Invasive arter kan globalt have enorme økonomiske konsekvenser

Da skibet Mayflower den 11. november 1620 bragte de første ca. 100 indvandrere fra Plymouth i England til Cape Cod i Massachusetts, havde de forsyninger med, så de kunne klare sig til efter det følgende års høst.

Sammen med fødevarer, husdyr, foder og såsæd har der nok også været en del 'blinde passagerer' i form af ukrudtsfrø, skadedyr og svampesygdomme. Organismer som på denne måde for første gang - med menneskets assistance - var blevet bragt til en verdensdel, som de nok vanskeligt kunne have nået ved egen hjælp.

For at kvalificere til titlen 'invasiv art' skal man derudover være i stand til at etablere sig i det fri i området, hvor man er introduceret. Og man skal have en negativ påvirkning på hjemmehørende arter det pågældende sted.

Siden 1620 er verdenshandelen mildest talt blevet mangedoblet - både via vand, land og gennem luften - og vi mennesker flytter rundt på os selv og varer som aldrig tidligere. Det er fornylig blevet beregnet, at EU-landene hvert år importerer tre milliarder planter til udplantning.

Det er sjældent de samme planteslægter flere år i træk, og det er sjældent fra de samme oprindelsessteder flere år i træk. Man forstår godt, at plantesundhedsmyndighederne har nok at se til i forsøget på at dæmme op for - og på forhånd identificere - nye potentielt, invasive plantearter, patogener eller indslæbte skadedyr.

Koster 120 mia. dollars årligt i USA

Og man gør sig faktisk store bekymringer. I USA har man beregnet, at invasive arter hvert år koster samfundet 120 mia. dollars. I EU lyder beregningen på omkring 20 mia. euro hvert år. I marts 2011 besøgte jeg Massachusetts for at se og høre om indsatsen med at bekæmpe et af de globalt set mest berygtede insektskadedyr 'Asian Longhorn Beetle' (ALB), Anoplophora glabripennis eller 'Asiatisk træbuk' på dansk.

Man havde fået arten indslæbt i emballagetræ med stenvarer fra Kina, hvor arten har hjemme. På baggrund af erfaringer fra tidligere angreb og kendskab til valg af værtstræ havde man beregnet, at risikoen for tab som følge af ubehandlede ALB-angreb ville kunne løbe op i noget, der lignede 765 mia. dollars.

Dette sammen med erfaringer med vellykkede udryddelseskampagner i New Jersey, New York og Chicago gjorde, at man til bekæmpelse af ALB i byen Worcester på det tidspunkt opererede med et budget på ikke under 2 mia. dollars alene til denne udryddelseskampagne.

The American way

Det var ALL-IN the American way! Om morgenen blev aktørerne briefet om dagens opgave, udstyret med kort og kikkerter og så sendt af sted. Alle træer i byen blev undersøgt til fods. Med kikkerter blev træerne systematisk gennemgået for symptomer på angreb, gade efter gade, parcelhus efter parcelhus.

Hvis man var i tvivl, kunne der tilkaldes træklatrere eller lifte. Blev der fundet noget, blev træerne fældet og - afhængig af tidspunktet på året - enten fliset på stedet eller bragt til en central flisningsplads. Nu er Acer, løn/horn en af de mange træslægter, der er værtstræ for ALB. Og Worcester ligger lige op ad skoven, der hele vejen til Canada har Acer som en af hovedtræarterne.

Man fjernede derfor alle Acer og andre potentielle værtstræarter i skoven, mulchede skovbunden for opvækst og flisede træerne direkte ind i en container, der blev kørt til forbrændingsanlægget. I oktober 2018 hørte jeg fra gode bekendte, at nu var Worcester erklæret ALBfri.

Det sker, når man efter tre år ikke har opdaget nye angreb. I juni 2015 besøgte jeg Toronto i Canada i forbindelse med en workshop om håndtering af et andet 'træinsekt' - Asiatisk askepragtbille, Agrilus planipennis, Emerald Ash Borer (EAB).

Et endnu mere aggressivt insekt indslæbt fra Sydøstasien til Nordamerika. Opdaget i Detroit, USA i 2002, men man ved nu, at arten har været der måske ti år eller mere, før den blev opdaget. Siden da har den slået hjemmehørende asketræer ihjel i et stadigt stigende omfang.

På en konference i oktober 2018 blev det oplyst, at EAB nu var fundet i 45 stater i USA og 5 provinser i Canada, og at antallet af døde asketræer overstiger en milliard. Man mangler rigtig gode moniteringsmetoder og endnu har ingen bekæmpelsesstrategi vist sig effektiv.

Strategien går derfor nu ud på at holde træerne i live så længe som muligt, mens man skifter ask ud med andre træarter. Denne strategi anbefales af hensyn til befolkningens psykiske velvære, da de mange døde træer har dokumenteret negativ effekt på befolkningens velbefindende.

Såvel i Worcester som i Toronto blev der gjort meget ud af at orientere befolkningen om, hvilken indsats man fra det offentlige har gang i, og hvad man som borger selv kan gøre - fx undlade at flytte rundt på brænde, da man så risikerer at sprede insekterne yderligere. Emerald Ash Borer har fået sit navn fra den metallisk skinnende, grønne farve på dækvingerne.

Kendetegn i øvrigt er de D-formede udflyvningshuller (3,2 mm) og larvernes zigzagformede gange under barken. Ofte er det først, når spætter begynder at hakke barken af for at få fat på larverne, at man bliver opmærksom på, at træerne er inficeret. En biologisk interessant moniteringsmetode udnytter, at en art af gravehvepse benytter voksne pragtbiller som bytte for deres larver.

Gravehvepse-hunnerne fanger og paralyserer de voksne pragtbiller og placerer disse sammen med et æg i deres reder i jorden. Når larven klækker kan den leve af den paralyserede pragtbille. Da gravehvepsen også har inddraget EAB på menukortet, har man fundet ud af, at man ved at overvåge, hvilke arter gravehvepsen bringer til boet, kan se, om der er EAB i området.

Sporhunde ind i kampen

I 2003 dukkede EAB op på amerikanske asketræer i Rusland i Moskvaområdet. Derfra har arten bredt sig og befinder sig nu tæt på grænsen til Hviderusland og Ukraine. I selve Moskva er angrebet efterhånden gået i stå. Det har vist sig, at en hjemmehørende art af snyltehvepse har skiftet vært og er begyndt at parasittere EAB.

Snyltehvepsene har dog endnu ikke indhentet 'fronten' af EAB mod vest. I USA har man naturligvis også overvejet at indsætte naturlige fjender fra Sydøstasien mod EAB. Men de arter, man har kunnet finde og teste, har ikke været så specifikke, at man har turdet gennemføre udsætningsprogrammer.

Asketræerne er også under pres af en anden invasiv art - asketoptørre, som er en svampesygdom ligeledes indslæbt fra det østlige Asien. Mod denne udfordring har det imidlertid vist sig, at der findes en vis modstandsevne i genetikken hos vores egne Fraxinus excelsior.

I 2017 og 2018 besøgte jeg sammen med kolleger områder i Rusland, hvor der både findes EAB og asketoptørre. Det er tanken at undersøge, om der i materialet, som er resistens mod asketoptørren, findes i det mindste en vis procentdel med mindre modtagelighed mod EAB. Sådanne undersøgelser kan jo sikrest gennemføres, hvor begge dele findes i forvejen.

Det er velkendt, at sporhunde kan trænes til at spore personer, narkotika og ja sågar barkbiller i nåleskov. Sporhunde trænet til at finde ALB og EAB har vist sig som en simpel og relativt sikker metode til at finde angrebne træer.

I Østrig har et team gennem længere tid trænet sporhunde til at finde træer, emballagetræ, planter eller andet som indeholder boresmuld, larver eller voksne biller af ALB. Det virker som en langt hurtigere metode end andre detektionsmetoder som gennemlysning, akustisk detektion eller manuel gennemgang.

Metoden kræver dog, at hundene holder deres færdigheder ved lige ved med jævne mellemrum at få genopfrisket deres duftindtryk. Noget der kræver, at teamet rejser rundt til lokaliteter med forekomst af skadevolderne eller får tilsendt materiale. Det sidste kan indebære en risiko for spredning.

Vi kan også hente en fjende

En af de typiske årsager til, at en indslæbt art udvikler sig en invasiv art, er, at den er sluppet fri af sine naturlige reguleringsmekanismer og derved kan opformere sig uhæmmet. Det klassiske modtræk er at efterintroducere en eller flere af disse arter.

Det kræver dog, at man omhyggeligt tester, at den pågældende art er specifik på målorganismen og ikke kaster sig over andre arter og selv udvikler sig til en invasiv art. Der findes nu en række sikkerhedsprotokoller som, siden de blev indført, har sikret, at man ikke har haft de uheldige eksempler fra tidligere på, at organismer indført til biologisk bekæmpelse selv udviklede sig til problemarter.

Prikbladet perikon, Hyopericum perforatum, som vi kender som en hjemmehørende europæisk art, blev på et tidspunkt indslæbt til Nordamerika. Det var nok ikke med Mayflower, men ved en senere lejlighed.

I begyndelsen af 1900-tallet havde arten nået en voldsom udbredelse på tusindvis af hektarer i det nordvestlige USA. Den havde udkonkurreret hjemmehørende steppeplanter, og da planten er giftig, hvis den indtages af græssende bisoner og kvæg i større mængder, forelå der et problem. Man fandt så ud af, at planten i Europa er begrænset af nogle bladbiller, hvis larver lever i blomsten og spiser frøanlæggene.

Man efterintroducerede to af disse arter, og i løbet af en halv snes år havde de løst problemet med prikbladet perikon på den vestligste prærie. Planten findes stadig, men i langt mere beskeden udbredelse.

Interessante studier på hjemegnen

Når man spørger, om hvem der kender en invasiv art i Danmark, bliver kæmpe-bjørnekloen ofte nævnt som en af de første. Det er ikke uden grund. Dels er invasionshistorien kendt: Introduktion midt i 1800-tallet, en lang latenstid og erkendt som invasiv i 1960'erne. Som den første plante omfattet af bekendtgørelsen om bekæmpelse og nu snart på EU's 'dødsliste'.

I perioden 2002-2005 var jeg koordinator på et EU-projekt, som havde til formål at undersøge mulighederne for klassisk biologisk bekæmpelse af kæmpe-bjørneklo. Vi rejste til Kaukasus, hvor planten kommer fra for at lede efter regulerende organismer blandt insekter og sygdomme.

Desuden lå der i projektet at undersøge, hvad der gør planten så konkurrencedygtig samt at udvikle en håndteringsplan. Vi fandt en del svampesygdomme og insekter, men ingen der var indlysende kandidater til at blive undersøgt nærmere.

Nu var vi desværre også af sikkerhedsmæssige årsager udelukket fra at operere i det måske væsentligste område i Abkhasien på sydsiden af Kaukasus’ vestlige del. Et hovedindtryk var, at noget, der er væsentligt for reguleringen af kæmpebjørneklo i Kaukasus, er konkurrencen fra mindst lige så konkurrencedygtige høje urter!

Men vi fandt en del andre resultater, der har praktisk betydning for bekæmpelsesstrategien - fx at 95 pct. af frøene som regel spirer året efter, at de er produceret, året efter er det 95 pct. af resten osv. Samt at fjordårsplanterne normalt udskygger alle de nyspirede kimplanter.

Da planten jo dør, efter at den har blomstret, har det den praktiske konsekvens, at hvis blot man kan holde planterne på et givet areal fra at producere nye spiredygtige frø gennem en tre-fem årig periode slipper man i princippet af med planten.

Skildvagts-planteskoler

Et omfattende analysearbejde har påvist, at planter til udplantning udgør langt den største introduktionsvej for invasive arter - både planten selv samt hvad der måtte befinde sig på den. Som omtalt ovenfor kan udryddelseskampagner være meget omkostningstunge, hvis de overhovedet er mulige.

Hidtil har en stor del af indsatsen på importkontrol og tidlig opdagelse af nyintroducerede invasive arter. Men hvad med de arter, der endnu ikke er erkendt som invasive? De optræder jo ikke på nogen liste over karantæneskadevoldere? Som et nyt modtræk er man begyndt at udvikle et system af 'sentinel nurseries' - skildvagts-planteskoler rundt om i verden.

Vi har sendt frø af vore vigtigste træarter til udplantning i Asien, Sydamerika osv., og herhjemme er vi begyndt mere systematisk at registrere, hvis der optræder uforklarlig eller forklarlig død på eksotiske træog plantearter i vore botaniske haver og arboreter.

Tænk, hvis vi havde haft europæisk elm i sådan et system, før vi fik indslæbt elmesygen til Europa!

Artiklen er tidligere udgivet på JA Aktuelt og tjekket af forfatteren inden udgivelse på BIO.