Uddannelsesreformerne tvinger flere unge til at holde pause mellem bachelor og kandidat

Akademikerbladet har den seneste tid bragt en serie om pauser i studielivet. Her kan man læse, at flere studerende vælger at holde pause mellem bachelor og kandidat. Det bliver ofte tolket som et udtryk for, at de unge vil ud og opleve verden eller prøve kræfter med arbejdslivet, før de læser videre.  

Men en anden mere bekymrende forklaring er, at mange ikke holder pausen af lyst men pga. økonomi. 

I årevis er de studerendes økonomi blevet gradvist udhulet. Den såkaldte afdæmpede regulering af SU’en betød, at støtten steg langsommere end priserne fra 2014 til 2021.

I 2021 fik en udeboende studerende 406 kroner mindre om måneden, end de ellers ville have fået. Svarende til næsten 5.000 kroner på et år. Det er penge, der kunne have dækket mad, husleje eller transport, men som i stedet gik til statskassen.

Samtidig er udgifterne eksploderet. Hver fjerde (26 procent) har under 1.500 kroner at leve for. Det betyder konkret at 60 procent har undladt at holde ferie af økonomiske årsager, og 37 procent har fravalgt at gå til tandlæge eller købe medicin, fordi pengene ikke slog til.

Det er virkeligheden bag de pauser, vi ser flere tage. 

Altså, når man lever for 6.000 kroner om måneden, så bliver pausen mellem bachelor og kandidat hurtigt et økonomisk nødvendigt valg.

For mange er det ganske enkelt umuligt at fortsætte direkte. 

Tallene viser også, at økonomisk usikkerhed hænger tæt sammen med mistrivsel: Blandt de studerende med de laveste rådighedsbeløb oplever 63 procent ofte eller altid at være stressede. Den psykiske pris for den økonomiske politik er med andre ord tydelig. 

Derfor skal vi holde op med at behandle det stigende antal studiepauser som et generationsfænomen eller et tegn på “selvrealisering”.  

Når staten sparer på SU’en og skubber stigende leveomkostninger over på de studerende, så presser vi dem ud af uddannelsessystemet midtvejs.

Det er ikke et individuelt valg, det er et systemisk svigt. Hvis vi vil have flere til at fortsætte på kandidatuddannelserne, må vi derfor sikre, at de faktisk har råd til det.