Du skal arbejde længe, men vi fyrer dig alligevel…

Jeg er lige blevet 54. Jeg skal arbejde, til jeg er 68. Misforstå mig ikke. Jeg elsker mit håndværk, men det er lang tid.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så føler jeg mig meget mere udsat, end jeg gjorde før. For hvad sker der, hvis jeg ryger ud? Er der job til mig? Eller vil de trods alt hellere have en yngre og billigere model?

Når jeg åbner for min egen skrøbelighed over for venner på min egen alder, så har de den samme følelse. De kan nok godt få et nyt job nu. Det skal nok gå, men hvad så, når de bliver 57, 60 eller 64?

Jeg var ikke den eneste, der i sommer lagde mærke til Politikens artikel om en 57-årig miljøplanlægger og journalist. Han var en dygtig redaktør på et magasin – indtil hans kontrakt løb ud.
Han var ledig på tredje år og havde søgt omkring 250 stillinger i alle kategorier – fra dem, der rent faktisk matcher hans uddannelse og faglighed, til job som rådhusbetjent, buschauffør og skadedyrsbekæmper med fokus på hvepse.

“Mit råd er: Find et job med en fast kontrakt, og hold fast i det med arme og ben. Det ville jeg gøre, hvis jeg kunne begynde forfra”.

Sådan lød det fra manden med de to uddannelser.

Som fagbladsredaktør kan jeg trøste mig med statistikkerne, som trods alt viser, at fyrede seniorer faktisk får job, selv om det i gennemsnit tager længere tid end for de yngre.

Og heldigvis er det ikke længere sådan, at vi nærmest mobber de ældste medarbejdere ud, fordi de burde give plads til de unge. Der er kommet en meget større tolerance og respekt over for at blive længere på arbejdsmarkedet.

Det manglede da bare, når vi beder de unge om at arbejde, til de er over 70.

Men der er også en rationel grund til, at vi føler os mere udsatte, når vi er gamle nok til at få seniordage.

I dette nummer af Magisterbladet sætter vi fokus på jobopslag, der er fyldt med diskriminerende formuleringer om, at man foretrækker yngre ansøgere.

“Vi er på jagt efter en ung kommunikationskonsulent, der er sulten på at bruge sine skills og har lyst til at lære nye”.

I foråret vakte det berettiget forargelse, da det kom frem, at Finansministeriet i en årrække kun har ansat én person over 50 ud af 277 ansættelser.

De ældre diskrimineres ikke kun, når der ansættes, men også når der fyres.

Det kan Magisterbladet dokumentere på baggrund af en omfattende aktindsigt i sparerunder i 10 kommuner og tre styrelser.

Sagerne omfatter i alt 596 afskedigelser og 103 frivillige fratrædelser i perioden 2018-2020.

Aktindsigterne viser, at særligt gruppen af ansatte mellem 46 og 60 år er blevet ramt af afskedigelserne. De udgjorde 51,7 pct. af de afskedigede, men kun 39,5 pct. af de ansatte. Omvendt var der en underrepræsentation af yngre medarbejdere under 40 år blandt de fyrede. De udgjorde 46,9 pct. af de ansatte, men kun 33,6 pct. af de afskedigede.

Man vil helst ansætte de unge. Man vil helst fyre de gamle. Det er både diskriminerende og ulovligt.

Og det skal der selvfølgelig sættes en stopper for NU, hvis vi skal blive på arbejdsmarkedet, til vi er 68, 70 eller 72.