Det klimaeffektive landbrug er fremtidens landbrug

Klimaudledninger fra landbrug og fra jorder udgør i dag en tredjedel af vores samlede udledninger. Danmark er dermed et af de lande i verden, hvor udledning fra landbruget fylder mest.

Med de forventede fald i udledninger fra andre sektorer frem mod 2030 vil landbrugets andel af Danmarks udledninger kun stige yderligere.

Landbruget står derfor over for en stor omstilling mod lavere udledninger af drivhusgasser om relativt få år. Der kommer til at ske forandringer for dansk landbrug.

Det vil være uærligt at omtale den forestående omstilling som gnidningsfri. Der er dele af produktionen og produktionsformerne i landbruget i dag, som ikke vil være der i morgen.

Men dansk landbrug har fra landboreformerne og frem været igennem flere større forandringer. Hver omstilling har efterladt en markant anderledes landbrugsstruktur og produktion.

Landbruget har imidlertid også formået at omstille sig og er hver gang blevet leverandør til en ny tids fødevareforbrug.

Klimaneutralitet kan og bør realiseres i 2040

Den forestående grønne omstilling vil flytte landbrugsproduktionen igen. Regeringen har foreslået et mål om klimaneutralitet for Danmark i 2045. Concito mener, at dette mål kan og bør realiseres i 2040.

Et tilbageblik fra 2040 vil se et landbrug, der tog udfordringen om omstilling på sig. Et landbrug der tilpassede og udviklede sig. Et landbrug der ikke blot er effektivt til at producere fødevarer som i dag, men som også er klimaeffektivt. En klimaeffektivitet, der også indebærer en betydeligt lavere udledning.

For at sætte skub i omstillingen til klimaeffektivitet skal der virkemidler på banen. Virkemidler, der sætter gang i den nødvendige innovation. Den innovation, som i sidste ende vil skabe rammerne for fremtidens landbrug.

Et af de vigtigste virkemidler i den sammenhæng bliver en klimaafgift.

En klimaafgift er nødvendig. Klimaafgiften skal indrettes enkelt, fornuftigt og under hensyn til landbruget. Men med klimaafgiften følger et signal om, at der er en produktion, der skal omlægges eller ændres.

Klimaafgiften vil sende det signal, at der er måder at producere på, som ikke længere kan betale sig. Der er til gengæld også processer og produktionsformer, som delvist via en afgift (for)bliver rentable.

Der er landmænd og virksomheder, der arbejder for løsninger i landbruget, som får adgang til nye muligheder. Det er på det grundlag, drevet af nye virkemidler som en afgift, at et klimaeffektivt landbrug skal bygges.

En betydelig kilde til drivhusgas

Klimakrisen skyldes, at vi bidrager til en løbende stigning i mængden af drivhusgasser i atmosfæren. Her bidrager landbruget med en fortsat betydelig udledning af drivhusgasser.

Der er naturligvis et optag af CO2 i de planter, som landbruget dyrker, men det optag er ikke permanent. Gennem forbruget af fødevarer tilbageføres det optagne kulstof fra planterne hurtigt til atmosfæren.

Det forhold fører lejlighedsvis til et argument om, at landbruget burde godskrives denne kortvarige fangst af CO2. Men en sådan godskrivelse ville for konsistensens skyld kræve, at de købte fødevarer også blev pålagt en klimaafgift. For som forbruger slipper jeg jo kulstoffet tilbage i atmosfæren.

Her har vi for enkelheds skyld for landbruget og for forbrugeren valgt at se bort fra den del af kulstoffet, som kører i et meget kort kredsløb – fra luft til plante og tilbage igen.

Udfordringen for landbruget er, at en stor del af dets processer ikke blot fanger kulstof, men også forvandler kulstoffet fra atmosfæren til mere potente drivhusgasser. Det drejer sig om metan fra køerne og husdyrgødningen samt lattergas fra gødskning af markerne.

Både metan og lattergas har en betydeligt højere klimaeffekt end det kulstof, der er fjernet fra atmosfæren via planternes optag. Det er derfor i meget stort omfang effekten af metan fra dyrenes fordøjelse og udledning fra gødningen, der betyder, at landbruget kan tilskrives en så betydelig drivhusgasudledning.

Alene de processer har en drivhusgaseffekt, der svarer til ca. 11 mio. ton CO2 årligt.

Det naturlige og biologiske er ikke uundgåeligt

Derudover er dele af Danmark rige på de såkaldte organiske jorder eller lavbundsjorder. Det er jorder, der indeholder store mængder kulstof. Mange af de jorder har været under vand, men er blevet drænet og dyrkes i dag.

Således frigives det kulstof, der har været bundet i årtusinder. Her er en fra landbruget selvstændig kilde til mere kulstof i atmosfæren. Udledning fra disse jorder er på næsten 5 mio. ton CO2e årligt.

Den udledning skyldes naturlige, biologiske processer. Det er også processer, der sker uden en helt direkte indblanding af menneskehånd.

Pointen om det naturlige og biologiske er dog desværre lejlighedsvis blevet brugt som argument for, at det er uundgåeligt. Men det er en meget forfejlet tilgang. Det, at selve processen er biologisk, gør den ikke uundgåelig.

Det er fx ikke givet, at de mindst produktive lavbundsjorder nødvendigvis skal dyrkes. De kunne vådlægges, og man kunne dermed forhindre, at det bundne kulstof blev frigivet.

Det er heller ikke givet, at gyllen fra svinene skal have tid til at udlede metan, inden den håndteres. En hurtigere udslusning fra stald til en kold, overdækket gylletank er fx med til at reducere udledningen markant.

Det er ikke givet, at den animalske produktion og særligt køerne, der er den største kilde til drivhusgasser, skal fylde helt så meget i dansk landbrug i fremtiden.

Landbrugets udledninger er dermed både biologiske og naturlige, men deres omfang er ikke givent.

Det klimaeffektive landbrug er fremtiden

Siden 1990 er drivhusgasudledningerne fra landbruget i Danmark reduceret med knap 20 pct., men udledningerne har stort set været uændrede de seneste 15 år.

Landbruget står derfor over for at skulle levere hidtil usete drivhusgasreduktioner på meget kort tid, hvis landbrugsaftalens mål om en drivhusgasreduktion på 55-65 pct. i 2030 og sidenhen dansk landbrugs eget klimaneutralitetsmål i 2050 skal have gang på jord.

Concito har for nylig præsenteret et scenarie, hvor Danmark opnår klimaneutralitet på tværs af alle sektorer i 2040. I det scenarie er det illustreret, hvordan landbruget reducerer sine udledninger med næsten 70 pct. i forhold til 1990.

Hvad der er lige så vigtigt, er, at landbruget får gang i en mere permanent lagring af kulstof gennem udvikling af nye teknologier som fx biokul.

Biokul indebærer, at kulstoffet fra halmen omdannes. Normalt ville kulstoffet blive frigivet fra halmen, når den blev pløjet ned i jorden. Men som biokul fastholdes kulstoffet i jorden over en betydelig længere periode.

Det globale fødevaresystem presser klima, miljø og natur

Det, der har været vigtigt i Concitos scenarie for klimaneutralitet, er, at reduktionen i drivhusgasudledning sker, så det ikke blot forbedrer Danmarks klimaregnskab, men også bidrager til at mindske det globale fødevaresystems pres på klima, miljø og natur.

Det er vigtigt, at dansk landbrug fortsat producerer fødevarer til verden i en situation med en globalt stærkt stigende fødevareefterspørgsel.

Her kan dansk landbrug bruge sin styrkeposition i forhold til anvendelse af ny viden og nye teknologier til at vise verden, hvordan man producerer med lavest mulig drivhusgasudledning.

Klimaindsatsen beskrevet i Concitos scenarie for landbruget er beregnet med et klart fokus på at fastholde en stor dansk fødevareproduktion til eksport.

Dansk landbrug bør nemlig ”mætte mindst lige så mange munde” i fremtiden, som det gør i dag, men med en betydeligt lavere udledning.

Incitament til forandring

Landbruget har på trods af positive intentioner ikke formået at reducere den samlede udledning. Hvis det skal ske, kræver det, at reduktioner får en værdi.

Til sammenligning er det kun med stigende krav til bilflådens udledning, at der er blevet skabt et marked for elbiler.

Der skal derfor skabes et tydeligt incitament for landmændene til at iværksætte den nødvendige omstilling og forandring. Et sådant incitament findes ikke i dag – heller ikke med vedtagelsen af Landbrugsaftalen fra 2021.

Der er behov for, at værdien eller rettere skaden ved drivhusgasserne indgår i landbrugets forretningsmodel. Det kan synliggøres konkret: Brugen af nitrifikationshæmmere er et godt eksempel på værdien af, at der sættes en pris på drivhusgasser ved en klimaafgift.

Gødning på marken er som nævnt en betydelig kilde til lattergasudledning. Der er allerede godkendte stoffer, der kan tilsættes gødningen (både kunstgødning og gylle), og brugen af dem medfører markant mindre lattergasudledning fra gødningen.

Lattergasudledning fra gødning kan reduceres 40-50 pct.

Der har i nogen tid været konsensus i forskningen om, at brugen af disse stoffer vil reducere lattergasudledningen med 40-50 pct. af den del, der stammer fra gødning.

Samtidig vurderes det, at brugen af nitrifikationshæmmere kan ske miljømæssigt forsvarligt.

Da lattergasudledningen fra gødskning (det at sprede gødning på marken) er en af de store poster i landbrugets drivhusgasudledning, vil brugen af nitrifikationshæmmere kunne medføre en markant reduktion i landbrugets drivhusgasudledning.

Grunden til, at landmænd kun i begrænset omfang i dag benytter disse stoffer, er, at det ikke kan svare sig økonomisk, da der ikke er en pris på udledningen.

Det kan en klimaafgift ændre på. Den vil ikke blot fremme selve løsningen, men også yderligere forskning og forsøg med alternativer, der reducerer denne lattergasudledning.

Det er også afgiftens styrke i forhold til den direkte støtte af teknologier og dyrkningsformer, der reducerer udledningen. For måske er det ikke nitrifikationshæmmere, som er løsningen på lattergas fra gødskning i al evighed? Måske er der andre løsninger, som kan udvikles? De nye løsninger vil en afgift også belønne.

Erhvervet har behov for:

• at den private innovation øges i omfang og ­tempo
• at der udvikles omkostningseffektive virkemidler
• og at der udvikles virkemidler, så det enkelte landbrug får ’noget at vælge imellem’

Dette sikres bedst med et signal fra en afgift eller et andet økonomisk incitament til øget privat innovation. Dette udelukker ikke andre elementer som offentlig støtte og forskning. Men en værdi på drivhusgasreduktioner er essentiel, for at udviklingen af nye virkemidler kommer til at ske.

En afgift skal holdes enkel

Der er stort set ingen erfaringer med indførelse af en klimaafgift på landbrugets biologiske processer, da Danmark indtil videre er det eneste land, der arbejder med denne ambition.

En klimaafgift for landbruget er derfor relativt ubetrådt land. Det maner til eftertanke. Ikke mindst da landbruget samtidig er et meget lækageudsat erhverv.

Det er derfor også naturligt, at en afgift varsles i god tid og indfases langsomt.

Concito foreslår, at en klimaafgift pålægges tre til fire distinkte udledningskilder. Det forsimplede ’bedriftsregnskab’, vi foreslår, bør omfatte

• antallet af køer,
• mængden af kvælstofgødning, der tilføres markerne,
• og hvor meget husdyrgødning der findes på bedriften.

Disse tre områder findes der relativt gode aktivitetsdata for.

Det sidste område, man bør arbejde for at afgiftsbelægge, er de organiske jorder. Her er udfordringen dog, at de kort, der angiver, hvor jorderne findes, er meget usikre og desværre nok vil være det en rum tid fremover, til trods for at der pågår et stort arbejde inden for netop bedre kortlægning.

Fordelen ved dette forslag til beskatning er, at der er en stærk sammenhæng mellem kilderne og drivhusgasudledningen. Det er samtidig relativt let at opgøre mængden af disse kilder med vores nuværende viden.

Her skal det dog nævnes, at der trods de relativt gode aktivitetsdata er store usikkerheder om, hvor store drivhusgasudledninger der reelt er fra fx markerne og gylletankene.

Intentionen er imidlertid ikke præcision, men at der kan sendes et signal, som reducerer udledningen og skaber løsninger.

Det er vigtigt at holde opgørelsen enkel. Det er ikke nødvendigt at vente på detaljerede regnskaber for drivhusgasudledning for hver dansk landbrugsbedrift, før man indretter en incitamentsstruktur.

Denne type bedriftsregnskaber vil det tage en del år at implementere i praksis på et niveau, hvor disse overhovedet kan fungere som grundlag for en afgift, et støttesystem eller tilsvarende.

En håndsrækning til landbruget

En gennemtænkt klimaafgift på ’det rigtige niveau’ kan blive en økonomisk effektiv måde at reducere landbrugets drivhusgasudledning på.

Den vil i sagens natur kræve mere af nogle landmænd end andre, men den kan blive en afgørende drivkraft for omstilling og fremtidssikring af den danske fødevaresektor.

Med en klimaafgift vil det stadig være muligt for landmænd og landbrugets andelsselskaber at markedsføre produkter, der beviseligt fører til lavere drivhusgasudledning ved fx at benytte nitrifikationshæmmere, og måske tilmed opnå en øget betalingsvilje blandt forbrugerne i Danmark og udlandet.

Det vil omstille dansk landbrug til en klimaneutral fremtid.