Spring menu over
Dansk Magisterforening

4 bøger du skal læse om kriminelle på gaden

Del artikel:

Hvorfor bliver unge mænd til hårdkogte kriminelle? Og hvordan er det at være nabo til en kriminel gruppering? Her er fire bøger, der hjælper dig med at forstå et fænomen, vi mest kender fra USA, men som også har indtaget Danmark.

Om Hakan Kalkan 

Sociolog og studielektor ved Roskilde Universitet. Forsker i gadekriminalitet og udsatte boligområder, senest med et projekt støttet af Danmarks Frie Forskningsfond. Forfatter til bøgerne ‘Veje til respekt’ og ‘Shababs – gadekultur, gadens 
økonomi og respekt på Nørrebro’.

 

I ni år levede Hakan Kalkan blandt unge multietniske mænd på gaden på Nørrebro. På den baggrund skrev han bogen ‘Veje til respekt’ om et parallelt gadeliv, hvor gangsteridealer går hånd i hånd med stoffer, kriminalitet og vold.

Nu fortsætter han ad samme vej med forskningsprojektet ‘Kriminelle i nabolaget’, der er støttet af Danmarks Frie Forskningsfond. Han skal undersøge, hvad kriminelle grupper betyder for de mennesker, der lever i nabolaget. Hvad sker der med livet på biblioteket, legepladsen og fodboldbanen?

"I USA er der masser af forskning, der demonstrerer, at det kan skabe mindre fællesskab, usikkerhed og lavere tillid – og at det kan være svært for andre beboere at tage afstand til de kriminelle, fordi de måske har kendt dem, siden de var børn. Men vi ved stort set intet om, hvad der gælder herhjemme," siger Hakan Kalkan, der er sociolog og studielektor på Roskilde Universitet.

Som teenager var Hakan Kalkan selv tæt på det miljø, han nu studerer som forsker.

"Nogle af mine venner røg i fængsel for bankrøveri. Og jeg blev nysgerrig på, hvorfor de tog helt andre valg, end jeg selv gjorde. Hvorfor opstår det her liv?" 

I dag er Hakan Kalkan inspireret af blandt andre sociologen Loïc Wacquants ‘Urban Outcasts’, der forklarer forskellene mellem udsatte boligområder i USA og Europa. Selv har Hakan Kalkan dokumenteret, hvordan den rumlige koncentration af mennesker er afgørende for, hvordan gadekriminaliteten udvikler sig.  

"Der opstår et fællesskab, når mange relativt fattige og ringeagtede individer bor tæt på hinanden. Forestil dig et barn, der stjæler en cykel, fordi forældrene ikke har råd til en. I et middelklassekvarter ville barnet møde fordømmelse og eksklusion fra andre børn. Men hvis de andre børn heller ikke har cykler, vil nogle af dem måske se det som en god løsning. På den måde kan det over tid blive legitimt," siger Hakan Kalkan. 

De 4 bøger, du bør læse

 

Denne bog inspirerede ‘The Wire’ 

The Truly Disadvantaged – The Inner City, the Underclass, and Public Policy

Af William Julius Wilson. Udgivet på The University of Chicago Press. 230 sider. Set til 299,95 kr. 

Bogen, der inspirerede manuskriptforfatteren bag den højt roste serie ’The Wire’. Wilson argumenterer for, at rykket fra industri til serviceerhverv skaber større arbejdsløshed og fattigdom for særligt afroamerikanere. Læs den, hvis du vil forstå de økonomiske mekanismer bag kriminalitet i udsatte boligområder.'

 

Den spændende fortælling fra Københavns underverden 

Brødre – frontfortælling om storhed og fald i en gadebande 

Af Peter Graae. Udgivet på Grønningen 1. 432 sider. Set til 299,95. 

Et tidligere bandemedlem fra grupperingen Brothas fortæller sin livshistorie og om 15 år som kriminel i Københavns underverden. Der er et stort fokus på problemer og konkret kriminalitet, men den giver stadig et godt indblik i livet på gaden – og så er den elementært spændende. 

Etnografien, der kunne være en roman 

In Search of Respect – Selling Crack in El Barrio

Af Philippe Bourgois. Udgivet på Cambridge University Press. 432 sider. Set til 244,95 kr.  

Et af de bedste etnografiske studier nogensinde af gadekulturen. Bourgois’ studie af cracksælgere, baseret på flere års feltarbejde, er fremragende. Bogen er exceptionelt velskrevet med levende beskrivelser af livet på gaden og kan læses lige så let som en god roman.

En pageturner om den skjulte økonomi 

Off the Books – The Underground Economy of the Urban Poor 

Af Sudhir Alladi Venkatesh. Udgivet på Harvard University Press. 448 sider. Set til 244,95. 

En indsigtsfuld, velskrevet bog og nok det bedste, du kan læse om undergrundsøkonomi i stærkt fattige områder. Det er en pageturner, der undersøger, hvordan man tjener penge uformelt – lige fra den enlige mor, der sælger madretter fra hjemmet, til gadebandernes pengestrømme, og hvordan det hele hænger sammen.