Smuglet gennem Sahara med eksamenspapirer i tasken

I halvandet år har Gheb sendt ugentlige ansøgninger om job for en kandidat i akvatisk videnskab og teknologi, og han har endnu til gode at komme til sin første samtale.

Men han har ikke mistet troen på at få et job, der svarer til hans kvalifikationer.

"Jeg er optimist. En dag skal det nok lykkes", siger han.

Og når man først har krydset Sahara i en overfyldt lastbil, sejlet over Middelhavet i en båd med vandet sivende ind, været adskilt fra sin kone og fire børn i to år og kæmpet sig gennem en kandidatoverbygning på DTU – ja, så skal der meget til at vælte en omkuld.

37-årige Gheb hedder Ghebrehiwet Yacob og kommer fra Eritrea. Han er en af de relativt få flygtninge, der forsøger at holde fast i sin akademiske uddannelsesbaggrund og bruge den på det danske arbejdsmarked. Derfor var eksamenspapirerne den måske vigtigste del af bagagen, da han forlod sit hjemland.

"Jeg blev uddannet i havbiologi, et fireårigt collegestudie. Efterfølgende arbejdede jeg to år ved fiskerimyndighederne med inspektion og dataindsamling. Så min plan var fra starten at finde et land, hvor jeg kunne bygge videre på min uddannelse", fortæller han.

27 timer i synkefærdig båd

Den lange rejse begyndte i sommeren 2014, da Gheb mistede troen på en fremtid i det totalitære Eritrea, hvor han blandt andet ikke kunne rejse frit fra havnebyen Massawa, hvor han arbejdede, for at se sin kone og børn, der boede hos hans familie i en anden del af landet.

Med penge fra sin bror, der bor og arbejder i Israel, begav han sig ud på den tur, der for afrikanske flygtninge er kendt som "Den centrale middelhavsrute". For en pris af 1.800 amerikanske dollars blev han samlet op af menneskesmuglere på grænsen til Sudan, og herfra kørte han hele vejen gennem Sudan til det nordlige Libyen i en lastbil med omkring 90 mennesker stuvet sammen – en tur på fem dage uden andre forsyninger end det, folk selv havde medbragt. Men det værste var stadig tilbage: sejladsen over Middelhavet i en gammel båd overlæsset med 360 mennesker.

"Da vi var midt ude på havet, begyndte båden at tage vand ind, så vi måtte konstant øse, for at den ikke skulle synke. Folk var paniske. Nogle bad til Gud, og nogle af os kæmpede for at holde vandet ude. Vi forsøgte også at ringe til kystvagten og hjælpeorganisationer i Italien, men der kom ingen hjælp", fortæller Gheb.

Efter 27 timer på havet nåede de den italienske ø Lampedusa, og bønnerne om hjælp blev afløst af takkebønner og glædesråb, husker han.

Kom før flygtningekrisen

På det tidspunkt var Ghebs eneste tanke at nå Europa. Først herefter begyndte han at overveje, hvor han skulle søge asyl. Hans første tanke var England, men så hørte han fra medflygtninge, der var nået til Danmark, og det blev den endelige destination. Menneskesmuglerne bragte ham så langt som til Hamburg. Den sidste del af turen foregik ganske fredeligt med toget til København.

"Vi sad bare i toget hele vejen, ingen spurgte os om noget. I København spurgte vi nogle tilfældige mennesker, hvor flygtninge tog hen, og vi fik at vide, vi skulle til Sandholm. Så tog vi til Sandholm", fortæller han.

Det var i august 2014, kort tid før flygtningestrømmene fra Afrika og Mellemøsten for alvor tog fart og skabte den store flygtningekrise i Europa. Var Gheb kommet få måneder senere, havde han måske haft vanskeligere ved at komme ind og få asyl, vurderer han selv. Han måtte dog stadig vente 8 måneder i et asylcenter på Stevns, og herefter gik der yderligere næsten halvandet år, før han fik sin kone og fire børn til landet.

Modtaget med åbne arme

I mellemtiden havde Gheb fået bolig i Ringsted, hvor han bor den dag i dag. Han fortæller begejstret om den gæstfrihed, han oplevede, da han kom til byen. En lokal gruppe af foreningen Venligboerne rakte fra starten ud til ham og andre flygtninge og tilbød venskab og hjælp af forskellig art.

"Der var en dame – hun kom hjem til mig hver eneste mandag og brugte en time på at tale med mig og lære mig at tale dansk. Det var utrolig pænt af hende", fortæller Gheb.

En anden kontaktperson hjalp ham med at finde frem til kandidatuddannelsen på DTU Aqua og sende sine eksamenspapirer ind for vurdering af hans uddannelsesniveau, hvilket blev anerkendt som en bachelorgrad. Herfra var vejen banet til den kandidatuddannelse, der hele tiden var hans drøm.

Helt anderledes studieform

Det var dog langtfra nogen nem opgave, han havde sat sig selv på. Et akademisk studie i Danmark og Eritrea er meget forskellige størrelser, måtte han hurtigt erkende.

"En grundlæggende forskel er, at studier i Eritrea er centreret omkring underviseren, der bare fortæller, hvad de studerende skal gøre. I Danmark er de studerende i centrum. De skal selv tage initiativ og være aktive i forhold til studiet. Det havde jeg meget svært ved i starten, og jeg var virkelig i tvivl om, hvorvidt jeg kunne det her. Mine tekniske færdigheder var heller ikke så gode. Så jeg måtte bruge meget ekstra tid for at lære ting og holde trit med de andre", fortæller Gheb, der yderligere var belastet af den lange rejse fra hjemmet i Ringsted til DTU i Lyngby – to timer hver vej.

Stille og roligt fik han dog arbejdet sig ind i den danske studieteknik. Det lykkedes også for ham at få et studiejob som assistent ved et forskningsprojekt på instituttet. Og i sommeren '20 kunne han afslutte kandidatuddannelsen med et speciale om makrelbestandens opblomstring i danske farvande.

Uddannelse giver ikke opholdstilladelse

Den næste barriere har imidlertid været svær at komme over. Gheb er endnu ikke blevet kaldt til samtale til ét eneste af de mange job, han har søgt. Og han kan naturligvis ikke undgå at spekulere over, om hans afrikanske baggrund er en af grundene til, at han bliver valgt fra.

"På et kursus fik jeg at vide, at det kunne være en idé ikke at sætte foto på mit cv, så der ville blive fokuseret på mine kompetencer, og ikke hvor jeg kommer fra. Det prøvede jeg så. Men senere blev jeg spurgt i jobcenteret, hvorfor jeg ikke havde foto på cv’et. Jeg forklarede hvorfor, men de sagde: Ja, men dit navn viser jo stadig, at du ikke er dansker, så sæt dit billede på alligevel. O.k., så kom det på igen".

I det lys forstår Gheb godt, hvorfor relativt mange højtuddannede udlændinge i Danmark arbejder med ufaglærte job.

"Ingen ønsker som udgangspunkt at have lavtlønnede job, men på et tidspunkt er man nødt til at finde en eller anden slags arbejde. Folk ser også på sådan en som mig – jeg har en kandidatuddannelse, men efter halvandet år har jeg stadig ikke noget job. Det skaber ikke meget motivation. Samtidig er der nogle ting i systemet, der trækker i modsat retning. For at få permanent opholdstilladelse skal man have arbejde. Uddannelse er ikke et kriterium. Så folk satser på det, der skaffer dem opholdstilladelse".

Men Gheb har ikke mistet modet. I øjeblikket arbejder han hos Falck med at teste for corona. Hans kone arbejder også, og hans børn har det godt. Gennem Foreningen Nydansker har han fået en mentor, der har samme uddannelse og arbejder som fiskerikonsulent. "Han er en meget rar fyr, og han vil prøve at hjælpe mig gennem sit netværk. I øjeblikket håber jeg på at få en ansættelse med løntilskud. Og så har jeg fokus på at forbedre mit dansk. Det kan være, det er den faktor, der gør forskellen".