Landskabsingeniør: Vi skal passe godt på vores klode
Caroline M. Krag, Femern A/S. © Privatfoto.
BIO har talt med Caroline M. Krag, der er Environmental Coordinator hos Femern A/S, hvor hun har arbejdet siden august 2021.
Caroline M. Krag er uddannet Urban Landskabsingeniør – tidligere kendt som Have- og Parkingeniør – og blev færdiguddannet i 2016.
Hendes primære arbejdsopgaver består i at koordinere alt miljøarbejdet på Femern-projektet – både på den danske og den tyske side.
Hvordan er du havnet i dette job?
Jeg var ansat hos Rambøll og blev ’lånt ud’ som konsulent til Femern A/S. I første omgang var jeg ansat som almindelig byggeleder og koordinerede forskellige anlægsopgaver. Herefter blev jeg tilknyttet miljøafdelingen – stadig som konsulent for Rambøll. I 2021 blev jeg tilbudt at skifte permanent til Femern A/S, hvilket jeg takkede ja til.
Kan du beskrive en typisk arbejdsdag?
På en almindelig dag tager jeg på miljøinspektioner med vores entreprenører. En miljøinspektion dækker over at føre tilsyn med, at entreprenørerne overholder de krav, der fremgår af deres kontrakt jf. deres miljøledelsesystem.
Konkret tager jeg med entreprenørerne ud på deres miljøinspektioner, og kigger dem ”over skulderen” for at tjekke, om alle forhold bliver overholdt, og alle emner bliver tilset. Arbejdet foregår både til vands og på land, da inspektionerne dækker såvel arbejdet med at grave selve tunnelrenden som opførelse af en elementfabrik.
Vi kigger blandt andet på:
- Emissioner til luft (støj, støv, gasser, partikler, vibration, lys)
- Frigivelse til vand (partikler, støj, overflade/spildevand, spredning af invasive arter)
- Frigivelse til jord (spild, spredning af invasive arter)
- Materialer og stoffer (anvendte produkter, vand)
- Affald (sortering, håndtering osv.)
For hver af overstående emner er der udarbejdet en procedure, der angiver, hvordan der udføres tilsyn.
Miljø og klima gribes an på samme måde i Danmark og i Tyskland. Dog har Tyskland væsentligt højere krav til de miljømæssige aspekter, og derfor er der tilknyttet en miljøingeniør for hvert emne på alle miljøinspektionerne. Disse kaldes for UBB’er. De tyske standarder er ikke højere, men i Tyskland spiller jord fx også en stor rolle.
Hvordan agerer du fagligt i den virkelighed?
Jeg agerer professionelt. Jeg går meget op i mit arbejde omkring klima og miljø, og det ved vores entreprenører også godt. Femern A/S har et meget stort fokus på netop dette emne, og derfor tager jeg altid mit arbejde meget seriøst.
Hvad sætter du særligt pris på ved dit arbejde?
Jeg elsker mit arbejde og sætter i den grad pris på al den sparring, jeg har med mine kollegaer fra hele verden. Desuden er mit arbejde med til at gøre opmærksom på vigtigheden af, at vi allesammen passer godt på vores klode. Dette ser jeg personligt som en meget vigtig sag.
Hvad er fagligt de tre vigtigste fokuspunkter for de næste år?
Det mener jeg er miljø, klima og uddannelse af dygtige fagfolk.
Hvordan holder du dig fagligt opdateret?
Jeg synes, at jeg lærer hver eneste dag på mit arbejde. Jeg elsker sparring og lytter meget til mine dygtige kollegaer. Mange af dem er ældre end mig og har meget mere erfaring. Heldigvis deler de gerne ud af deres viden, så jeg kan blive endnu bedre og klogere på mit felt.
Jeg tager desuden mange kurser, så jeg hele tiden er opdateret og ved, hvad der rør sig. Sidste år var jeg på kursus i bæredygtigt byggeri, svanemærket byggeri og blev uddannet certificeret miljørådgiver og certificeret auditor af ledelsessystemer.
I 2022 håber jeg at kunne bygge videre på min auditoruddannelse, når jeg begynder at uddanne mig til Lead auditor i miljø, baseret på ISO 14001.
Portrætserie
I denne portrætserie præsenterer vi en række BIO-medlemmer, der er beskæftiget i forskellige brancher, områder og sektorer inden for det grønne område. Du får et fagligt indblik i en arbejdsdag eller fagligt felt, som du måske ikke er så bekendt med.