Et arbejdsliv er forbi, men Peter Birkelund mangler stadig at skrive én tyk bog

En begivenhed stikker ud, når Peter Birkelund kigger tilbage på de 25 år, han nåede at være ansat i Rigsarkivet: den store tyverisag. Sagen var spektakulær nok i sig selv, men den fik også enorm betydning for arkivarens arbejdsopgaver i mange år efter.

I årene 2009 til 2012 stjal to mænd systematisk værdifulde arkivalier fra besættelsestiden og fra det retsopgør, som fulgte efter krigen: afhøringsrapporter, soldaterbøger, breve og meget andet.

På det tidspunkt var overvågningen på Rigsarkivet ikke så udbygget, og da tyveriet omsider blev afsløret, blev den ene af mændene arresteret på læsesalen. Tyvekosterne fyldte flere flyttekasser, og i flere år sad arkivarerne og gennemgik kassernes indhold og opgjorde skaderne.

Den dag i dag dukker der stadig enkelte dokumenter op fra anonyme, eller når samlere dør.

Den 1. april gik Peter Birkelund på pension. Eller det vil sige: Han mangler stadig at skrive én tyk bog. Den skal handle om de likvideringer og drabsforsøg, som modstandsbevægelsen stod bag i årene efter besættelsen. Hidtil har man kendt til cirka 400. Peter Birkelund mener at have evidens for, at det var betydeligt flere.

Det er 2. verdenskrig og besættelsestiden, han har forsket i. Og det er arkivalierne, der gør historien levende. Der er ikke noget større end at stå med den originale dansk-tyske ikkeangrebspagt mellem hænderne, som Adolf Hitler satte sin underskrift på. Eller pavebrevet fra Rom, der stadfæstede ejerskabet til byen Havn (i dag København, red.) til bispen i Roskilde.

Peter Birkelunds vej til Rigsarkivet var snørklet. Han voksede op i Herlev med en kontoruddannet mor, der passede hus og to børn, og en far, der var tidligere modstandsmand og nu arbejdede i flyvevåbnet som officer.

Bøgerne i barndomshjemmets stuereol var til den kulørte historiske side: Eventyrromanen "Røde Orm" slugte han adskillige gange. Det samme med B.S. Ingemanns noveller om Valdemar Sejr, Prins Otto af Danmark og Kong Erik. De historiske tekster fangede ham allerede dengang.

Skolen var til gengæld ikke nogen succes. Peter Birkelund var ikke voldsomt interesseret, slet ikke i matematikken.

I kontorudstyrsfirmaet Møller & Landschultz fandt han sin rette hylde. Han fik læreplads som kontormaskinemekaniker, blev specialist i reparation af de dengang spritnye elektroniske regnemaskiner og nød at arbejde som håndværker de næste otte år.

Men midt i 70’erne blev der længere og længere mellem de sjove opgaver. Og hos Peter Birkelund modnedes en stor beslutning.

Han begyndte på hf. Penge til studierne tjente han ved at køre taxa om aftenen.

I en alder af 29 år startede han på KU, og som studentermedhjælper på Frihedsmuseet var han med til at indsamle beretninger fra 2. verdenskrigs modstandsfolk, der på det tidspunkt kun var i 60’erne. Det var medrivende fortællinger om nedkastninger af våben, illegale transporter over Øresund og radiotelegrafi mellem hemmelige agenter.

Peter Birkelund blev kandidat i 1988. Historiestudierne blev regnet for at være brødløse, og fem år senere kom kartoffelkuren. Peter Birkelund var heldig. For efter en kort periode som jobkonsulent landede han en projektansættelse på Frihedsmuseet.

Den gamle modstandsmand Jørgen Kieler havde "fundet en papkasse" med penge, som skulle bruges på en bog om den borgerlige modstandsbevægelse. Projektet endte med at danne udgangspunkt for Peter Birkelunds ph.d.-afhandling.

Få år senere landede han sin ønskestilling på Rigsarkivet, hvor han foruden at skrive tykke bøger var tillidsrepræsentant i 13 år.

Peter Birkelund glæder sig til at være sammen med børn og børnebørn og tage på vandreture med sin kone gennem 40 år. Men forskningen fortsætter han med, selv om han netop er fyldt 70. Han kan faktisk ikke lade være.