Derfor endte S-regeringens opgør med dyre konsulenter som en død sild

Statsminister Mette Frederiksen (S) havde store planer, da hun i valgkampen bebudede et loft for det offentliges brug af private konsulenter – og dermed ville flytte tre milliarder kroner til kernevelfærd.

Da hun efter sommerferien præsenterede S-regeringens pejlemærker for det politiske arbejde, var konsulenterne en hovedprioritet sammen med klima, pension og velfærd. 

På papiret er potentialet til at få øje på. I 2017 brugte det offentlige 14,4 milliarder på konsulentydelser, hvoraf staten tegnede sig for de 4,5 mia. kr.

Men selvom S-regeringen havde Finansministeriet til rådighed, kunne den ikke finde en eneste overflødig konsulentkrone, da den op til finanslovsudspillet fik lejlighed til at gennemgå alle relevante poster.

I stedet for er opgøret med konsulenterne endt i en arbejdsgruppe aftalt under økonomiforhandlingerne med kommunerne. Arbejdsgruppen skal se på “veje til at nedbringe anvendelsen af eksterne konsulenter i stat, kommuner og regioner og løbende følge op på, om udviklingen går i den rigtige retning”. 

Og godt det samme, mener Per Nikolaj Bukh, professor i offentlig økonomistyring.

“Jeg tror, at forslaget kan være født ikke nødvendigvis hos en politiker, men hos en medarbejder med utrolig lidt indsigt i, hvordan tingene styres”, siger han.

I princippet kan man godt indføre et loft på statens område, tilføjer han, for her har man en ensartet “konteringsplan”, og dermed er det i modsætning til det kommunale område muligt at fastslå forbruget af konsulentydelser. 

“Der er sådan set ikke noget juridisk forkert i, at man beslutter hvad som helst”, siger Per Nikolaj Bukh.

Langt sværere er det imidlertid at fastslå, om forbruget er for højt, mener han. Det afslører et lækket regeringsnotat, som Altinget har set.

Notatet indeholder et udkast til de overordnede prioriteringer for finanslovsudspillet og mulige finansieringsforslag, herunder “at indarbejde en reduktion af udgifter til konsulenter i staten”.

Men frem for at sætte et loft for konsulentudgifter foreslås det at nedbringe disse ved hjælp af en “generel rammereduktion”.

“Det er lidt komisk. Man vurderer, at der er et besparelsespotentiale, men man kan ikke måle det. Og institutionerne må selv bestemme, om de høster besparelsen der, hvor regeringen ønsker det, eller et andet sted. Med andre ord laver man en generel besparelse, der reelt intet har med konsulenter at gøre”, siger Per Nikolaj Bukh.

Økonomidirektør: Alt kan lade sig gøre, men …

På Aalborg Universitet er forbruget af konsulenter de sidste ti år vokset fra 46,7 mio. kr. til 84,8 millioner kr., men som andel af de samlede omkostninger er der tale om en beskeden vækst fra 2,42 procent til 2,85 procent.

Om udsigten til et konsulentloft siger universitetets økonomidirektør Antonino Castrone:

“Alt kan lade sig gøre, men vi forvalter og forventes at forvalte på den bedst mulige måde, så det giver ikke mening at detailstyre på det her område”. 

Per Nikolaj Bukh er enig.

“Når man bevilger penge, så bevilger man ikke til blyanter eller konsulenter. Man bevilger til formål. Administrationerne er så bemyndiget til at løse opgaverne og afholde udgifterne mest effektivt”, siger han.

Ifølge Kurt Klaudi Klausen, professor i offentlig organisation, udgør rådgivning og rapporter fra eksterne konsulenter ofte grundlaget for beslutningstagere, og den indsigt kan det være “omkostningstungt ikke at have”.

På baggrund af en aktindsigt har Magisterbladet forelagt Kurt Klaudi Klausen beskrivelser af 38 indkøb af konsulentydelser på Aalborg Universitet. Det drejer sig om blandt andet bistand og supportaftaler i forbindelse med it-projekter, rådgivning i forbindelse med rekruttering af medarbejdere og ydelser i relation til en europæisk patentansøgning.

Eksemplerne viser ifølge Kurt Klaudi Klausen, at regeringen formentlig skød langt over målet, da den lovede at spare 3 mia. kr. af de 11 mia. kr., det offentlige sidste år brugte på konsulentkøb.

“Selvom man finder eksempler på køb, der nok kan undværes, uden at det medfører en katastrofe, synes jeg også, at indkøbene på Aalborg Universitet peger på, at man ikke skal overvurdere potentialet for besparelser. I mange tilfælde er der tale om tilkøb af en ekspertise, det ville være meget dyrt selv at opbygge og vedligeholde”, siger han.

Kommuner udgør særligt problem

Ifølge Per Nikolaj Bukh vil den nedsatte arbejdsgruppe støde på en særlig udfordring, når det gælder kommunerne, der tegner sig for det største konsulentforbrug. For her er der i dag ikke noget brugbart datagrundlag, og konsulentbegrebet, som ikke er fast defineret, dækker over alt fra advokatbistand og byggetekniske opgaver til sundhedsfaglig og pædagogisk ekspertise.

Per Nikolaj Bukh forudser, at et konsulentloft i realiteten vil virke som et ineffektivt, bureaukratisk benspænd.

“Forestil dig, at du i en børnehave vil bruge 57.000 kr. på en psykolog, der skal arbejde med pædagogiske udfordringer. Normalt vil du måske kontere 27.000 kr. som undervisning og 30.000 kr. som rådgivning. Men på grund af loftet kan du kun bruge 17.000 kr. Ja, så må du jo forsøge at gøre det til en anden form for udgift, og så kommer konsulenten tilbage med en helt anden ydelse. Og det er ikke engang snyd. Så et loft er administrativt besværligt og fører ingen vegne”, siger han.