Dansk Magisterforening

5 råd: Sådan er du en god makker for din kollega med autisme

Vær rummelig, er et af de fem gode råd til dig, som gerne vil være en god makker til din kollega med autisme. Læs artiklen og find ud af, hvordan du kan være mere rummelig på arbejdspladsen. © Illustration: DALL E

Af Sofia Tøfting
Del artikel:

Anerkend, at I er to hjerner, der arbejder på hver sin måde. Psykolog Elisabeth Christensen giver fem råd til, hvordan du kan have et godt samarbejde med din kollega med autisme.

Hvis du har en kollega med autisme, kan det være, du oplever, at I nogle gange misforstår hinanden på arbejdspladsen. Måske fordi du ikke ved nok om vedkommendes diagnose.

Og hvis man spørger Lise Lotz, der er en af tre autistiske akademikere, som har fortalt om sine oplevelser til Akademikerbladet, er det en af de hyppige årsager til misforståelser.

"Jeg ville ønske, at mine arbejdspladser havde mere viden om autisme. Vi er absurd forskellige som autister," fortæller Lise Lotz, hvis oplevelser med autisme på kontoret, du kan læse her.

Et første skridt til at blive en god kollega kan derfor være, at du sætter dig ind i, hvad din kollega med autisme kan have brug for.

Akademikerbladet har bedt psykolog Elisabeth Christensen, der er specialiseret inden for autisme, om at komme med fem konkrete råd til, hvordan du kan gøre det nemmere for din kollega med autisme at gå på arbejde.

1. Vær klar over, at en kollega med autisme går efter bolden

Hvordan kan du bedst lide at få feedback? Pakket ind i høfligheder eller råt for usødet?

"Jeg har en enkelt kommentar til dit superfine oplæg’ eller ’det giver ingen mening, det, du siger ved punkt 3’?

Hvis din kollega har autisme, får du sandsynligvis oftere den sidste version. Elisabeth Christensen appellerer til, at du ikke tager det for personligt.

"Kollegaen med autisme går 99,99 procent efter bolden og ikke spilleren," siger hun.

2. Stil spørgsmål, og vær åben

Hvis din kollega siger noget til dig, som du ikke forstår, eller som måske rammer dig, kan du prøve at have en åbenhed over for kollegaen, siger Elisabeth Christensen.

’Hvad mener du med det? Vil du uddybe?’ kan du åbent spørge i stedet for at blive såret og måske tie stille. Hvis du bliver såret, kan det skyldes, at personer med autisme nogle gange kan virke mere direkte i deres kommunikation.

Men en person med autisme ønsker højst sandsynligt ikke at være uhøflig. Vedkommende har muligvis bare andre sociale koder end dig.

3. Vær rummelig

Det er ikke en afvisning af dig, hvis din kollega for eksempel ikke vil smalltalke i kaffepausen.

"Det kan være, fordi personen er nødt til at gemme sin sociale kapacitet og bruge den til møderne eller der, hvor det ellers er vigtigt," forklarer Elisabeth Christensen.

Neurotypiske – personer uden en diagnose som autisme - kan tænke, at pausen er lig med afslapning. For den neurodivergente kollega kan det være det modsatte.

Derfor kan man også hjælpe sin kollega ud af situationen.

"Hvis gruppen om kaffemaskinen pludselig bliver for stor, kan det være rigtig hjælpsomt at spørge, om kollegaen vil med lidt væk og snakke på tomandshånd," siger Elisabeth Christensen.

Rummelighed kan også indebære at have forståelse for, hvorfor det er lige præcis din kollega med autisme, som altid får lov til at sidde i kontorets eneste sololokale, mens resten af jer sidder i et åbent kontorlandskab.

"Neurodivergente personer er oftere hypersensitive over for sanseindtryk," siger Elisabeth Christensen.

4. Brug klare deadlines og visuelle arbejds­processer

Klare rammer, før I påbegynder en opgave sammen, kan være en stor hjælp for din kollega.

Sørg for at lave tydelige, visuelle processer, uanset om det handler om en forskningsartikel, en analyse eller en konference, der skal planlægges. Det kan for eksempel være en hjælp med et processtyrings-excelark eller en stor whiteboardtavle på kontoret.

"Så kollegaen med autisme konkret ved, hvad der skal afleveres," siger Elisabeth Christensen. Derudover kan du med fordel løbende forventningsafstemme med din kollega. Så kan I bedre undgå konflikter om, hvor lang tid I for eksempel skal bruge på et
bestemt projekt.

"Anerkend, at I er to hjerner, der arbejder på hver sin måde."

5. Få øjnene op for, at din kollegas manglende pleaser­trang er en styrke

Personer med autisme kan i nogle tilfælde virke mere ærlige og please mindre, fordi de ofte er styret af en stærk indre stemme frem for ydre faktorer, forklarer Elisabeth Christensen.

"Det kan jo være en kæmpe kvalitet at have en kollega med autisme, som tør sige noget af det, som andre tier med, fordi de ikke vil skille sig ud."

Ifølge Elisabeth Christensen er et af kendetegnene ved autisme en enorm ærlighed og ordentlighed. Det kan hjælpe din kollega med autisme – og dig – hvis du anerkender, at din kollegas ærlighed kan være en styrke for arbejdspladsen.

Læs mere om autisme på arbejdspladsen

}