Træt af din firmajulegave? Du får svært ved at slå den, Hans har fået
"Grundlæggende er en gave jo noget personligt – og det bliver det bare aldrig, når et firma skal give en gave til 150 medarbejdere," mener Hans Stokholm Kjer. "Jeg må også være ærlig at sige, at jeg ikke kan huske, at jeg nogensinde har fået en virkelig god firmagave til jul." © Illustration: Lars Andersen
En firmagave så skuffende, at den alligevel bliver husket 30 år senere.
Fra fleecetrøjer med logo til sure vine og billige bøger. Firmajulegaver har længe været en kilde til småbitter utilfredshed på danske kontorer.
Og der er tilsyneladende noget om det. En undersøgelse fra gavevirksomheden Giftrix viste tidligere i år, at 40 procent af 1000 adspurgte lønmodtagere var utilfredse med deres seneste julegave.
Men Hans Stokholm Kjers oplevelse er alligevel i en klasse for sig. Det er historien om en urimeligt ringe firmajulegave – der alligevel endte med at betyde noget særligt.
Begejstret for en skråpude
Vi skal tilbage til starten af 90’erne. Arbejdsløsheden blandt akademikere var høj, og Hans Stokholm Kjer var som nyuddannet humanist blandt de mange ledige. Så da han fik muligheden for at undervise ufaglærte ledige et par timer om ugen på AOF-aftenskoler, slog han til.
I december skulle han så deltage i sin første julefrokost på arbejdsmarkedet. I et sparsomt pyntet mødelokale sad 30 kolleger samlet omkring et bord, hvor 30 ensformige, kileformede pakker i julepapir lå foran dem. Indholdet syntes indlysende.
"Ergonomi var det nye sort dengang," fortæller Hans Stokholm Kjer, der i dag er udviklings- og kommunikationsmedarbejder.
"Kontorstolene kunne ikke vippe eller justeres, så skråpuden – en kileformet pude af hårdt skumgummi til den nedre ryg – blev solgt som det ultimative ergonomiske hack."
Hans Stokholm Kjer husker, at han faktisk blev ret begejstret over udsigten til selv at få fingrene i en.
Der er en grund til, at det vrimler med annoncer for middelmådige knive på Den Blå AvisHans Stokholm Kjer
Hans Stokholm Kjer husker, at han faktisk blev ret begejstret over udsigten til selv at få fingrene i en.
"Det var bare et stykke skumgummi, men vi talte meget om ergonomi med de ledige, der kom fra nedslidende job. Så tanken om, at vi selv gjorde noget, gav rigtig god mening."
Men da julepapiret blev revet af, viste det sig, at gaven ikke var en skråpude. Den første medarbejder udbrød ironisk: "Uha, et AOF-bind!"
Snart fulgte resten trop. Bag papiret lå et hvidt ringbind med firmalogo. Præcis det samme som det, der stod i depotet nede ad gangen og blev brugt til at samle undervisernes A4-papirer.
Sandblæst firmalogo
Et ringbind i firmajulegave kan lyde som fortællingen om en smålig arbejdsgiver. Men sådan ser Hans Stokholm Kjer ikke på det.
"Vi var faktisk den eneste afdeling, der overhovedet holdt julefrokost.
Det synes vi om firmajulegaver
Respondi stillede i foråret 1000 danske lønmodtagere spørgsmål til firmagaver på vegne af gavevirksomheden Giftrix.
81 procent forventede at modtage en firmajulegave.
73 procent ville føle sig mindre værdsat, hvis de ikke fik en firmajulegave.
40 procent var utilfredse med den firmajulegave, de endte med at få.
75 procent mente, at en god firmajulegave bidrager positivt til deres motivation og arbejdsmoral.
Der var ekstremt stram budgetstyring i organisationen," husker han.
Chefen var en ildsjæl, der oprigtigt ville sine medarbejdere det bedste, mener han.
"Han gik gennem ild og vand for at vise os anerkendelse – om det så var en julefrokost i mødelokalet og en gave, der kunne bogføres som en administrationsudgift til depotrummet," siger Hans Stokholm Kjer.
Og ringbindet? Det endte faktisk med at være en af de firmajulegaver, Hans Stokholm Kjer har brugt mest. Mens andre firmajulegaver samlede støv – for eksempel vandkanden med sandblæst firmalogo – brugte han ringbindet til sine guitarnoder.
Indtil sidste år.
Under en oprydning fandt Hans Stokholm Kjer det 30 år gamle ringbind på en hylde. Da han trak det ud, dryssede plastikstøv fra det smuldrede bind ud over stuen. Ligesom så meget andet fra den tid holdt ringbindet ikke evigt. Men det gjorde minderne – om den første julefrokost, en chef, der virkelig forsøgte, og den gave, der mod alle odds faktisk kom til at betyde noget.
