Spring menu over
Dansk Magisterforening

Matilda og Johanna følges på arbejde: Jeg er ofte ret spontan omkring min pendling

Pendling, samkørsel med kollega

Matilda Degn Vinther og Johanna Perens samkører til arbejde et par gange om ugen. De er kolleger i den danske biotekvirksomhed Gubra, som arbejder målrettet på at motivere de ansatte til at pendle mere grønt til arbejdet. © Louise Munch Blicher

Del artikel:

Et par gange om ugen holder Matilda Degn Vinther ind til siden på Lyngbyvejen, så Johanna Perens kan hoppe ind og få et lift med til deres fælles arbejdsplads. De arbejder i forskellige afdelinger og har også forskellige arbejdsrytmer, men har alligevel fundet en måde at samkøre.

"Det startede under coronakrisen. Det var der, vi fandt sammen. Nu kører vi vel sammen 2-3 gange om ugen".

Johanna Perens kommer fra Estland og er ansat som forsker i billedanalyse i den danske biotek­virksomhed Gubra, som ligger i Hørsholm godt 20 km nord for København.

Hun samkører til job et par gange om ugen med sin kollega Matilda Degn Vinther, der forsker i farmakologi. Hvilke dage eller tidspunkter, de skal køre sammen i Matildas bil, taler de nu aldrig om på jobbet. For de arbejder i forskellige afdelinger og har også forskellige arbejdsrytmer. Derfor bruger de appen Nabogo.

"Jeg er ofte ret spontan omkring min pendling. Jeg tjekker vejret, og om jeg skal være på jobbet tidligt. I Nabogo-appen ser man mulige bus- og togafgange, og hvilke muligheder der er for forbinde dem til samkørsel til den endelige destination. Det er ret nemt at stykke sammen", siger Johanna Perens.

Vi har ikke skabt revolution, men jeg tror, vi er i starten af en ny tid i forhold til, hvordan man transporterer sig selv til og fra jobbet.

Sofia Pitt Boserup, kommunikationskonsulent i Gubra

Johanna og Matilda mødes ved starten af Lyngbyvejen 2-3 minutters gang fra Johannas lejlighed. Her har de fundet et godt sted, hvor Matilda kan holde ind til siden.

"Jeg bor på Østerbro og plejer at køre i min egen bil og tager gerne kolleger som Johanna med, men det er vigtigt for mig, at det er nemt og fleksibelt. For det varierer meget, hvornår jeg møder og går hjem. Ved samkørsel får man en mulighed for at tale med kolleger fra andre afdelinger, som man ellers ikke taler med, og det, synes jeg, giver rigtig meget værdi", siger Matilda Degn Vinther.

Lavede forsøg: Man måtte kun køre bil, hvis man kørte med andre

Gubra har gennem nogle år via en række initiativer arbejdet målrettet på at motivere medarbejdere til at pendle mere grønt til arbejdet.

Gubra har reserveret de bedste parkeringspladser til samkørsel og etableret 12 ladestandere til elbiler. Der kommer snart 20 mere og et ekstra cykelskur med ladestandere til elcykler. Man har omklædningsrum med bad og tørrerum til det våde tøj efter en lang cykeltur. Der er cykelværksted, og to gange om året kommer et mobilt cykelværksted forbi, hvor de ansatte kan få et betalt grundeftersyn af cyklen.

Det går fremad. Men det er et langt, sejt træk, fortæller Sofia Pitt Boserup, kommunikationskonsulent i Gubra.

"Vi kørte i foråret 2021 et projekt, hvor 14 ansatte frivilligt meldte sig til at lade bilen stå i fire uger og i stedet cykle eller bruge offentlig transport. De måtte kun køre i bilen, hvis de kørte sammen med andre. Vi ville gøre det til noget fælles og noget sjovt at arbejde med vores transportvaner," siger Sofia Pitt Boserup.

"Vi har ikke skabt revolution, men jeg tror, vi er i starten af en ny tid i forhold til, hvordan man transporterer sig selv til og fra jobbet. Spørgsmålet er, om samkørsel har en fremtid. Det ved jeg ikke, men jeg håber det, og det er sjovt at udforske".