Hvordan udvider vi forhandlingsdagsordenen til at omhandle flere sider af arbejdslivet?

Rigtig mange i den internationale underviserfagbevægelse - i div. underviserforbund og blandt tillidsvalgte ude på arbejdspladserne – har i de sidste to årtier oplevet ikke at være legitim part i mødet med arbejdsgiverne i spørgsmål om løn, arbejdsvilkår, uddannelsernes organisering og udvikling mv.

Vi befinder os i et forhandlingsklima, hvor det indhold, vi forhandler om og drøfter med hinanden, er indskrænket til at handle om det vi skal, ifølge overenskomstaftalerne, og ikke alt det som ville være godt for arbejds- og studieliv og for uddannelserne i det hele taget.
Der er lagt flere emner og temaer op, som det ville være nyttigt at have en forhandlingspraksis omkring, fordi det har en stor indvirkning på de arbejdsliv, der leves i uddannelsessektoren.

Her tænker jeg selvfølgelig først og fremmest på uddannelsernes udvikling og forandring, men også på forhold, der påvirker os hver eneste dag: Vores metodefrihed, den professionelle etik og autonomi, de faglige standarder, omfanget af usikre ansættelser, manglen på ligestilling mm. Alle områder, som vil være gavnlige at have drøftelser af mellem gensidige legitime parter.

Den demokratiske tradition er blevet skadet

Desværre er den gode og udbredte demokratiske tradition med høj grad af involvering af undervisernes fagprofessionalitet og deres faglige organisationer blevet skadet og svækket af økonomiske kriser, de seneste 30 års moderniseringsprogrammer og intensiveringen af ​​en globaliseret konkurrence.

Vi har oplevet et markant skifte i ledelse og organisering af de videregående uddannelser, som ellers er mest udbredt i den private sektor.

Ledelses-setuppet er forandret fra udbredt kollegial ledelse til ’managing’. Uagtet om det handler og udvikling af organisationsformer, nye teknologier, ledelsespraksisser, formulering af værdier mv. er styring og rationalisering et grundlæggende rationale i den aktuelt dominerende måde at drive uddannelse på.

Det er derfor ikke ualmindeligt at møde en arbejdsgiver, som siger, at ”udover dette skal der ikke være nogen diskussion, resten er min sag alene”.

Det dækker over en ledelsespraksis, hvor arbejdsgiverne har taget kontrollen med arbejds- og arbejdspladsrelevante problemstillinger.

Med de kriser, vi aktuelt ser omkring uddannelsernes kvalitet og et alt for højt arbejdspres og dårligt arbejdsmiljø for undervisere, bliver det tydeligt, at det på ingen måde har været formålstjenesteligt at udgrænse underviserne og deres forbund fra spørgsmål, der vedrører alle dele af deres arbejde. 

Et spørgsmål om skik og sædvane

Beslutninger i uddannelsessektoren træffes ikke altid ud fra et tydeligt defineret princip, men er snarere et spørgsmål om skik og sædvane. Det åbner en mulighed for, at vi i fællesskab kan udfordre grænserne for, hvornår noget skal drøftes og forhandles.

Det kræver dog, at vi stiller os selv og hinanden spørgsmålet: Hvordan udvider vi forhandlingsdagsordenen og identificerer de emner, der kan gøres fremskridt omkring?

I sektoren for undervisere på professionshøjskoler og erhvervsakademier har vi placeret dette tema allerøverst på to do-listen sammen med forholdene omkring arbejdspres og arbejdstid for indsatser i denne bestyrelsesperiode.

Min forhåbning er, at vi alle vil forsøge at fremme den samme vigtige dagsorden til gavn for uddannelserne, arbejdsmiljøet og underviserarbejdslivet.