"Det økonomiske fundament rives væk under de studerende"

Igennem mine snart fem år som studerende i Aarhus har jeg haft en bred vifte af forskellige jobs. Jeg har undervist, formidlet historie, lavet administration og meget andet. De mange forskellige studiejobs skyldes primært to ting:

Jeg har brug for erfaringen, og jeg har brug for pengene.

Det er af samme årsag, at mine studiekammerater er at finde overalt i Aarhus erhvervsliv; normalt, i hvert fald. Nu, hvor Corona har lukket store dele af samfundet ned, befinder de fleste studerende, som så mange andre, sig derhjemme. De passer deres studie og skriver med vennerne, men kun få kan passe deres studiejob, som de plejer.

Der har i lang tid været en diskussion om 0-timers kontrakter. Begreber som ”prekariat” har vundet indpas i debatten, når man taler om folk i usikre stillinger som fx deltid eller midlertidige ansættelser. Nogle taler sågar om en tilbagevenden til en verden af daglejere. Frygten har været, at lønmodtagerne lige så stille mister mange af de rettigheder, som ellers er blevet opbygget gennem årtier. Den frygt er blevet til virkelighed for en stor del af landets studiejobbere.

Mange af de virksomheder, som beskæftiger studerende, holder sig fra at tegne overenskomst. Det er en tendens, vi har set blandt andet i restaurationsbranchen og med konsulentvirksomheder. Selv på virksomheder, som ellers virker til at være velorganiserede generelt, er det ikke unormalt, at der lige netop for de studieansatte ikke er ordnede vilkår.

Til hverdag kan overenskomster virke fjernt og støvet. De studerende er ofte afhængige af de ekstra kroner ved siden af SU’en, og mange føler et pres for at fylde ting på cv’et, inden den store jobjagt begynder. Selv hvis man synes, at ens vilkår er for ringe, bider mange det derfor i sig med argumenter som: ”Jeg er der alligevel kun 8 timer om ugen”, ”Det er alligevel kun midlertidigt”, eller ”Jeg har brug for det her job”.

Derfor står studerende nu i en kattepine. Mange er blevet hjemsendt uden løn fra dag 1, og dem, der var så heldige at have en kontrakt, som sikrede de første uger, ser nu langt efter en biindtægt. Den eneste løsning, som tilbydes, er ekstra SU-lån. Vi ved dog, at SU-lån ikke er uden konsekvenser for den enkelte studerende, og det er med til at cementere opfattelsen af studiejobbere som en særlig arbejdsgruppe, der ikke fortjener den samme hjælp. Hvor lønmodtagere generelt oftere er sikret lønnen, eller som minimum kan få dækket en større del af deres indkomst, så er de studerende tvunget til at selvfinansiere krisen.

Der er mange grupper, som er presset denne tid – ingen tvivl. Netop derfor er det vigtigt, at alle, lønmodtagere såvel som arbejdsgivere, staten såvel som det private, tager ansvar. Det gjorde man med trepartsaftalen, og det gør man på de enkelte arbejdspladser. Lad os håbe, at det ansvar spreder sig til alle hjørner af arbejdsmarkedet.

Studiejobberne er lønmodtagere som alle andre. Det er på tide, at de blev givet samme vilkår.