Carsten blaffede på arbejde i tre måneder: Det var nemt
At blaffe er for Carsten Theede desuden som et fitnesscenter for tillidstræning. "Vi lever i små lukkede enklaver og bliver derfor nødt til at træne evnen til at indgå i samtale med alle mulige fremmede", siger han. © Foto: Claus Bech
Den sociale entreprenør og aktivist Carsten Theede har eksperimenteret med at blaffe til arbejde. Nu vil han ændre danskernes transportvaner.
"For fem år siden tænkte folk ude i kommunerne, at jeg var en hippie. Men nu er det dem, der kontakter mig, fordi de har bæredygtighedsplaner, som de ønsker at føre ud i livet".
Carsten Theede er social entreprenør og velfærdsaktivist. Og så er han ikke mindst blaffer.
På en mission for miljøet har han sat sig for at blaffe så meget som muligt. Han startede derfor projektet Blaffernationen – først som et hobbyprojekt, der siden blev et fuldtidsjob.
I efteråret 2021 satte han sig for at prøve at blaffe på arbejde i tre måneder.
"Det var faktisk skidenemt", siger han.
Carsten Theede boede på det tidspunkt i Torupstrand i Nordjylland med sin kone og to små børn. Han arbejdede selvstændigt, som han stadig gør, og havde en kontorplads 14 kilometer fra hjemmet.
"Jeg har en bil. Man kan ikke bo derude uden bil, men min kone skulle også bruge den, og så prøvede jeg eksperimentet i tre måneder. Nogle gange cyklede jeg hele vejen til arbejde, andre gange blaffede jeg eller arbejdede hjemme. Og jo mere jeg blaffede, jo nemmere blev det.
Til sidst kendte jeg både veje og folk på hele egnen, og jeg vidste, at jeg skulle stå bestemte steder inden kl. 8.30 – ellers blev det for sent".
Besparelser for klimaet og pengepungen
På de tre måneder blaffede Carsten over 650 km. Den gennemsnitlige ventetid var under 10 minutter. Derudover cyklede han knap 500 km. Han har udregnet, at det udledte 163 kilo mindre CO2 – og gav en kontant besparelse på 4.600 kr. Så hvorfor blaffer flere mennesker ikke, når det er bedre for både klima og pengepung? Uvisheden er den største stopklods, mener Carsten Theede.
"Folk tror, at det er besværligt og bøvlet at blaffe. Men den grønne omstilling er bøvlet, og det må vi bare indse. At blaffe er også et kontroltab. Man skal snakke med et fremmed menneske, og man ved ikke, præcis hvornår man er fremme. På den måde er det en rejseform, som går imod flere større elementer i samfundet. Det er et opgør med vores tidsfascisme – at vi skal være et bestemt sted til tiden", siger Carsten Theede.
Blaffernationen og klimaaktivisme
Carsten Theede har grundlagt det klimaaktivistiske firma Blaffernationen, der arbejder for at udbrede blafferfænomenet til hele landet.
Blaffernationen har efter flere års arbejde fået godkendt vejskiltet "Blafferstoppested" hos Vejdirektoratet.
Carsten Theede har indgået samarbejde om at opsætte
blafferskilte i de seks kommuner København, Skanderborg, Næstved, Roskilde, Frederikssund og Vejle. Og flere kommuner er interesserede i at gå samme vej.
Carsten Theede agerer konsulent. Han hjælper til med at finde ud af, hvor det er bedst at opsætte skiltene, og til at udbrede kendskabet til rejseformen.
"Det handler meget om at afmystificere det. Jeg taler med gymnasier og tager ud i lokale kulturhuse og sportshaller og forsøger i det hele taget at inddrage alle i processen. Jeg bruger borgernes viden til at finde ud af, hvilke strækninger de bruger til at transportere sig, og så finder jeg ud af, hvor og hvorfor det giver mening at få et blafferstoppested sat op".
Carsten Theede mener, at mange danskere sagtens kan blaffe til arbejde, som han gør det.
"Mange danskere har fleksible arbejdsopgaver og kan derfor måske godt blaffe en gang om ugen. Kombinerer man det med bus eller en elcykel, så er man allerede kommet langt. Mange akademikere styrer selv deres tid og kan derfor godt indrette sig på denne måde. Det handler om at kombinere de bæredygtige alternativer og forsøge at begrænse kørsel i sin egen bil alene mest muligt".
At blaffe er for Carsten Theede desuden som et fitnesscenter for tillidstræning.
"At blaffe er som et rullende forsamlingshus. Vi lever i små lukkede enklaver og bliver derfor nødt til at træne evnen til at indgå i samtale med alle mulige fremmede. Når man blaffer, møder man folk fra alle spektre af samfundet, og det bliver man klogere af som menneske. Og man vil opdage, at folk faktisk er utrolig søde og meget hjælpsomme. Det har jeg opdaget".