Jens arbejder hårdt, men tjener meget, så hvad er problemet?

Travle mennesker fanger man på telefonen tidligt om morgenen eller ved femtiden på et øde kontor, når alle andre er gået hjem.

Derfor skulle klokken 16.58 være et ret perfekt tidspunkt at kontakte Jens på. Han er Head of Finance i virksomheden Alcon Nordic A/S, der sælger udstyr til øjenoperationer, kontaktlinser og øjenmedicin for 992 millioner kr. om året.

Til folkene bag DM’s nye statistik om privatansatte medlemmer har han oplyst tre ting:

1. Hvad han tjener? Meget.
2. Hvor meget efteruddannelse han får? Mere end de fleste.
3. Hvor meget han arbejder? Virkelig meget.

Jens arbejder mindst 50 timer om ugen, og tallet er kun for opadgående, da han fra nytår er forfremmet til den øverste ansvarlige for pengestrømmene i den børsnoterede virksomhed.

Han er travl, og han tager ganske som forudset telefonen kl. 16.58.

Men noget passer ikke ind i antagelsen om, at de travle altid hænger ud sent på kontoret.

Jens er i bilen, og der lyder barnestemmer.

“Det passer ikke så godt lige nu. Vi er på vej til børnefødselsdag”, siger den 41-årige Head of Finance, og vi aftaler at tale sammen på et bedre tidspunkt.

Gået over på den anden side

Det bedre tidspunkt er nu. En vinterformiddag. I kontorbyen Ørestad af glas og beton. Her deler Alcon Nordic A/S svingdør med en håndfuld andre medicinalfirmaer og finansielle selskaber.

Big pharma. Det private erhvervsliv.

Dem har historikeren Jens valgt at arbejde for. Han er en minoritet i Dansk Magisterforening. Der er 10.604 privatansatte medlemmer som ham. Kun godt en fjerdedel af de færdiguddannede 37.000 magistre er i det private, men det er den gruppe, som vokser mest.

Bonus udgør en tredjedel af Jens' løn, men han får den kun, når firmaet og han selv lever op til KPI’erne, the Key Performance Indicators.

Det går det til gengæld ret godt med.

Men vi taler ikke om den præcise løn, for den er fortrolig ifølge kontrakten.

“Penge har ikke været et mål i sig selv for mig. Jeg har altid været styret af glæden ved mit arbejde, det andet fulgte med. Men jeg tjener mere end det dér”, siger Jens og peger ned på papiret med lønstatistik for den bedst betalte private branche i DM, defineret som “farma, biotek og kemi”.

Vi er rykket fra firmafoyeren med svingdøren over til et mere hyggeligt sted. Espresso House i shoppingcentret Field’s.

Det tal, Jens peger på, er gennemsnitslønnen inklusive ferietillæg, arbejdsgiverbetalt pension og bonus for DM-medlemmer inden for farma, biotek og kemi: 63.778 kr. om måneden.

Det er 16 procent mere end gennemsnittet for privatansatte magistre, og det er 14.210 kr. mere end gennemsnittet for alle magistre.

Du skal kunne sælge dig selv

Men før misundelsen begynder at brede sig, så kig engang på, hvor mange timer det kræver at nå så højt. Privatansatte på netop de tre felter er dem, der arbejder mest, blandt alle privatansatte i DM.

I gennemsnit er deres faktiske arbejdstid 40,2 timer om ugen.

Set med de øjne kommer høj løn ikke ud af ingenting. Det gør den heller ikke for Jens. Hans telefon giver konstant lyd fra sig her på kaffebaren, mens han roligt fortæller sin historie.

Han har i flere år arbejdet målrettet og mere end 50 timer om ugen for at bringe sig i position til ønskejobbet som Head of Finance.

Hele vejen siden han i 2006 forlod Københavns Universitet med hovedfag i historie og fuldt bifag i økonomi, har han skullet forklare og forsvare, hvad han kan, og hvad han gør.

Over for venner, der valgte den traditionelle vej i det offentlige, og over for arbejdsgivere, der skulle forstå, hvad de ville få ud af at ansætte en historiker med økonomi som bifag.

“Du kan ikke forvente, at private arbejdsgivere ved, hvad en magister kan bidrage med. Som magister er man nødt til at forklare, hvad man kan, som gavner virksomheden. Det private arbejdsmarked er benhårdt. De ansætter ud fra en cost-benefit-analyse på folk. Det lyder koldt, men sådan er det”, siger Jens.

Du skal kunne sælge dig selv, og netop på det punkt lagde Jens strategi som studerende, som han har fulgt lige siden.

“Jeg vidste, at det ville blive en udfordring at finde arbejde som historiker. Så jeg tog meget bevidst bifag i økonomi og besluttede, at det skulle blive min levevej”.

Derfor var økonomikasketten på, da Jens søgte studiejob i IBM, og dér var han fastansat som Financial Planner, da han afleverede sit historiespeciale om det tyske mindretals mulighed for at udnytte den grundlovssikrede ret til frit skolevalg efter anden verdenskrig.

“Den store “bombe” i min opgave var, at det var grundlovsstridigt, hvad Danmark gjorde. Man prøvede at bremse, at tysksindede børn kom i tysk skole”, siger han.

Alle valg har omkostninger

Det blev et farvel til historie som levebrød, men ikke et farvel til den kernekompetence, som man opnår som historiker: At håndtere store mængder data.

“På historie lærer du at strukturere dit arbejde og at få styr på store datamængder. Det kan du bruge rigtig meget i det private. Jeg bruger det i mit job hele tiden, og jeg nyder det. Når du arbejder i en økonomiafdeling, er du altid i centrum. Vi har kontaktpunkter til alle dele af forretningen, og det bedste ved jobbet er, at jeg virkelig føler, at der er brug for mig. Jeg kan godt lide at hjælpe i alle dele af forretningen”.

Bifaget i økonomi var adgangstegn til forskellige ansættelser i IBM, efterfølgende som Business Support for Nordisk Film Distribution og siden karrieren i Alcon Nordic.

Men netop fordi det kun er et bifag, har Jens været omhyggelig med at sende de rette signaler. Selvom det måske kunne have været personligt tilfredsstillende med en afstikker til et job inden for historie, har han holdt sig fra det.

“Det ville ikke se godt ud på mit cv. Jeg har været i konkurrence med folk, der har en kandidatgrad inden for finans eller økonomi, og det ville være svært at forklare arbejdsgiverne, hvis jeg hoppede ud af den kurs, jeg havde sat”, siger han.

Har det ikke været en slags fængsel at sætte en sådan begrænsning op?

“Man kan godt se det sådan, at jeg har følt mig bundet til at blive i det nye fag. Det er den negative side af det”, siger Jens, og som han sidder der med papkruset i hånden og nysgerrige øjne, kunne han lige så godt have været historielærer på det lokale gymnasium. Han er stadig historiker i hjertet. Derfor er han i DM.

Jens' pointe er, at man godt kan bevare identiteten som historiker og samtidig have en finger på pengepulsen i en international virksomhed.

I øvrigt ligger der et positivt valg i at holde retningen efter moden overvejelse: Man opnår noget.

“Som menneske skal man jo træffe valg. Når man vælger at gøre noget, er det ikke negativt, at man er bundet af det valg. Sådan har jeg det også i privatlivet”.

Venner på en anden planet

Privat har Jens en pige på ti år, som han fik med en tidligere kæreste. I et år var han alene med ansvaret for hende syv dage hver anden uge – samtidig med at han på jobbet skulle vise overskud.

“Det kræver struktur”, konstaterede han og begyndte at blokere sin kalender hver anden uge fra kl. 16 til 18, så han kan være far – og køre børn til fødselsdag kl. 16.58.

Det er ham, der afleverer børn hver morgen, når hustruen for længst er smuttet på sit 40-timers arbejde.

I dag har han pigen på ti, en dreng på to og en ny på vej.

“Jeg har snart tre børn, og i den nye stilling som Head of Finance skal jeg arbejde rigtig meget. Der skal være en klar struktur derhjemme, hvis du skal få alt til at gå op”.

Hustruen tager sig af det meste vedrørende hjem og børn, og Jens holder sig ikke tilbage med hensyn til at tage telefon og computer frem om aftenen og i weekenden. Sådan er aftalen mellem de to.

“Jeg er en rolig person”, siger han til spørgsmålet om, hvorvidt livet ikke er stressende.

Han lod sig heller ikke hyle ud af den, da han i 2018 var ansvarlig for at implementere økonomistyringssystemet SAP. Det er kendt for at trække tænder ud.

“Når der er krise, og folk står på mit kontor og skriger, ser jeg det mere som en opgave, der skal løses”.

Men derfor kan man godt være et følsomt menneske i andre sammenhænge.

Det er lidt ærgerligt, at nogle venner fra studietiden ligesom lever på en anden planet som gymnasielærere og offentligt ansatte. De kan omtale ham med en vis distance som “ham, der arbejder for “big pharma” eller “kapitalen”. Han hører også synspunkter som “Hvorfor skal han tjene meget mere end mig, bare fordi han arbejder inden for det område?”

“Men hvorfor skulle jeg ikke have en indkomst, der matcher lønnen i min branche? I øvrigt taler man sjældent om, hvor mange timer jeg arbejder, og at jeg har et ekstremt højt pres på at levere”.

Jens ser på telefonen, rejser sig og siger farvel:

“Nu har den altså ringet rigtig mange gange”.