Opråb: Vi uddanner os ikke bare til arbejdsmarkedet
© Foto: Hans Søndergaard
Uddannelse handler om langt mere end at få kompetencer til arbejdsmarkedet. Det giver læring til livet, mener Thomas Bæk Kristensen, der læser filosofi og er næstformand i DM Studerende.
Det er desværre en almindelig opfattelse, at den vigtigste grund til, at vi sender børn gennem uddannelsessystemet er, så de kan lære at udfylde en bestemt plads på arbejdsmarkedet.
Det ses tydeligt, når man allerede fra en tidlig alder i folkeskolen skal tage stilling til, hvad man vil blive til. Når man ikke er så gammel kender man typisk kun kliché-professionerne: politibetjent, kok, sanger og så videre.
Arbejdsmarkedet er i virkeligheden en del anderledes. Der findes mange forskellige job inden for håndværkerfaget, sælgerbranchen og konsulentverdenen. Men uddannelse handler om meget mere end bare at få et job. I dette indlæg ønsker jeg at slå et slag for værdien af almen dannelse.
Jeg har ofte hørt de ting, man skal lære i forskellige fag i skolen, blive nedgjort. “Hvorfor skal vi analysere digte, det gør man altså ikke på sit arbejde”, eller “hvorfor skal jeg lære differentialregning, det får jeg alligevel aldrig brug for”.
Det er desværre en utrolig kortsigtet tilgang til sin egen uddannelse, men det er nærmest også sådan uddannelsessystemet er bygget op.
På længere sigt kan digtanalyse lære os at forstå mennesker i en bestemt tid, og differentialregning og andet avanceret matematik kan lære os at tænke logisk og forstå systematiske sammenhænge. Det er kompetencer, man hele tiden bruger i sit daglige liv som samfundsborger - også på arbejdsmarkedet.
Sandheden er at vi bruger det meste af vores liv uden for arbejdsmarkedet. Vi bruger meget mere af det, vi lærer i skolen, når vi ikke er på arbejde.
Politikerne bliver hver dag mere og mere enige om, at vi skal prioritere erhvervsskolerne mere, og derfor skal færre gå i gymnasiet. Jeg forstår godt argumentet, at gymnasiet på mange punkter blot forbereder dig på universitetet, og hvis universitetet alligevel ikke er, hvad man stræber efter, er det så ikke spild af tid at bruge tre år i gymnasiet?
Men jeg synes, det er kortsigtet argument, da en gymnasial uddannelse kan bruges til så meget andet end som adgangsbevis til universitetet. Ingen skal tvinges til at gå en uddannelsesvej, man ikke er interesseret i, men almen dannelse kan bruges til alt muligt hele tiden og bør ikke undervurderes eller tages for givet.