Manden med 5.000 chefer

Mandag klokken 8.45:

“Ja, her lugter lidt gammelt og fugtigt, men det er, fordi vi lige har haft en vandskade. Det her hus er jo ikke af yngre dato, så den slags sker …”.

Jacob Bjerring-Hansen smiler bag de firkantede brilleglas og slår lidt undskyldende ud med armene, mens han kigger skeptisk op på det lave gipsloft, inden han sætter sig i kontorstolen bag skrivebordet. Hans kontor er placeret i en sidebygning til Bornholms Museum i Sankt Mortens Gade i Rønne.

Udenfor brager den tørre sensommersol ned fra den skyfri himmel, men indenfor i kontoret er luften fugtig og støvet på en gang, selvom vinduerne er åbne. Her dufter både gammelt og af sommer. På kontoret er der tætpakkede bogreoler, og stakke af papirer og kommunalt udseende it-udstyr optager bordpladen. Keramiske koryfæer af ældre dato troner på toppen af både pengeskab og bogreol. Værkerne vidner om, at her drives professionel forretning med historiens vingesus som signaturvare.

Alle fremmødte medarbejdere samles udenfor i den brostensbelagte gårdhave mellem museets administrationsbygninger. Iført alt fra slidte arbejdsbukser til flagrende gevandter i pangfarver slår de godt 20 fremmødte medarbejdere sig ned ved træbænke placeret i forlængelse af hinanden. Nogle med en kop kaffe, andre med morgenmad nummer to.

Jacob Bjerring-Hansen byder velkommen til morgenmøde og giver straks ordet til arkæologerne, der har gang i en udgravning ved Bølshavn. De har fundet en gravplads og dele af et kar fra bronzealderen, dvs. fra omkring år 1300 f.v.t.

Bonderoser og bindingsværk indrammer det et kvarter lange morgenmøde primært bestående af kortfattede bemærkninger fra de fremmødte afdelinger omkring ugens program i anledningen af Kulturugen og gårsdagens afholdte arrangementer. En gennemgående tråd er håndteringen af coronaens krav om afspritning, afstand og mindre menneskemængder. Han afrunder mødet med et:

“Pas nu på jer selv og gæsterne og god uge til alle”, griber sin keramikkaffekop med indgraveret navn og går retur mod kontoret. Formiddagen står på bunkevis af mails, der skal besvares, nye tiltag, der skal tages stilling til, koordinering af udviklingsprojekter, fremdrift i fundraising og det løse.

Mandag klokken 12.30:

Jacob Bjerring-Hansen går op ad Sankt Mortens Gade – op mod Helligåndskirken. Den er opført i 1898-1899 efter tegninger af Mathias Bidstrup, indviet i 1900 og blev i 1977 overtaget af Bornholms Museum. I dag fungerer kirkerummet som magasin, dvs. til opbevaring af historiske genstande.

Over indgangsdøren pynter keramiske rosetter fra Hjorths keramikfabrik i en dekorativ bue. Under buen står medarbejderen Martin og hilser. Han er ansvarlig for “magasinsituationen” og de 7 magasiner øen over, hvor Bornholms Museum opbevarer alle fund og bevaringsværdige genstande.

Indenfor i kirken fylder hylder fra gulv til loft hele kirkerummet. Her er ikke ti gange ti centimeters plads tilovers på nogen hylder. I alle mellemgange står der bornholmerure, hænger gamle krigsuniformer og alverdens andre genstande. Her er mørkt, indelukket og en blanding af kaos og katalogiseret orden.

Egentlig har museet købt en gammel fiskefabrik i Tejn, som skulle fungere som ét stort lager. Men risikoen for skybrud er tiltagende, og en eventuel sikring imod en hundredårshændelse løber op i summer, der aftvinger en research af, hvilke andre muligheder der findes. Og det kan kun gå for langsomt.

“Tingene forgår jo, hvis vi ikke gør noget. Se fx de her gamle silkefaner fra 1830’erne. De falder næsten fra hinanden i æsken”, siger Martin til sin chef, mens de bladrer i pergamentpapirerne, der adskiller fanerne.

De kigger på keramikkander, bornholmerure, uniformer og meget mere, mens de taler om, hvad de skal gøre. Hvad der er smartest, hvad der vil blive brug for i fremtiden. De kravler op i tårnet, kigger ud over byen og kigger samtidig taget efter. Indefra lugter trækonstruktionen sund. Udenfor er tegltaget vistnok tæt. Gudskelov. Jacob Bjerring-Hansen har i forvejen rigeligt med projekter at skaffe penge til, så et sundt tag er en god ting.

Tirsdag klokken 8.50:

Som i en svunden tid ligger haven mellem de mange produktionsbygninger på Hjorths Fabrik i Krystalgade i Rønne badet i morgensol og åndelig fred. Bonderoser, bindingsværk, toppede brosten og et smukt bornholmsk figentræ udgør tilsammen en fuldendt idyllisk ramme. Ud ad fløjdøren på det netop renoverede keramikmuseum træder direktøren for det hele og råber et uhøjtideligt godmorgen og misser mod solen.

Ind ad smedejernsporten kommer en ung journalist fra TV2/Bornholm slæbende på kamera, stativ, notesbog og det løse. Hun er ved at indsamle materiale til en række tv-programmer om keramikkens historie, og så er det jo oplagt at begynde der, hvor det hele begyndte.

“Hjorths Fabrik var en kreativ smeltedigel, fra da den flyttede ind i disse lokaler i 1862. Over de næste 20 år etableres fabrikken som den største på Bornholm og vigtigste i Danmark, et arnested for dansk keramik. I perioder var her mere end 50 ansatte”, fortæller Jacob Bjerring-Hansen journalisten, mens han viser rundt i de omkringliggende produktionslokaler, der er decideret gråmelerede fra gulv til loft. På hundredvis af hylder står keramik og venter på at tørre, blive glaseret og brændt.

Journalisten tænder kameraet efter lidt lydprøve og afspritning af grej, og som trykkede hun “play” på museumsdirektøren, går han i gang med at fortælle som en fisk i vandet, der endelig har tid til at lege.

“Her på Bornholm har vi rigelig med grundstoffer, selvfølgelig med ler som det vigtigste. Men også kaolin, der bliver brugt til porcelæn, stentøjsler, kvarts og feldspat, der bruges i glasurer. På Hjorths Fabrik begyndte Hans Hjorth omkring år 1900 at eksperimentere med stentøjsglasurer og skabte en uhyre vigtig unikaproduktion, der fik stor betydning for både øens og fabrikkens keramik i de følgende årtier”, siger han og fortæller videre om Michael Andersen & Søn samt Søholm, som er bornholmsk keramiks to øvrige “grand old men”.

Ude på Krystalgades brosten samler en mand skrald. Kun 50 meter fra keramikkens højborg ligger Rønnes mest berygtede værtshus, “Krydset”, og her er – når der ikke er corona – liv og glade dage ud på de sene nattetimer. Også for alle de bornholmere, der ikke giver en daddel for naboens status af “keramisk kulturperle”.

Onsdag klokken 11.00:

På en mark med udsøgt havudsigt oven for Bølshavn står Jacob Bjerring-Hansen midt i en cirkulær udgravning. På pladsen huserer dels en lille håndfuld arkæologer, dels et par frivillige. De graver, måler, vurderer. Solen bager ned, og pladsformanden fortæller direktøren, hvad de har fundet – og hvad de forventer at finde i jorden.

“Hvis man bliver begravet her, så har man haft en høj position i lokalsamfundet. Vi skal tilbage til bronzealderen i år 1300 før Kristus for at bestemme denne cirkelrunde stenlægning med kraftige sten, ler ovenpå og en diameter på 38 meter – og måske ligger der endnu en grav derovre. Det ved vi ikke endnu. Jeg har aldrig set noget lignende – det er meget unikt, at den er så stor og rig. P.t. ved vi, at der i 1869 boede en kaptajn Rømer nede på den gård, I kan se dernede. Han fik fjernet højen, og da fandt man denne grav, hvilket man meldte til Nationalmuseet. I graven fandt man bl.a. en guldarmring, et stort bronzekar af italiensk oprindelse, en dolk, en ragekniv og en spækhuggertand”, fortæller arkæologen – tidligere direktør på Nationalmuseet Carsten U. Larsen – passioneret.

Jacob Bjerring-Hansen lytter opmærksomt. Arkæologen ender sin beretning med at vurdere, at de i hvert fald skal bruge midler til yderligere et par måneders effektivt gravearbejde næste år – og så er der så sandsynligvis også virkelig unikke arkæologiske fund at hente her. Museumsdirektøren går derfra med endnu en opgave på bordet: Der skal skaffes fondsmidler, så udgravningens kostbare arkæologiske skatte ikke går tabt.

Onsdag klokken 12.10:

Jacob Bjerring-Hansen svinger hjemmevant den hvide Volvo ind på parkeringspladsen ved landbrugsmuseet Melstedgård. Han traver forbi den gamle firlængede gård, der er restaureret tilbage til sin stand i 1850’erne. Han kigger op på det stråtækte tag og siger højt for sig selv: “Det skal jeg også huske … vi skal have søgt midler til at få det repareret, inden det bliver værre”.

Telefonen ringer, det er hans bestyrelsesformand Christina Dideriksen, der lige skal forhøre sig om et par detaljer og høre, hvordan det spænder af. Han skrår over græsplænen, mens de taler færdig, tager et par trin op og træder ind i madkulturhuset Gaarden, hvor den daglige leder, Mikkel Bach-Jensen, er i gang med at undervise en skoleklasse i madkultur og terroir – det der med at vide, hvor maden kommer fra, og hvorfor fx æbler smager forskelligt, alt efter hvor de vokser.

Mikkel og Jacob sætter sig ned i baglokalet bag et forhæng. Det flyder med duge, stel, sange og lysestager. Jacob vil høre, hvordan gårsdagens middagsselskab forløb, der i anledning af den 20. Kulturuge på Bornholm var iscenesat som en fødselsdagsfest, som man holdt dem for 100 år siden. De taler om coronaafstand, afspritning, om taler og sangen, der måtte afvikles udenfor, mens de spadserer ned i madkulturhusets æblelund. Snakken fortsætter om mulige fondsmidler, programmet resten af sæsonen, konsekvenserne af færre gæster og dermed færre indtægter. Æblernes sødme hænger i luften. De to mænd tømmer kaffekrusene, og museumsdirektøren kører videre op ad Bornholms østkyst.

Onsdag klokken 13.00:

Parkeringspladsen foran Bornholms Kunstmuseum er fuld af turistbusser og turister med samme karakteristiske, lyseblå mundbind. I 30 år har stedet været ledet af Lars Kærulf Møller, der i denne tid går på pension og overdrager ledelsen af stedet til Jacob Bjerring-Hansen, som derefter leder de to museer som selvstændige museer.

I syv år har de to arbejdet side om side for at skaffe penge til og godkendelse af en stor tilbygning til museet. Tilbygningen skal bringe kunstmuseet i Rø nord for Gudhjem op til moderne standard og tilbyde Bornholms stadig flere turister og beboere et bredere kunstudvalg. Foreløbig er projektet forsinket i yderligere to år, da der er klaget over lokalplanen, og imens ligger det meste af arbejdet stille.

I dag skal de to direktører blot udveksle viden om den daglige ledelse, fondskontakter og andre af de mange erfarne greb fra Kærulfs værktøjskasse, så stedet med sin nye direktør kan komme bedst muligt i vej. Inden da står den på fotografering på den grund, hvor tilbygningen kommer til at ligge. Jacob Bjerring-Hansen tager imod fotografens dirigeren rundt med ham med ophøjet ro og et stort smil. Igen iført arbejdsuniformen lærredsbukser, Camper-sko, lyseblå skjorte, grå blazer og et stort smil.

Torsdag klokken 8.58:

“You’re live in one minute, Jacob”, siger en af museets internationale medarbejdere til museumsdirektøren, der sidder klar bag sin bærbare pc ved mødebordet. Han skal byde velkommen til den onlinekonference for alle medlemmer af Interreg South Baltic Network, der kort sagt handler om fordeling af EU’s regionale udviklingsmidler. Museets nærmeste netværk er ikke kun andre danske museer, men også lignende museer i den baltiske region, der er udfordret af nogle af de samme “udkants”-parametre, som Bornholms Museum er.

Lokalet er helt stille, og kun bilerne på gaden høres sagte i baggrunden, indtil museumsdirektøren på et flydende og optimistisk engelsk bryder stilheden:

“Greetings to you all. Welcome to this online Interreg South Baltic annual event 2020. Baltic history is a very strong resource – but not always a peaceful one. It’s never the less common”.