Topforskere: En eneste ferie på 12 år, og så blev han syg …

Den lange vej mod en karriere som forsker på eliteniveau er brolagt med usikre arbejdsforhold og en global nomadetilværelse. For elitens grundforskere brænder for deres faglighed og har stor glæde af kollegial sparring, men de er også i en knivskarp, intern konkurrence med hinanden om få faste job i et globalt forskningskapløb.

Det fortæller ph.d. og etnograf Karen Lisa Salamon, der sammen med to antropologkolleger har redigeret og udgivet bogen “Prekarisering uden grænser”. Her belyser 12 forskere, hvordan forskellige grupper på arbejdsmarkedet marginaliseres af prekarisering. 

“Som eliteforsker kan man ende med at vinde Nobelprisen, men man kan også ende med at falde på røven og miste 20 års forskning og skulle ernære sig fx som timevikar i udlandet uden pensionsopsparing”, siger etnograf Karen Lisa Salamon.

Debatten om prekarisering handler typisk om ufaglærte service- og industriarbejdere, der hægtes af arbejdsmarkedet pga. manglende kompetencer, men der findes ifølge Karen Lisa Salamon et underbelyst problem i debatten om prekarisering, når det gælder specialiserede højtuddannede. Det gælder fx de nano-forskere, hun selv fulgte som led i et forskningsprojekt ved Københavns Universitet. 

“I min forskning viser det sig, at det faktisk kan være et stort problem at være overskilled (for højt uddannet, red.). Du kan være så specialiseret og superkompetent, at der globalt set kun er få stillinger på dit felt. Får du ikke en af dem i tide, er det svært at finde et andet kvalificeret job. Du kan ikke bruge din oparbejdede specialviden, der hurtigt forældes, og overskilled kan i praksis hurtigt blive deskilled i forhold til jobmarkedet. Det er svært at uddanne sig ud af, medmindre du nærmest starter forfra”, siger hun.

Mellem december 2013 og oktober 2017 talte Karen Lisa Salamon med over 200 højt specialiserede nanoforskere i bl.a. røntgenlaboratorier, arbejdshaller og administrationslokaler i Australien, Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Japan, Spanien, Storbritannien, Sverige og Tyskland.

Her fortalte grundforskere på øverste hylde om et globalt nomadeliv med usikre arbejds- og livsforhold. Usikkerhed og korttidsansættelser er omkostninger, langt de fleste må betale for at deltage i et kollektivt kapløb frem mod de få faste forskerstillinger og håbet om at opnå anerkendelse og priser.

“Der er et ekstremt stærkt arbejds­etos i forskningsmiljøerne. Jeg talte fx med en forsker, som uformelt set ikke har taget ferie i 12 år. Under den formelle ferie, som jo skal afholdes, bruger han tiden til at skrive artikler på fuld arbejdstid”.

Da han en enkelt gang tog ferie for at se sine børn, som boede med moren i et andet land, så blev han syg. Det blev han ellers aldrig.

“I eliteforskningsmiljøerne er der ikke noget, der hedder en dårlig dag, at man har en syg mor, som man skal bruge tid på, eller at man kan få en depression. Det falder alt sammen tilbage på ens renommé, og så kan din karriere hurtigt være færdig”.

Man taler om at vinde – ikke om at mislykkes

Ifølge Karen Lisa Salamons forskning er den generelle udskillelse af højtuddannede mennesker, som glider af karrierestigen, et globalt ­fænomen.

Det skyldes ikke mindst, at akademiske strukturer de seneste årtier er blevet mere internationalt strømlinede og fra politisk hold styres, så komitéer rundtom i verden kan bedømme forskere og yde bevillinger efter mere universelle fagkriterier. Den enkelte forsker skal præstere og være parat til at flytte efter næste ledige job. Frasorteringen af forskere undervejs i præstationsforløbet er indbygget i den meget kompetitive karrierestruktur.

I sine feltstudier har Karen Lisa Salamon set nogle af verdens føren­de grundforskere arbejde og leve i en “knald eller fald”-kultur. Der er en form for X-faktorlogik, hvor kun de bedste vinder.

“Work-life-balancen er helt skæv i mange forskermiljøer, men det taler man ikke om. Arbejdspresset definerer privatlivet, og jeg har hørt forskere joke med fordelene ved at være skilt og kun have børnene halvdelen af tiden, så man kan forske igennem den anden halvdel. Det kan også være svært at lokke familien med til et tidsbegrænset job på den anden side af jordkloden”.

I miljøerne tales der meget om talent og nødvendigheden af hårdt arbejde. Men man taler ikke om, hvordan det opleves gang på gang at mislykkes med at opnå projektmidler eller en forskningsansættelse.

Derfor betingede de medvirkende forskere i undersøgelsen sig også anonymitet. Forklaring? De befinder sig inden for et globalt, men smalt forskningsfelt. Alle kan meget nemt genkende hinanden på kryds og tværs af jordkloden.

“Der er kun få job i hvert speciale. Hvis deres forskningschefer eller kolleger ved, at de er stået frem med kritik af forholdene og deres arbejdssituation, kan det blive endnu sværere for dem nogensinde at få foden indenfor noget som helst sted”.

Den sårbare situation er skammelig

Nanoforskeren “Christine”, er en af de forskere, der til Karen Lisa Salamon har talt om en social skam, som er forbundet med den sårbare arbejdssituation. Hun er som midaldrende ufrivilligt ved at glide af karrierestigen. Selvom hun har tilpasset sig et jobmarked med kortere kontrakter, oplever hun nu gradvist at miste sin status i et vidensfelt, der hurtigt ændrer sig.

“Med en høj grad af forskningsspecialisering er det et problem at finde betalt arbejde. Jeg har søgt mange job, men har kun kunnet få midlertidige undervisningsjob, der selv på fuld tid har givet mig maksimalt 10.000 kr. per måned før skat”, fortæller Christine i bogen.

Mens Christines situation er prekær, så er “Jannik” et typisk eksempel på en mandlig forsker, der er mere positiv over for forskermigration. Han er flyttet mellem kontinenter flere gange og har skullet lære nye sprog. Jannik ser positivt på midlertidige stillinger som en del af gamet.

“For mig personligt så er det, jamen, det her var det sted, hvor jeg havde mulighed for at bedrive den forskning, jeg ville. Transfer of knowledge sker mest effektivt ved folk, der flytter. Så kan man sige, at folk bliver lidt videnskabelige nomader”, siger han. 

Den høje grad af migration, som er en tvungen del af eliteforskeres karrierestige, rammer kvinderne særlig hårdt.

“Mens de fleste mænd tager beslutningen om at skifte spor tidligere, udsætter kvinderne den beslutning, typisk fordi de får børn midt i 30’erne, og så står de som 40-årige med små børn og har aldrig lavet andet end grundforskning på et måske meget smalt felt. Det gør det rigtig svært – især hvis ens mand også er topforsker», siger Karen Lisa Salamon.

At konkurrencedygtig grundforskning i dag indebærer arbejdsmigration, stiller ifølge Karen Lisa Salamon desuden mange danske grundforskere svagt.

Mens man i større lande kan være heldig at få job i andre forskningsinstitutioner i hjemlandet, er der i Danmark nemlig så få potentielle arbejdspladser inden for et speciale, at periodisk jobmigration til udlandet bliver en nødvendighed. Det påvirker danske forskeres sociale sikring og pension. 

“Hvis forskningspolitikerne virkelig ønsker, at Danmark skal konkurrere på dette område, og ønsker, at vi er et af de førende vidensproducerende lande, så skal man sikre de folk, som begiver sig ud i dette usikre felt. Det er en forpligtelse for politikerne og på universiteterne, som jeg ikke synes, de lever op til i dag”.