Udbredt mistrivsel blandt studerende med funktionsnedsættelse - og tung administration gør problemet værre

Nye tal fra DM peger på, at trivslen halter for studerende med funktionsnedsættelser.

Hele 66 procent af studerende med funktionsnedsættelse angiver, at de ofte føler sig stressede, hvor det for studerende uden funktionsnedsættelse "kun"drejer sig om 31 procent.

Dispensationsordninger og adgang til ekstra støtte skal gerne lette tilværelsen for disse studerende, men paradoksalt nok kan tung administration ende med at blive endnu en stressfaktor i stedet for den tiltænkte hjælp.

Problemer med administration

DM's undersøgelse viser, at op mod 32% af de studerende med en fysisk funktionsnedsættelse og 21% af de studerende med en psykisk funktionsnedsættelse har oplevet problemer med administration (for eksempel dispensationsansøgninger) en enkelt eller mere end én gang.

Her påpeger de, at det kan være svært at magte den ekstra arbejdsbyrde, der ligger i de omfattende ansøgningsprocedurer, og at de ofte mangler vejledning og støtte i processen. Flere studerende gør desuden opmærksom på, at de har modtaget decideret misvisende vejledning.

Det er skræmmende læsning.

Hvis end ikke eksperterne på området har tilstrækkelig viden til at give retvisende hjælp og vejledning, er der ikke noget at sige til, at de sårbare studerende indimellem snubler og føler sig fanget i systemet.

De kringlede administrative processer tynger i sidste ende den, der skal have hjælpen, og gør det mere uoverskueligt end nødvendigt. Der er derfor brug for, at processerne strømlines og overskueliggøres i højere grad, end det er tilfældet nu, så de studerende, som i forvejen ikke står stærkest, ikke skal kæmpe med administration og lange sagsbehandlingstider.

Ineffektiv sagsbehandling bør forbedres

Bureaukratiet mellem universiteterne og ministeriet, som går i gang det øjeblik en studerende sender en ansøgning, er alt for omstændeligt og bør ses efter i sømmene. Der skal skabes en mere helhedsorienteret og hensigtsmæssig proces, hvor der bliver taget højde for sagsbehandlingstiden.

De studerende med funktionsnedsættelse bliver ofte mødt af et mere omfattende bureaukratisk system sammenlignet med deres medstuderende. Her kan fremhæves de tilbagevendende dispensationsansøgninger, som de studerende ofte skal udfylde og indsende hvert semester, også selvom deres funktionsnedsættelse er permanent. Her ville det være givtigt at skelne mellem varige og forbigående funktionsnedsættelser, fordi det ikke giver mening at kræve dokumentation hvert semester for en varig funktionsnedsættelse, som eksempelvis dysleksi eller ADHD.

Vi vil derfor opfordre til, at universiteterne i højere grad benytter sig af muligheden for at udstede generelle dispensationer til studerende med varige funktionsnedsættelse. Det vil både skabe ro for den studerende og frigive mere arbejdstid til de medarbejdere på universitet, der tager sig af dispensationsansøgninger.

Der er også de månedlange sagsbehandlingstider på svar om handicaptillæg, der for en periode kan skabe økonomisk usikkerhed og dermed forværre trivslen. I øjeblikket er behandlingstiden på handicaptillægget lige knap fem måneder. Det er svarer næsten til et helt semester, hvor de studerende må gå og vente på en endelig dom over, hvorvidt de er berettiget til at modtage den økonomiske støtte. En støtte, som ofte kan være en nødvendighed for at opretholde en nogenlunde levestandard, særligt i de større universitetsbyer, hvor studieboligpriserne kun med nød og næppe kan betales med en almindelig SU.

Det er et område, som indeholder udfordringer og dilemmaer for at sikre en rimelig behandlingstid - ikke mindst fordi funktionsnedsættelser er så forskelligartede, at der ikke findes én løsning, der vil passe på alle. Vi vil dog alligevel tilskynde til, at man ser på de eksisterende praksisser, så de harmonerer bedre med formålet om at støtte de studerende, som har brug for det.

Det er absolut positivt, at der i det hele taget er mulighed for at søge om for eksempel forlænget eksamenstid eller økonomisk støtte, hvis den studerende ikke kan varetage et studiejob ved siden af studierne. Men vi mener alligevel, at det er vigtigt, at tilbuddene, der skulle gøre studielivet lettere, ikke ender med at gøre studielivet sværere for de studerende med funktionsnedsættelse.

I sidste ende kan det føre til, at de studerende ender med at falde fra, fordi usikkerheden og ekstraarbejdet bliver så uoverskueligt, at det tager tiden og overskuddet fra selve studierne. Det vil både være et nederlag og et tab for den enkelte såvel som samfundet.