Unge er stressede og jager nye job

Når 29-årige Mie Danielsen ikke passer sit fuldtidsjob på Kvindemuseet i Aarhus, skriver hun jobansøgninger.

Hun gør det ikke af lyst, men fordi hun ikke har noget valg, forklarer hun.

“Det er kun en midlertidig ansættelse i løntilskud, jeg har lige nu, så det er meget svært at finde ro. Jeg søger videre, men jeg bruger jo al min tid og min energi på arbejdet, så det er svært at få gjort”, siger Mie Danielsen.

Hun er en af de mange unge akademikere, som træder ind på arbejdsmarkedet i disse år. En proces, som tager hårdt på de nyuddannede, viser en analyse fra Dansk Magisterforening.

Fire ud af ti af dem, som er blevet færdiguddannet inden for de sidste fem år, har oplevet stresssymptomer den seneste måned, og næsten halvdelen har det seneste år arbejdet, selvom de var syge.

Analysens tal kommer fra Dansk Magisterforenings store arbejdsmiljøundersøgelse fra september i år og tager udgangspunkt i unge erhvervsaktive de første fem år efter deres dimission.

Det prekære pres

Mie Danielsen blev færdiguddannet cand.mag. i nordisk sprog og litteratur i 2015, men fastansættelserne hang ikke på træerne, og hun har derfor haft flere midlertidige ansættelser siden.

Det nuværende job på Kvindemuseet er alt, hvad Mie Danielsen kunne ønske sig, hvis det altså ikke var, fordi kontrakten kun var på et halvt år. Nu skal hun finde et nyt job inden årets udgang.

“Ledelsen var fra begyndelsen rimelig tydelig om, at der ikke ville være noget arbejdet, når min kontrakt udløb. Det er museumsbranchen, så pengene er få, og fastansættelse er en by i Rusland. Men det har været en stressende proces, fordi jeg jo ønsker, at de skal se guldet i mig”.

Lektor ved Institut for Kultur og Læring på Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet Mette Lykke Nielsen forstår godt, at Mie Danielsen mistrives i sit prekære arbejdsliv.

“Vi ved, at arbejdslivet for unge akademikere i dag er kendetegnet ved større grad af midlertidighed. Cirka halvdelen af de magistre, der går fra ledighed til job, kommer i midlertidige stillinger. Vi ved fra forskningen, at det kan påvirke deres psykiske velbefindende”. 

Hun tror derfor, at resultaterne af Dansk Magisterforenings analyse delvist kan forklares med, at mange unge får midlertidige kontrakter de første år af deres karriere. 

“Det er i det hele taget forbundet med et pres at være ny på arbejdsmarkedet, og de tidsbegrænsede ansættelser kan udgøre en ekstra stress­faktor for den unge. De fleste vil jo gerne vise, at de kan præstere, og gøre sig konkurrencedygtige for at få en fast stilling. Derfor kan den enkelte være tilbøjelig til ikke at sige fra, hvis arbejdspladsen stiller for store krav, for at fremstå som en god arbejdskraft”.

At turde søge videre

Selv hvis man har et fast job, er det ikke ensbetydende med, at man har det godt som nyuddannet. Den erfaring har 30-årige Peter gjort sig, efter at han sidste år blev færdiguddannet cand.comm. og fik job i et it-firma.

“Jeg fandt hurtigt ud af, at det var et ubehageligt sted at arbejde. Det var tonen. Direktionen havde ingen ledelseserfaring, og deres måde at lede på var ikke særligt motiverende. De sagde kun, når det var noget lort, jeg havde lavet. Efter et par måneder begyndte jeg at se mig om efter et andet arbejde”.

I sidste ende var det dog Peters kæreste, som tog fat i ham og sagde, at det ikke kunne fortsætte.

“Min kæreste sagde til mig, at hun kunne mærke, at jeg havde det skidt. Jeg havde svært ved at sove, og jeg var hele tiden i dårligt humør. Stressen kom krybende, fordi jeg ikke selv tænkte over det. Jeg var gået fra at være et meget positivt menneske til en depressionslignende skygge”.

Peter valgte derfor i sommer at opsige sit job som fastansat, på trods af at han endnu ikke havde fundet et nyt arbejde.

“Mine forældres generation siger, at man skal blive i jobbet og søge noget andet imens, men det var svært at finde energien til at søge væk. Nu har jeg genfundet overskuddet og modet til at finde et andet arbejde”, siger Peter. Det er ikke hans rigtige navn, men han har ønsket at være anonym af hensyn til sin tidligere arbejdsgiver.

Fra studiemiljø til skrivebord

Overgangen fra livet på universitetet til et 8-16-job kan også påvirke de unge akademikeres første år på arbejdsmarkedet, forklarer ekstern lektor på RUC Helle Bach Riis.

“Mange dimittender opdager, at livet som lønmodtager er meget mere leverpostejsfarvet, end de troede, det ville være. Og det presser dem, fordi det er et kæmpe tabu”, siger Helle Bach Riis, som har skrevet bogen “Fra studie til arbejdsliv – F*** er der sådan nogle idioter herude!” sammen med Line Palle Andersen.

Her interviewede de 25 unge akademikere om udfordringerne ved at være spritny på arbejdsmarkedet.

“Det, der stressede dem, var faktisk ikke mængden af arbejde. Det var derimod, om arbejdet var meningsfuldt. For eksempel kan det være stressende, hvis du vil redde verden, men bliver anbragt i et hjørne og skal skrive mødereferater. En af informanterne, vi talte med, kaldte det eksistentiel stress. Hun var så meget i tvivl om, hvorvidt hun var på den rigtige hylde, nu hvor arbejdet slet ikke var, som hun troede, det ville være”.

Men de unge vil sjældent indrømme, at de trives dårligt på jobbet.

“Den store dimittendledighed har betydet, at mange unge akademikere føler, det er skamfuldt eller utaknemmeligt, hvis de ikke er glade, når nu de har været så heldige at finde et arbejde”, siger Helle Bach Riis.

Skyld og skam

Lektor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet og forfatter til bogen “Præstationssamfundet” Anders Petersen ser også, at de unge vender skammen over at fejle indad, når de ikke er glade.

“Præstationssamfundet har lært os, at vi skal ændre på os selv, hvis der er et problem. Man kan ikke forvente, at der bliver ændret på de strukturelle rammer. Den følelse sidder mange af de unge med, når de mistrives på jobbet. De vender problemerne indad og søger væk i stedet for at tænke over, om det er arbejdspladsen, den er gal med”.

Den følelse genkender Peter.

“Jeg går stadig og tænker over, om det er mig eller jobbet, den var gal med. Sådan tror jeg, at jeg kommer til at have det, indtil jeg har fundet noget andet”, siger Peter.

Både Anders Petersen og Mette Lykke Nielsen opfordrer de unge ansatte til at søge væk, hvis de har det dårligt på deres arbejde. Men Anders Petersen finder det foruroligende, at så mange unge mistrives på jobbet.

“Præstationssamfundet kræver, at vi er en evig kilde til optimering, og hvis vi tager det med i arbejdslivet, så bliver det en rastløs jagt efter det perfekte og en endeløs række af skuffelser. Min helt store pointe er, at vi selv har institutionaliseret den her tankegang i folkeskolen og på gymnasiet. Nu ser vi så de unge mennesker lide under det på arbejdsmarkedet”.