Spring menu over
Dansk Magisterforening

Kontorhunden er den nye fælles cigaret

Kontorhunden Eddie er med Jens Gwen Stein på arbejde to-tre dage om ugen, så den ikke skal være så meget alene. Eddie er med til at skabe et godt fællesskab, og kollegerne spørger ofte, om han ikke snart kommer med på arbejde igen. © Foto: Trine Bukh

Af Sara Vorre Rothstein
Del artikel:

Ti procent af danske hundeejere tager deres pelsede venner med på job. Kontorhunden understreger, at arbejdet og fritiden smelter sammen, og hunden kan være det sociale kit på arbejdspladsen, siger forskere.

To-tre gange om ugen går Jens Gwen Stein og Eddie i et afslappet tempo gennem Københavns Nordvestkvarter i de tidlige morgentimer. De er på vej til Jens Gwen Steins arbejdsplads, som ligger på den livlige gade Lygten i samme kvarter.

Det første, Eddie gør, når han træder ind ad døren til kontoret på tredje sal, er at gå en runde og hilse på alle menneskene. Hvis han er heldig, får han en lille godbid eller to under hæve-sænke-skrivebordene.

Eddie er en seks år gammel hund af racen Bichon havaneser – eller ‘Bichon habanero’, som racen hedder i Cuba, og som klinger lidt sejere ifølge Jens Gwen Stein, der er Eddies hundeejer.

Jens Gwen Stein er uddannet i litteraturvidenskab og partner og data scientist i den demokratisk ejede virksomhed Analyse & Tal, og så er han blandt de ti procent af danske hundeejere, der tager hunden med på arbejde.

Ifølge etnolog og trendforsker Julia Lahme er kontorhunde kommet for at blive på de danske arbejdspladser.

"Vi kommer til at se flere kontorhunde i fremtiden. Det er en tendens, som er et udtryk for en stigende sammensmeltning af arbejdsliv og fritid," siger hun.

Hunde på arbejdspladser

10 procent af danske hundeejere tager deres hund med på arbejde.
I Sverige og Norge gælder det henholdsvid 18 og 20 procent.

Mere end halvdelen bliver gladere, når de har hunden med på job, og 20 procent bliver mindre stressede.

Kilde: ’Hund på jobbet’ af Agria Dyreforsikring og Dansk Hunderegister.

Hunden skaber work-life-balance

Tilbage på Nørrebro ligger hunden Eddie afslappet på en orange kontorstol, mens Jens Gwen Stein fortæller om, hvordan det er at have sin hund med på job. Hovedårsagen til, at han tager Eddie med på arbejde, er at mindske antallet af timer, hvor hunden er alene.

"Jeg kan mærke, at Eddie ikke har det godt alene i længere tid ad gangen. Og så synes jeg også, det er hyggeligt, at han er her," siger Jens Gwen Stein.

Han har Eddie med på arbejde to-tre gange om ugen. De resterende dage arbejder han eller kæresten hjemme og passer Eddie. Derfor er fleksibiliteten noget, Jens Gwen Stein værdsætter ved sit arbejde.

"Jeg tager Eddie med på arbejde, for jeg synes ikke, det er godt for hunde at være alene i mange timer. Og så har jeg jo fået ham, fordi jeg gerne vil være sammen med ham," siger Jens Gwen Stein. © Foto: Trine Bukh

Har du allergi?

14 procent af voksne danskere har allergi over for dyr i en eller anden grad. Det kan for eksempel udløse tilstoppet næse, nys og kløe i øjnene, hoste, pibende vejrtrækning eller hudsymptomer.

Astma-Allergi Danmark anbefaler derfor, at du går i dialog med din arbejdsmiljørepræsentant eller arbejdsgiver, hvis du oplever problemer med din allergi på arbejdspladsen.

"Fortæl om din allergi, hvis der medbringes dyr på din arbejdsplads, som for eksempel kontorhunde. Forhåbentlig er det muligt at finde en løsning, hvor du ikke udsættes for allergener på arbejdspladsen," lyder rådet.

Hunden som identitetsmarkør på arbejdspladsen

Mens Eddie tager en lur i det lille mødelokale, fortæller Jens Gwen Stein, at han bliver glad, når kollegerne roser Eddie eller klapper ham.
"Det giver mig en følelse af at blive bekræftet, når de viser, at de godt kan lide Eddie. Så bekræfter de mig på en måde i mit forhold til ham," siger han.

Ifølge Julia Lahme hænger det sammen med, at kæledyr er en måde at udtrykke sin identitet på.

"Når man køber en hund i Danmark, så køber man ind i en fortælling om at være et varmt, rummeligt og behageligt menneske. I andre lande er det udtryk for, at man er ensom. Så vi har sat nogle attraktive kulturelle markører på det at have hund," siger hun.

Nete Schwennesen er professor i sundhed og samfund på Roskilde Universitet og har undersøgt hundes betydning i ældrepleje og blandt plejepersonale. Hun mener, at hunde kan bruges aktivt til at bygge bro mellem mennesker og til at udtrykke bestemte værdier.

"Man kan forestille sig en leder tage sin hund med på arbejde for at udtrykke nogle sociale egenskaber. Det kunne for eksempel være for at fremstå ansvarlig og omsorgsfuld," siger hun.

Nete Schwennesen fortæller også, at hunde kan nedbryde hierarkier og give anledning til humoristiske situationer.

"Hunde kan være med til at nedbryde grænser mellem mennesker og hierarkier blandt kolleger. Den skal gå tur midt på dagen, og det kan give anledning til nogle walk and talk-møder. Man kan også bruge en hund aktivt i forhold til kulturforandring på en arbejdsplads. Den er en god icebreaker og skaber social interaktion," siger hun.

Det er Julia Lahme enig i, men hun formulerer det kortere: "Kontorhunden er den nye fælles cigaret."

Hunde i Danmark

I Danmark er der mellem 850.000 og 900.000 hunde registreret, hvilket gør hunden til danskernes foretrukne kæledyr.

En undersøgelse fra Agria Dyreforsikring viser, at 15 procent af danske hundeejere har mulighed for at tage deres hund med på job, mens ti procent benytter sig af den mulighed.

Kontorhunde kan skabe konflikter

Undersøgelsen fra Agria Dyreforsikring viser, at 12 procent af de adspurgte hundeejere har oplevet, at deres kolleger var skeptiske over for, at hunden skulle med på job.

Og ifølge arbejdsmarkedsforsker Janne Gleerup skal man også være opmærksom på en række ting, hvis man åbner op for at tillade hunde på arbejdspladsen. For det er ikke nødvendigvis smertefrit at ændre normerne på en arbejdsplads.

"Det kan skabe nogle konflikter, for nogle vil mene, at hunde hører privatsfæren til. Når man vil ændre normerne på en arbejdsplads, er det vigtigt med fælles drøftelser og at nå til enighed om, hvordan balancerne skal være," siger hun.

8 gode råd til hund på arbejdspladsen

Inden hunden kommer med på job, bør du tjekke arbejdspladsen/dit kontor for mulige farer for din hund, for eksempel åbne døre og vinduer, planter, der er giftige for hunde, og ledninger, som hunden kan vikle sig ind i.

Mød op med en velafbalanceret hund, som trives i nye omgivelser og er tryg ved andre mennesker.

Sørg for, at hunden er luftet godt af inden arbejdstidens begyndelse. Og sørg for at lufte den lidt oftere end derhjemme i starten. Hunden kan være lidt stresset af at være et sted, den ikke kender, og det betyder, at den måske drikker mere og derfor trænger til at tisse oftere.

Sørg for, at hunden er ren, gennembørstet og tør, så den ikke griser eller fælder mere end højst nødvendigt.

Hold hunden i kort snor, når du træder ind på arbejdspladsen. Sørg for, at den ikke markerer (tisser) på vejen igennem huset. Hold hunden i snor, indtil du når frem til dit kontor eller det sted, hvor du har tilladelse til, at den er fri.

Medbring et tæppe eller en kurv, som hunden kender hjemmefra, som den kan putte sig i, mens du arbejder.

Tag også en skål med til vand og eventuelt til mad – og husk at medbringe hundemad og godbidder.

Sørg for, at din hund ikke forstyrrer dine kolleger med højlydt gøen, leg med pivedyr og lignende.

Kilde: Lotte Evers, hundeekspert i Agria Dyreforsikring.