Efter 250 år med humaniorabashing er det blevet et nøk værre

Når Maja Sejerskilde får det obligatoriske ”Hvad laver du så?”-spørgsmål til familiemiddagene, så ved hun, at det ofte falder i to dele.

For svaret ”Jeg læser litteraturhistorie” bliver tit mødt af det opfølgende spørgsmål: ”Hvad kan man bruge det til?”

“Jeg plejede at svare, at jeg kan blive dansklærer”, forklarer hun.

Hvis man skal tro kommentartrådene på sociale medier, så er der ikke meget samfundsmæssig værdi i en litteraturelskende sprognørd som 23-årige Maja Sejerskilde, der læser litteraturhistorie på fjerde semester ved Aarhus Universitet.

Men akademikerbashing er ikke noget nyt fænomen.

“Det er en indstilling, der har med konkurrencen mellem forskel­lige grupper i samfundet at gøre. Den har altid været der, og den vil altid være der”, fortæller professor på Aalborg Universitet København Frederik Stjernfelt om tilbøjeligheden til at undsige de humanistiske fags relevans.

Frederik Stjernfelt, der er professor ved Institut for Kommunikation og Psykologi, har i flere år forsket i humanioras historie og er ved at lægge sidste hånd på en bog om trykkefrihedsperioden fra 1770 til 1773. I sin research til bogen stødte han på følgende udsagn:

”Hvorfor skal man studere, hvorfor skal man bruge en masse tid på at læse en masse bøger, når man alligevel bare ender med at være bud, og man ikke gør ordentligt gavn i samfundet?”
Det er en holdning, man sagtens kan finde i en klumme i et dagblad anno 2020, men det er skrevet for 250 år siden af en utilfreds filosofistuderende, der hed Martin Brun.

“Der har altid været kriser i humaniora”, påpeger Frederik Stjernfelt.

Fra respekt til skepsis

I januar 2020, lige inden coronakrisen lammede det danske samfund, fejrede institutleder Mette Sandbye sit 25-års jubilæum som ansat på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab. Hun startede som studerende på litteraturvidenskab i firserne på et tidspunkt med såkaldte evighedsstuderende og høj arbejdsløshed. Men ifølge Mette Sandbye blev kandidaterne dengang alligevel mødt med en respekt for deres faglighed. I de otte år, hun har bestredet stillingen som instituttets øverste leder, har hun mærket et mere negativt syn på det humanistiske fagområde.

“Jeg synes, jeg skal forsvare det. Jeg synes helt klart, der er sket noget i de seneste år, og det er til den dårlige side”, siger institutlederen.

Mette Sandbye ser en klar rød tråd fra politikeres udtalelser til de holdninger, der dukker op i den brede offentlighed.

“Nogle gange tror folk, at der går tusindvis af unge mennesker på instituttet, og at de 30 procent aldrig kommer i arbejde, og at de, der gør, tjener utroligt få penge”, forklarer hun.

I virkeligheden bliver der kun ­optaget 230 studerende om året fordelt på fire forskellige uddannelser, og arbejdsløsheden ligger på mellem fem og ti procent. I de år, ­Mette Sandbye har været institutleder, er der næsten årligt kommet nye retningslinjer fra politisk side.

I dag er der flere undervisningstimer end før, og på instituttet har man stort fokus på, hvad de studerende kan bruge uddannelserne til rent erhvervsmæssigt. Som en konsekvens deraf bliver en stor del af de humanistiske akademikere i dag ansat på det private arbejdsmarked, hvor de før primært blev ansat som gymnasielærere i det offentlige.

“I det politiske system er der kommet mange nye parametre til i forhold til at måle og veje uddannelser. Man bruger ord som rentabilitet og væksttilførsel. Man taler om livsindkomst og statens konkurrencedygtighed”, forklarer Mette Sandbye.

'Hele rentabilitetstankegangen påvirker de studerende på uddannelserne. Det gælder ikke kun i København, men også i Aarhus, hvor Maja Sejerskilde først havde søgt ind på lingvistik, et studie, hun valgte at droppe efter blot et semester.

“På lingvistik blev jeg en lille smule afskrækket af mine fremtidsmuligheder, og det var derfor, jeg stoppede. Hvem kommer nogensinde til at bede mig om at forklare, hvad hjernens sprogområder hedder? Man ­lærer nogle meget specifikke ting, som er gode som fun facts, men jeg blev lidt i tvivl om, hvad jeg kunne bruge det til”, forklarer hun.

Slut med fornuften

Hvis humanisterne skal rebrande sig selv, må de lære at tale de andres sprog, siger kommunikationsekspert Lotte Hansen.

Når Lotte Hansen skal sætte fingeren på, hvad der ændrede offentlighedens holdning til akademikerne, så peger hun på to ting: Anders Fogh og den journalistiske udvikling.

“Der skete noget, da Anders Fogh blev statsminister og nedlagde råd og nævn. I 1990’erne nedsatte man hele tiden kommissioner for at få ting gennemarbejdet. Dengang blev der lyttet til fagkundskaben, og så talte politikerne, men i nullerne ved jeg fra flere folk i kommissionerne, at det politiske svar begyndte at komme, inden kommissionen var kommet med sine anbefalinger”,  siger Lotte Hansen.

På samme tid ændrede rammerne for journalistikken sig, internettet brød for alvor igennem, og nyheder skulle være hurtige, mere skarptskårne og leveres døgnet rundt.

“Nyhederne fik et andet fokus. Spil og spin kom meget mere ind i nyhedsjournalistikken, og det gjorde det på bekostning af noget fagligt. Det var ikke længere så vigtigt, hvad akademikerne sagde, det handlede om at mestre en dagsorden”, siger Lotte Hansen.

På de hurtige deadlines’ præmisser kan det være svært for en akademiker at komme til orde. Men hvis akademikere skal genvinde respekten, må de spille spillet.

“Humanister har en stærk faglighed, men den er bare ikke kortlagt, på samme måde som naturvidenskabens er. Der har været en modstand blandt humanister mod at sige: Vores kortlægning og metode er også o.k. Det er nødvendigt at lave benarbejdet, så I står stærkt i jeres dokumentation”, siger Lotte Hansen.

Professor Frederik Stjernfelt er heller ikke blind for, at humanistiske akademikere selv kan have en del af ansvaret for det faldende omdømme.

“Vi havde en guldalder i 1970’erne og 1980’erne, humaniora stod meget stærkt i den periode, hvor 68-generationen dominerede samfundsdebatten”, forklarer han.

Senere kom der nogle andre strømninger på universiteterne, som var med til at underminere humanisternes position i offentligheden.

“Hvis vi skal pege på yderligere en faktor, så har der været en strømning med postmodernisme og poststrukturalisme i humaniora, som er videnskabsskeptisk, og hvor det hele skal dekonstrueres”, forklarer han.

Det er en tendens, der ifølge ­Frederik Stjernfelt har været med til at øge folks skepsis over for det humanistiske forskningsområde.

“Når politikere skal vælge, hvem de skal give en masse penge til, så hjælper det ikke, når der sidder en og siger, at ”sandheden findes slet ikke”. Det er en ren parodi. Det er en tendens i humaniora, der har medvirket til humaniorabashing”.

Et klart svar

To år inde i sit studie på litteraturhistorie er Maja Sejerskilde begyndt at sige, at hun vil være journalist.

“Jeg har alligevel ikke kunnet skubbe tankerne om fremtidsperspektiverne fra mig. Man kan bruge en humanistisk bachelor til nærmest alt, så jeg har ambitioner om at blive journalist. Jeg vil vælge journalistisk formidling i tilvalget og så tage kandidaten dertil. Jeg forventer ikke at tage kandidaten i litteraturhistorie”, siger hun.

Det betyder ikke, at Maja Sejerskilde har fortrudt, at hun har taget litteraturhistorie som sin byggesten til overbygningen.

“Vi har en god kommunikation på studiet om, hvad vi får ud af de ting, vi gør. Jeg er bevidst om mine konkrete færdigheder. Der er det dannelsesmæssige, kulturelle, forståelsesmæssige niveau, det ideelle niveau, men der er også nogle praktiske aspekter, som jeg synes, vi er gode til at sætte ord på”, siger hun.

Ikke desto mindre vil det fremover blive endnu lettere for hende at svare på spørgsmålene om, hvad hun kan bruge sine studier til.

“Før sagde jeg, at jeg skulle være dansklærer, og nu siger jeg, at jeg skal være journalist. Bare rolig”.