Cheføkonom: Nu skal lønnen op

Da næsten 98 pct. af DM’s medlemmer i 2021 stemte ja til overenskomsterne på det offentlige område, var det på en anbefaling fra formand Camilla Gregersen og den øvrige hovedbestyrelse i DM, at "det er lykkedes at komme igennem med vores helt afgørende krav om sikring af reallønnen for alle".

Men med en galopperende inflation i første halvdel af 2022 – i juni nåede den op på 9,1 pct. – er det usikkert, om reallønsløftet holder vand. I hvert fald i år, lyder det fra Akademikernes cheføkonom, Martin Laurberg.
"Finansministeriet vurderer, at inflationen bliver 5 pct. hen over året, og Nationalbanken har et risikoscenarie på 9 pct. Til sammenligning er det aftalt, at AC-lønnen i kommunerne stiger med 2-3 pct. i år. Der kan ske udsving, men ikke i en grad, der minder om 5 eller 9 pct.", siger Martin Laurberg.

Og godt nok sikrer reguleringsordningen, at de offentligt ansatte får 80 pct. af forskellen i forhold til de lønstigninger, der måtte komme på det private arbejdsmarked, men ifølge Martin Laurberg vil de private lønstigninger i år også få svært ved at indhente prisstigningerne.

Ifølge Dansk Arbejdsgiverforening (DA) steg timelønnen på det private arbejdsmarked med 3,8 pct. i første kvartal af 2022, i sig selv den største stigning i 13 år.

"Reallønnen er også presset på det private område. I betragtning af en beskæftigelsessituation med meget lav ledighed og mangel på arbejdskraft i nogle brancher er en lønstigning på 3,8 pct. jo ikke fuldstændig eksorbitant", siger han.

Tid til at sikre reallønnen

Hvordan man end vender og drejer det, er der altså udsigt til en reallønsnedgang i år. Dog vurderer Martin Laurberg, at reallønnen vil blive sikret hen over hele den treårige overenskomstperiode, om end inflationen bliver så høj, at det ikke nødvendigvis bliver tilfældet.
På det offentlige område er der først overenskomstforhandlinger igen i 2024, og indtil da vil fokus være på de private lønninger. Med store prisstigninger og mangel på arbejdskraft er situationen umiddelbart gunstig for lønmodtagerne. Samtidig har eksempelvis Dansk Metals formand, Claus Jensen, peget på, at mens lønstigningerne de seneste par år har været moderate, så har virksomhederne haft bugnende overskud, mens salget fortsat er højt.

Ifølge Danmarks Statistik voksede virksomhedernes overskud efter skat med 32 pct. fra 2016 til 2020, mens udgifterne til lønninger i samme periode voksede med 14 pct.

"Så virksomhederne må til lommerne og sikre vores medlemmer i en situation, hvor de ellers kan stå over for et stort reallønsfald", lød det fra Claus Jensen tilbage i marts.

Reel usikkerhed

Arbejdsgiverorganisationerne peger omvendt på mørke skyer i horisonten. I USA har en rekordhøj rentestigning fra centralbanken skabt frygt for en forestående recession, og en lignende pengepolitisk stramning ventes at komme fra den europæiske centralbank på et tidspunkt. Hertil kommer den stærkt usikre situation, som krigen i Ukraine har skabt.

Selvom parterne nærmest rituelt positionerer sig forskelligt, er situationen i 2022 usædvanlig, påpeger Nana Wesley Hansen, arbejdsmarkedsforsker ved FAOS på Københavns Universitet.

"Den høje inflation – og spørgsmålet om, hvorvidt den bider sig fast eller er kortvarig – har sammen med usikkerheden omkring ukrainekrisen, energiforsyningsproblemet og potentielle rentestigninger skabt usikkerhed om, hvorvidt vi vil se en brat opbremsning i økonomien. Det skaber en helt anden præmis sammenlignet med de år, hvor inflationen var lav og stabil, og hvor der var nogenlunde enighed om, hvordan økonomien ville udvikle sig", siger hun.

I princippet kan den spændte situation godt udløse en konflikt under næste forårs store private overenskomstforhandlinger, men det vil være usædvanligt. Der er typisk enighed om vilkårene for lønudviklingen på det private arbejdsmarked, der primært sker lokalt på virksomhederne og er markedsdrevet. Derudover har DA og Fagbevægelsens Hovedorganisation et velfungerende partssamarbejde sammen med Beskæftigelsesministeriet, hvor der opnås enighed om den forventede konjunkturudvikling.

Tilsvarende peger Nana Wesley Hansen på, at fagbevægelsen har vist mådehold, når det har været nødvendigt.

"Den finansielle krise og tiden med lavkonjunkturer i 1980’erne er eksempler, hvor lønmodtagerne accepterede løntilbageholdenhed, mod at man sikrede jobbene. Det samme gjorde sig gældende under epidemien, hvor alt var usikkert. Men siden har vi set en periode, hvor mange virksomhederne har tjent godt", siger hun.

Pilen peger op

Den høje inflation har skabt spekulationer om en mulig løn- og prisspiral, hvor stigende lønninger presser priserne yderligere op. Men risikoen er lille, mener Martin Laurberg fra Akademikerne.

"Når det handler om lønudviklingen for medlemmerne, skal vi selvfølgelig holde hovedet koldt, og der skal være sammenhæng i tingene. Men der er ikke noget i de lønstigninger, vi har set de senere år, der tilsiger, at der skal udvises stor tilbageholdenhed. Og prisstigningerne skyldes ikke lønstigninger, men andre forhold som stigende energi- og fødevarepriser, forsyningsknaphed og krigen i Ukraine. Så vi befinder os ikke i en løn- og prisspiral", siger han.

"Det er ikke en holdbar situation, at reallønnen falder. Derfor er det selvfølgelig også naturligt at kræve mere i løn", mener han.

I et indlæg i Børsen før sommerferien havde Steen Bocian, tidligere cheføkonom i Danske Bank og nuværende debatredaktør for avisen, en stort set identisk udlægning. Heller ikke han taler om en løn- og prisspiral.

"Medmindre arbejdsmarkedet bliver slået ud af kurs, må man forvente, at lønmodtagerne vil presse på for at blive i hvert fald delvist kompenseret for inflationen. Alt taler derfor for højere lønvækst over de kommende kvartaler og år".