Status efter et år som underviser: Jeg har meget at lære

Det er præcis et år siden, at jeg havde min første dag som adjunkt på Leisure Management.

I andre sammenhænge har et år føltes som et øjeblik, men lige dette år er anderledes. Måske er det coronaen, måske er det bare, fordi at tingene i mit liv gik op i en højere enhed lige der, for et år siden.

Det er ikke så få ting, jeg har haft mulighed for at kaste mig ud i det første år, så jeg vil dele et par refleksioner med jer om skiftet fra konsulentverdenen til underviserlivet i et håb om, at det også kan give andre stof til eftertanke eller bare et smil på læben. 

1. Man bliver ikke (lige så) dopaminafhængig af at undervise studerende

Jeg har tidligere skrevet om den nysgerrighed, jeg tillod mig selv at have, da jeg fandt ud af, at jeg skulle lave noget andet end at være konsulent. Dengang var det mit skifte, der var i fokus, men hvad jeg sidenhen har fundet ud af, er også, at det faktisk var en form for afvænning, jeg var ude i. 

I mine otte år som konsulent havde jeg mine bedste stunder ’på gulvet’. Det har jeg sådan set stadig. Men pointen er, at det var der – i spotlightet med de mange opmærksomme blikke - at jeg virkelig var i mit es. Det forsvandt med coronaen. Jeg kunne stadig sidde bag min skærm og undervise, jovist. Men det var ikke det samme. Hvorfor var det ikke det? 

Dopamin er mit (forsimplede) bud. Jeg har sat Christian Ørsteds bog ’livsfarlig ledelse’ på pensum hos mine studerende. Men det var faktisk først, da jeg skulle undervise i det i foråret, at jeg så lighederne imellem den dopaminafhængighed, han beskriver (som kan følge af for meget ros for resultater fremfor indsats) og min ’tilstand’.

Jeg elsker at få ros! Og jeg har fået virkelig meget af det fra alverdens deltagere på kurser, seminarer og workshops. Nok til at jeg tror, at jeg har været afhængig af det. Men så kom coronaen. Bang. Ikke mere dopamin til mig. En langvarig og ufrivillig afvænning, som resulterede i job- og brancheskiftet. 

Det gode ved mit nye job er, at der ikke er nær den samme risiko for dopaminafhængighed. Jeg kan sagtens tåle det i små doser, og det synes jeg også min leder, kollegaer og (nogle få) studerende er gode til at give. Men når jeg går ud af en undervisning, så er det ikke sådan, at jeg tænker, ’pas på dit dopaminniveau, du skulle nødigt blive afhængig igen’.

Jeg jagter fortsat rusen, og det er nok meget godt. Det er en drivkraft. Men altså – det er ikke længere noget, der sker flere gange om ugen. 

2. Vi skal blive klogere sammen

Skiftet fra at være den, der bliver betalt for at komme med en masse svar og hurtige løsninger, til at skulle stille sig på nysgerrighedens og forundringens side, har været meget velkommen for mig.

Det er på mange måder fantastisk at få lov til selv at være i tvivl, nysgerrig og undrende – og kunne præsentere mange forskellige mulige svar på den samme udfordring og sige, ’det er jo din opgave at finde ud af, hvad du tror er rigtigt’. 

Men det er også svært. For når man har været ude i praksis i så mange år, så ved man jo godt, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør. Man har prøvet det hele før, og man har sådan lyst til bare at give nogle gode råd med på vejen. Eller hvad? Det er en balancegang, jeg øver mig i.

Jeg vil ikke være afvisende og arrogant, hvis de studerende spørger mig, hvad jeg ville gøre, eller er nysgerrig på mine erfaringer – men jeg vil virkelig heller ikke lægge an til, at jeg ved bedst, og at min vej er den eneste rigtige.

Jeg har lige haft fornøjelsen af at vejlede 16 bachelorstuderende, og her blev det i den grad udfordret. Mit største ønske var at give ’nøglen’ til at se værdien i at arbejde med sin empiri, forstå, hvad man skal med metode og videnskabsteori, bringe sine teorier i spil og blive klogere. Skabe ny viden. Ændre verden! Men det var svært ikke bare at sige, hvad jeg ville gøre. Jeg mener, at jeg har holdt mig på den rigtige side af vejlederens opgave, men jeg blev udfordret – og vil nok fortsat blive det, når det handler om ikke at give for mange gode råd. 

3. Jeg er blevet gammel 

Som jeg skrev om sidst, så er der så uendeligt meget forskel på at være 23 år og 38 år. Da jeg arbejdede som konsulent, blev jeg betragtet som ’ung’. Måske er det, fordi jeg tilmed er kvinde. Det ved jeg ikke, men min alder blev ofte bemærket, tit sammen med velmenende men ret malplacerede spørgsmål om, hvorvidt mine børn ikke savnede deres mor, når jeg var så meget væk. Nå men – det var ikke pointen. 

Pointen er, at jeg med mit jobskifte også er gået fra at være ung til at være gammel. Måske er det forskellen i magt? Måske er det de privilegier, der følger med hvervet som adjunkt? Måske er det bare, fordi jeg er gammel (jeg nægter fx at tro på, at år 2002 er 20 år siden)?

I hvert fald er det tydeligt, at jeg ikke længere er en ’peer’ til dem, jeg underviser. 

Som konsulent var min rolle i rummet end anden end deltagernes. Men det betød ikke, at vi ikke kunne betragte hinanden som ligeværdige på andre punkter. Jeg har fået masser af ligeværdige og udbytterige samtaler med mine kunder, og flere af dem er også blevet nogle, jeg ses med privat.

Sådan er det ikke med underviser/studerende-relationen. Det er en god ting, uden tvivl. Men når man som jeg er typen, der helst vil se alle andre som ligeværdige, og som nogle, der alle kan bidrage med noget i en hvilken som helst situation, så er det faktisk lidt svært at være endt i en autoritær rolle.

Men det vænner jeg mig nok til. Der er heldigvis rigeligt med studerende, der udfordrer den autoritet, så det kommer ikke til at blive noget, jeg tager for givet. 

Ud over dette så er der selvfølgelig alle de store fordele ved at være landet på den statslige overenskomst - men det er der andre, der kan kloge sig bedre på end jeg.

Kort sagt:

Hvis du går og overvejer at skifte den ene eller anden vej, så vil jeg sige, at begge dele har sine fordele og sine ulemper. Jeg fortryder ikke et sekund mit skifte, men uanset hvad så tror jeg, det er godt og sundt at prøve at ændre perspektiv ind imellem.

Ikke mindst for at undgå dopaminafhængighed.