Vi bliver syge, når vi taler om jobbet, som om det var elitesport

Træk vejret helt ned i maven, og pust langsomt ud.

Stress fylder overalt. I medierne. På uddannelsesstederne og på arbejdspladsen. Flere danskere end nogensinde før er ramt af stress, og der er intet, der tyder på, at antallet af stressramte falder. Tværtimod.

Men i stedet for at banke løs på individet ved at sige, at det ikke er robust nok til at klare tempoet og kravene i samfundet, bør vi i stedet se på stress som en eksistentiel belastningstilstand.

Det mener ledelsesrådgiver, filosof og forfatter Mette Vesterager, der er aktuel med bogen “Stress og eksistens”.

“Et væsentligt kendetegn ved stress er, at de, der bliver ramt af stress, føler, at de selv er skyld i deres situation. Og det er ikke så mærkeligt, for det er også det, vi fortæller hinanden. Vi ser individet som årsag til sine egne problemer. Men det er en for snæver tilgang”, siger Mette Vesterager.

Hun mener, at det er på tide, at vi gør op med de individuelle årsagsforklaringer på stress. Det handler hverken om, at vi stiller for høje krav til os selv, eller om at vi vil for meget. Det handler i langt højere grad om de bagvedliggende sociale strukturer og kulturelle normer, der former vores liv og vores tanker og handlinger.

“Vi bliver nødt til at skelne mellem manifesteringen af stress hos individet og den dybereliggende årsag til, at så mange i disse år er ramt af stress. Stress er en eksistentiel belastningstilstand, der skyldes, at vi har skabt et samfund og nogle organisationer, der har forandret vores eksistensmuligheder”, siger Mette Vesterager.

En følelse af meningstab

For at forstå den dybereliggende årsag til stress, som Mette Vesterager taler om, bliver man nødt til at forstå, hvad hun mener med eksistens og menneskets eksistentielle grundvilkår. For det er to begreber, der går igen, når Mette Vesterager skal forklare, hvorfor stress ikke kan reduceres til en manglende robusthed hos individet.

“Det, der adskiller os fra dyrene, er primært, at vi er meningsskabende og selvfortolkende væsener. Det er aspekter, der står centralt i en eksistentiel forståelse af mennesket”, siger Mette Vesterager.

Hun tager udgangspunkt i den eksistentielle filosofi, der karakteriserer mennesket ved, at det forholder sig til sig selv og dermed hele tiden er under tilblivelse i modsætning til dyr, som bare er, hvad de nu engang er.

“Den måde, vi bevidst eller ubevidst forholder os til os selv på, sker på baggrund af nogle grundvilkår, der udgør en grundstruktur for den menneskelige eksistens. Skal vi forstå, hvem vi er, og hvorfor vi bliver stressede, må vi derfor forstå de vilkår, vi altid er underlagt”, siger Mette Vesterager.

Det gælder blandt andet det eksistentielle vilkår, at vi som mennesker er forbundet med andre mennesker:

“Vi formes i samspil med andre mennesker og bliver til gennem andres anerkendelse. Det er derfor en illusion at se os som løsrevne individer”, siger Mette Vesterager.

“Stress og eksistens – Nye veje til at forstå og bekæmpe stress”, Hans Reitzels Forlag, 2019.

På et helt grundlæggende strukturelt plan har vi med andre ord brug for at være forbundet med andre mennesker for at trives. Men i de tiltagende opbrud af fællesskaber, som præger vores samfund i dag, er vores omgang med hinanden blevet mere fragmenteret, forklarer Mette Vesterager.

“Vi har ikke længere så mange faste rammer i forhold til de sociale relationer. Det fører til en større uvished og et tab af mening, og dermed bliver det eksistentielle pres på det enkelte individ større”, siger Mette Vesterager.

Præstationssamfundet

Det samme gælder vores eksistentielle behov for vished, som er udfordret i disse år, i takt med at vi har flere og flere muligheder at vælge imellem.

“Vi har en tendens til at forbinde valgmuligheder med noget godt, men når antallet af valgmuligheder er så højt, som det er for mange af os i dag, bliver vi handlingslammede og stressede”, siger Mette Vesterager.

Hun ønsker ikke at forherlige fortiden, men hun mener, at vi bliver nødt til at være bevidste om, hvordan vores eksistensmuligheder har forandret sig i takt med udviklingen i samfundet, og hvordan det er med til at skabe stress, fordi det belaster vores eksistens.

“Vores liv er præget af nogle helt andre betingelser, end da vores bedsteforældre var unge. I dag har de fleste godt nok en vished for, at de går mætte i seng, men uvisheden er alligevel steget, fordi vi oplever langt flere forandringer og hele tiden skal være omstillingsparate. Det er en belastning ikke at vide, hvad der kommer til at ske”, siger Mette Vesterager.

Samtidig peger Mette Vesterager på, at vi lever i et præstationssamfund, hvor vores værd som menneske i højere grad end tidligere bliver defineret af vores præstationer.

“Frygten for at blive en fiasko og udstødt af fællesskabet gør, at vi konstant presser os selv. Det bliver forventet, at man både som medarbejder og som leder er motiveret og engageret, og at man er passioneret omkring sit arbejde. Man pukler ikke, fordi man skal, men fordi man gerne selv vil – eller tror, man gerne selv vil”, siger Mette Vesterager.

Elitesport er blevet idealet

Som ledelsesrådgiver møder Mette Vesterager ofte ledere, der oplever stresssymptomer, men som har svært ved at se sig selv som stressede, fordi de ikke synes, de kan udpege noget i deres liv som direkte årsag.

“Det er blevet så normalt at overpræstere, at vi ikke selv kan få øje på det umenneskelige pres, vi er underlagt. Både i forhold til de mange ekstra timer, vi lægger i vores arbejde, og i forhold til at vi skal sigte mod mål, der hele tiden bevæger sig. Det skaber en følelse af meningsløshed og utilstrækkelighed, som kommer til udtryk i stress og depression”, siger Mette Vesterager.

Skal vi finde nye veje ud af stress, mener hun derfor, at vi i første omgang må kaste et kritisk blik på de normer, der driver præstationssamfundet.

måde, arbejdspladser i tiltagende grad bruger elitesportens sprog som en naturlig måde at tale om medarbejdernes præstationer på. Vi taler om “high performance” og om at udnytte sit fulde potentiale. Der er ikke tid til at have en dårlig dag, en dårlig uge eller et dårligt år. Det handler hele tiden om at bide tænderne sammen og opildne sig selv til sejr”, siger Mette Vesterager.

Set i det lys mener Mette Vesterager ikke, at det er underligt, at mange medarbejdere brænder ud og går ned med stress, og at medicin i form af smertestillende piller og sovemedicin er nødvendigt for mange. Ikke for at optimere arbejdet, men blot for at klare sig igennem dagen.

“Problemet er, at medarbejdere og ledere skal holde i langt flere år end elitesportsudøvere, der ofte bliver nedslidte i en ung alder. De præsterer desuden kun i korte afgrænsede intervaller. Det kan på ingen måde sammenlignes med at skulle præstere i en arbejdsuge, der ofte er over 37 timer”, siger Mette Vesterager.

Nye veje ud af stress

Men der er løsninger at hente. Og ifølge Mette Vesterager handler det i første omgang om, at vi får blik for de strukturelle og eksistentielle årsager til, hvorfor vi i stigende grad bliver ramt af stress.

“Det er vigtigt at forstå, at det ikke er én selv, der er noget galt med. Når man først får øje på de normer, vi er underlagt, og forstår, hvad det gør ved et individ at være på en arbejdsplads med høj uvished og mange forandringer, er det nemmere at sige fra og begynde at tage nogle bevidste valg”, siger Mette Vesterager.

Men det kræver også, at man på politisk og organisatorisk niveau begynder at få blik for, hvordan samfundet og arbejdskulturen i dag er med til at forme vores eksistensmuligheder og belaste os.

“Vi kan ikke overlade opgaven med at mindske stress til individet selv. Vi er nødt til at se på, hvordan vi organiserer arbejdet og udvikler vores samfund. Forandringshastigheden er mange steder blevet for høj, og mange tiltag har fokus på at fremme hastigheden. Derfor bør vi se på, hvor vi kan sætte hastigheden ned og give plads til nærværet”, siger Mette Vesterager.

Samtidig peger hun på, at politikere og arbejdsgivere skal give plads til skrøbeligheden og stoppe med at se menneskelig handlen som planlagte produkter, der kan styres ned i de mindste detaljer:

“Medarbejdere skal ikke blot reduceres til tal i et regneark og udføre effektive processer. De skal kunne handle ud fra deres faglighed, personlighed og værdier”, siger Mette Vesterager.