 504
I alt: 33.503
Flere kvinder søger ITU
ITU skriver på sin hjemmeside, at bacheloruddannelsen i softwareudvikling er årets mest søgte uddannelse, hvilket i høj grad skyldes en øget interesse fra kvindelige ansøgere. Hele 27 pct. af pladserne på uddannelsen går til kvindelige ansøgere, hvilket er en rekord.
”Det er meget glædeligt, at vi nu ser, at både kvinder og mænd finder det relevant at læse en bacheloruddannelse i softwareudvikling. Vi har i flere år arbejdet målrettet på at øge interessen hos kvinder for at læse de mest tekniske it-uddannelser, og vi kan nu se, at indsatsen bærer frugt. Da vi påbegyndte indsatsen i 2015, var andelen af kvinder på ITU’s bacheloruddannelse i softwareudvikling kun 11 pct.,” udtaler studiechef på IT-Universitetet Lene Rehder.
På ITU’s uddannelse i Data Science udgør kvinderne 30 pct. af de optagne studerende mod 28 pct. sidste år.
Lene Rehder forklarer også, at det øgede optag i høj grad skyldes den politiske beslutning om at øge antallet af studiepladser på de videregående uddannelser på grund af corona-pandemien og den midlertidige STEM-pulje, som politikerne har afsat. Hun forventer derfor også, at ITU kommer til at afvise flere ansøgere igen til næste år.
Flere vil læse Humaniora på KU
Også på Aarhus Universitet er det i høj grad ingeniørområdet og universitetets it-uddannelser, der trækker fremgangen. Således går fakulteterne Technical Sciences og Natural Sciences begge frem med 20 procent.
”Vi har igangsat store faglige satsninger og lanceret nye uddannelser netop på ingeniør- og it-områderne, fordi der er stort behov for viden og arbejdskraft. Derfor er det stærkt positivt, at så mange unge har lysten og evnerne til at gå i den retning”, fortæller Berit Eika.
Aarhus Universitet havde i år etableret 539 ekstra studiepladser for at imødekomme den øgede søgning, som corona har medført, men på trods af det store optag var der ledige pladser, som kunne søges indtil den 5. august.
Danmarks Tekniske Universitet, der samlet har optaget ni procent flere i år i forhold til sidste år, har særligt oplevet fremgang for civilbacheloruddannelsen, hvor i alt 1.623 nye er blevet tilbudt en studieplads mod 1.367 sidste år - en stigning på 19 procent. Det skyldes særligt udvidelsen af studiepladserne på uddannelserne Kunstig intelligens og data, Bæredygtig energidesign, Teknisk biomedicin samt Softwareteknologi som følge af den politiske aftale om flere studiepladser på grund af coronakrisen.
PÅ KU, hvor den samlede stigning i optaget er på syv procent, skyldes fremgangen også, at flere har søgt ind på STEM-uddannelser på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, der optager 11 procent flere i år, men også at Humaniora efter flere års tilbagegang denne gang øger optaget med 11 procent fra 1.766 i 2019 til 1.956 i år.
Prorektor Bente Merete Stallknecht siger, at flere blandt andet har søgt fakultetets sproguddannelser.