Danskerne holder fast i bilen til arbejde
Meningsmålingen er gennemført af Kantar Public (tidl. Gallup) for Akademikerbladet. © Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
Seks ud af ti danskere tager bilen, når de skal til og fra arbejde, viser ny meningsmåling. Biltrafikken vil kun stige i fremtiden, fastslår leder i Vejdirektoratet.
Bil, tog, bus eller cykel? Bil!
Det firehjulede køretøj er stadig danskernes klart mest foretrukne transportmiddel til arbejdet. Således bruger seks ud af ti danskere bilen, når de skal til og fra arbejde.
Det viser en ny meningsmåling gennemført for Akademikerbladet af Kantar Public (tidl. Gallup).
Her svarer 60 procent af dem, der er i arbejde, at bilen er deres primære transportmiddel til arbejdet. 19 procent foretrækker cyklen, mens 10 procent af danskerne helst tager offentlig transport. Bare 1 procent af danskerne bruger delebil.
Vi forventer, at biltrafikken vil stige. Det har den gjort historisk, og det vil den fortsætte med.Andreas Egense, afdelingsleder for Transportanalyse i Vejdirektoratet
Vejdirektoratet følger udviklingen i trafikken tæt og genkender resultaterne fra Akademikerbladets undersøgelse. Vurderingen er, at biltrafikken vil stige yderligere, siger Andreas Egense, som er afdelingsleder for Transportanalyse i Vejdirektoratet.
"Vi forventer, at biltrafikken vil stige. Det har den gjort historisk, og det vil den fortsætte med. I takt med at vi bliver et rigere samfund, og flere varer og serviceydelser skal transporteres rundt, og flere får penge til at købe bil, vil det give mere vejtrafik", siger Andreas Egense.
Rundspørgen viser også, at blandt de danskere, som har under 5 kilometer til arbejde, tager 28 procent eller mere end hver fjerde bilen til arbejdet. Og jo længere vi har til arbejdet, desto større tendens til at bruge bilen som det primære transportmiddel.
Andreas Egense forklarer, at ud fra et klimaperspektiv er det vigtigt, hvor mange kilometers pendling der sker pr. tur med henholdsvis bil, cykel og kollektiv trafik. Og her er billedet endnu mere sort.
"For de 60 procent, der kører i bil, kører i gennemsnit længere mellem hjem og arbejde end dem, der tager cyklen. Så klimabelastningen fra bilturen er større, både fordi de udleder mere CO2 pr. kilometer, og fordi de kører flere kilometer pr. tur", siger Andreas Egense.
Vejdirektoratet forventer, at omkring hver anden bil i Danmark vil være en elbil omkring år 2038.
"Så på den lange bane er jeg fortrøstningsfuld i forhold til klimaet, fordi transporten bliver omstillet til elbiler. Men om det går hurtigt nok – om man prioriterer reduktionen af klimabelastningen på transportområdet nok – må politikerne jo svare på", siger Andreas Egense.