Spring menu over
Dansk Magisterforening

Den gode far får ros. Den gode mor tager vi for givet

"Der er vigtigt, at jeg kan tale med min chef om, hvordan jeg prioriterer min tid og går til mine opgaver", siger Ann Højer Hoffmann, konstitueret teamleder i Danske Regioner. © Foto: Marcus Trappaud Bjørn

Del artikel:

Langt flere fædre end mødre er trygge ved at tale med chefen, hvis det er svært at få familie og arbejdsliv til at hænge sammen.

Mange ansatte møder forståelse på arbejdspladsen, hvis de har syge børn eller skal hente tidligt i daginstitutionen, viser ny spørgeundersøgelse. Dog er langt flere fædre end mødre trygge ved at tale med chefen, hvis det er svært at få familie og arbejdsliv til at hænge sammen.

Lige siden hun kom tilbage fra ti måneders barselsorlov, har konstitueret teamleder for klima i Danske Regioner Ann Højer Hoffmann været opmærksom på, at det ville kræve mere planlægning at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen. Derfor har hun nu en løbende dialog med sin arbejdsgiver, hvor de sammen prioriterer og koordinerer på forestående opgaver samt afstemmer tidsforbruget.

"Jeg er kommet tilbage til en ny rolle på min arbejdsplads. Samtidig har jeg en lille søn, der jævnligt holder os vågne om natten og bliver syg, og det presser os nogle gange som familie. Derfor er det vigtigt for mig, at jeg kan tale med min chef om, hvordan jeg prioriterer min tid og går til mine opgaver. Fleksibilitet og dialog er vigtigt for, at jeg både kan passe mit arbejde og koble fra derhjemme," siger Ann Højer Hoffmann.

Den 36-årige cand.scient.adm. bor i Ørestad i København med sin mand og to børn, en på fem år og en på halvandet. Hun har 40 minutters transporttid mellem arbejdspladsen og hjemmet. For et halvt år siden kom hun tilbage til Danske Regioner, men i et nyt team. Kort tid efter fik hun muligheden for at blive projektleder og siden konstitueret teamleder. Ann Højer Hoffmann møder stor forståelse hos sin arbejdsgiver for at kunne tilrettelægge, så tidskabalen kan gå op.

"Heldigvis vil min mand helst tidligt ud ad døren om morgenen og hente børn om eftermiddagen. Jeg foretrækker at aflevere de fleste dage, så min bagkant ikke bliver for skarp på jobbet. Men det betyder ikke, at jeg helt kan undgå aftenarbejde, når ungerne er lagt i seng. Og min mand kommenterer da også ofte på, at jeg nu igen åbner computeren om aftenen," siger Ann Højer Hoffmann.

Forældrebarometer 2024

Forældrebarometeret er en spørgeundersøgelse med 1.010 forældre til børn på 0-6 år. Respondenterne er repræsentativt vægtet på køn, alder og region.

Dataindsamlingen er foretaget af analyseinstituttet Norstat for DM Akademikerbladet i perioden februar-marts 2024.

Det er første gang, undersøgelsen bliver lavet.

Fleksibilitet som konkurrenceparameter

Teamlederen i Danske Regioner er langtfra alene om at koordinere med chefen, når brikkerne skal lægges i hverdagens puslespil, og en del chefer er gode til at rumme børnefamiliernes behov. Det viser en ny spørgeundersøgelse, som Norstat har foretaget for Akademikerbladet blandt godt 1.000 forældre til børn i alderen nul til seks år.

I undersøgelsen svarer knap halvdelen, at de er trygge ved at tale med deres chef, hvis det er svært at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen. 54 procent har en chef, der accepterer, at de bliver hjemme, når børnene er syge, og 39 procent svarer, at chefen accepterer, at de skal gå tidligt for at hente børn.

Ifølge Pernille Erichsen, underdirektør i Dansk Industri, er fleksibilitet og rummelighed i stigende grad et konkurrenceparameter, der fylder i danske virksomheder. Derfor er det positivt, at så mange chefer vil gå langt for at skabe en god sammenhæng mellem arbejde og familieliv.
"Rummeligheden er vigtig, hvis man vil fastholde og tiltrække dygtige medarbejdere. Men samtidig er der også blandt arbejdsgiverne en stigende forståelse for, at fleksibiliteten fører andre gode ting med sig, for eksempel øget trivsel og mindre sygefravær," siger Pernille Erichsen.

Alligevel viser undersøgelsen også, at 36 procent, eller mere end hver tredje, kun i nogen eller lav grad føler sig trygge ved at tale med deres chef om balancen mellem familie- og arbejdsliv. 23 procent har en chef, der kun i nogen grad accepterer, at de bliver hjemme med deres syge børn, mens hver fjerde kun har delvis accept fra chefen, når de går tidligt for at hente børn.

Cheferne kan virkelig flytte noget

Svarene i spørgeundersøgelsen viser, at medarbejdere er blevet bedre til at stille krav til deres arbejdsplads. Det vurderer Henriette Laursen, der er direktør i KVINFO.

"Kravene kommer, fordi så mange oplever, at grænsen for, hvad de kan overkomme, er nået eller endda overskredet. Og det kan virkelig flytte noget, hvis stadig flere chefer forstår at imødekomme deres medarbejderes individuelle behov," siger Henriette Laursen.

Men en god chef gør det ikke alene, påpeger hun.

"Det betyder rigtig meget for vores deltagelse på arbejdsmarkedet, at vi har tillid til, at institutionerne fungerer, og at børnene er glade. Men den tillid ser vi ud til at have mistet i et eller andet omfang. Det kommer for eksempel til udtryk ved ’trad wife’-bølgen, hvor flere kvinder bliver fuldtidsmødre," forklarer KVINFO’s direktør.

Den gode far får ros, og den gode mor tager vi langt mere for givet. Værdien af det ubetalte omsorgsarbejde er ikke anerkendt

Henriette Laursen, direktør i KVINFO

Den gode mor tager vi for givet

Ifølge spørgeundersøgelsen er langt flere mænd end kvinder trygge ved at tale med deres chef, hvis det er svært at få familieliv og arbejdsliv til at hænge sammen. Mens 58 procent af fædrene svarer, at de er trygge, gælder det kun for 38 procent af kvinderne.

Forskellen bekræfter, at vi i Danmark fortsat har vidt forskellige forventninger til, hvad forældrene tager sig af, siger Henriette Laursen.

"Den gode far får ros, og den gode mor tager vi langt mere for givet. Værdien af det ubetalte omsorgsarbejde er ikke anerkendt, og statistikkerne bekræfter jo også, at det heller ikke ligefrem giver karrieren et skub, hvis du påtager dig ekstraopgaver i familien," siger hun.

Den skæve kønsvridning i spørgeundersøgelsen går heller ikke ubemærket hen hos underdirektør i Dansk Industri Pernille Erichsen. Problemet bliver forhåbentlig mindre, i takt med at effekten af den øremærkede barsel slår igennem, og flere fædre bliver koblet til helt fra starten, siger hun.