Konsulentbranchen elsker samf’ere

Akademikere er mere eftertragtede end nogensinde før i konsulentbranchen. Fra 2010 til 2017 er der kommet 26 pct. eller knap 3.700 flere akademikere i job i konsulentbranchen. Især antallet af samfundsvidenskabelige akademikere er steget – de udgør ca. 40 pct. af væksten.

Humanisterne følger efter, de udgør ca. 21 pct. af væksten. Det viser nye beregninger, som Dansk Magisterforenings analyseafdeling har foretaget på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

“Vi lever i en tid, hvor tingene er mere komplekse. Hvor virksomhederne hurtigere skal lancere deres ydelser og tilpasse sig, og hvor en kombination af flere discipliner og evner ofte er nødvendig for at løse en opgave. Fx kombinationen af it-evner og evnen til at tænke kreativt”, fortæller Henriette Søltoft, branchedirektør for DI Rådgiverne, om baggrunden for, hvorfor akademikerne er så eftertragtede i konsulentbranchen.

Hun fortæller, at det ikke kun er akademikernes dybe faglighed, der er efterspurgt, men også evnen til at kunne samarbejde med folk, der har en anden baggrund og andre evner end en selv.

“Et eksempel er hele klimadagsordenen, og hvordan vi løfter den. Her er vi nødt til at se på adfærdsændringer, økonomi, teknik, politik – alt muligt. Man er med andre ord nødt til at tænke holistisk og tværfagligt”, siger Henriette Søltoft.

Hun bemærker også, at det ikke kun er konsulentvirksomhederne, der har øget opmærksomhed på akademikerne. Akademikernes opmærksomhed på konsulentbranchen er også stigende.

“Når jeg er ude på uddannelsesinstitutionerne, har det været en ahaoplevelse for både de ansatte og de studerende, hvor mange akademikere konsulentbranchen faktisk beskæftiger. Kendskabet til konsulentbranchen er ikke særlig højt alle steder, og de studerende tænker ikke nødvendigvis i de baner”, siger Henriette Søltoft.

Jobbet som konsulent

En af akademikerne, der har fundet job i branchen, er Rikke Frederiksen, der er servicedesigner i det norske konsulentbureau EGGS Design og har en kandidatgrad i antropologi fra Aarhus Universitet.

Hun fortæller, at hun i høj grad trives i branchen, selvom den kan være krævende.

“Arbejdet kan da godt være hårdt. Der er mange ting i spil hele tiden – på en måde er vi hele tiden til eksamen. Først i et forløb skal vi til en form for skriftlig eksamen, når vi skal vinde en kontrakt. Så en mundtlig eksamen, når vi skal holde workshops og arbejde med kunderne”, fortæller hun.

Kravene bliver ofte opvejet af spændende muligheder.

“Selvom det er hårdt, ville jeg ikke undvære det. Jeg kan godt lide uforudsigeligheden. Som konsulent møder jeg mange forskellige mennesker og verdensperspektiver. Den ene dag taler jeg med hiv-patienter, den næste med norske skuespillere”, siger Rikke Frederiksen.

Hendes daglige arbejde som “servicedesigner” handler overordnet om at “binde virksomheder sammen med brugerne”, forklarer Rikke Frederiksen.

“Vi ser på, hvad brugerne har af behov i forhold til oplevelser og tjenester, i sammenhæng med hvad virksomhedens strategi er samt dens vision og ressourcer”, siger hun.

I den proces er samarbejde vigtigt.

“Som konsulent bliver du hele tiden sat i nye team, og du skal arbejde med nye kunder inden for områder, som du ikke kender i forvejen. Derfor er det også vigtigt, at du er god til det tværfaglige samarbejde. Kunden kan mærke det med det samme, hvis I ikke er gode til at samarbejde”, siger Rikke Frederiksen.

Vejen ind i konsulentbranchen

Rikke Frederiksens vej ind i konsulentbranchen ligner den, som mange andre akademikere har haft: Hun startede som freelancer. I fire år var hun selvstændig konsulent. Ved et tilfælde hørte hun fra en bekendt om servicedesign, og senere blev hun efter et kaffemøde ansat inden for den gren af konsulentbranchen, som hun stadig er en del af.

Da Rikke Frederiksen startede på antropologi på Aarhus Universitet, lå det dog ikke i kortene, at hun skulle arbejde i en konsulentvirksomhed. Hun forestillede sig snarere, at hun skulle redde gadebørn. Antropologiuddannelsen har heller ikke traditionelt været en uddannelse rettet mod erhvervslivet.

“På årgangene før min var antropologiuddannelsen i høj grad rettet mod forskning og undervisning. Vi var den første årgang, der skulle ud at være anvendt”, fortæller Rikke Frederiksen.

Hun var træt af de klassiske akademiske diskussioner om, hvorvidt man overhovedet kunne sige noget om noget, mens hun til gengæld faldt for den del af studiet, hvor man fik mulighed for at bruge de metoder, hun lærte, i praksis.

“Jeg synes, at feltarbejde er enormt interessant. Jeg fandt også ud af, at jeg trives med at skabe noget og ikke blot analysere. En klassisk antropolog kigger tilbage, mens man som servicedesigner kigger frem”, fortæller Rikke Frederiksen.