Bliver coronakrisen glemt, når de nyuddannede efter sommeren igen bliver kaldt dovne?

Trivsel var på dagsordenen, det var slut med uddannelsesloftet og toprocents-nedskæringerne.

Som studerende kiggede vi ind i en spændende tid, hvor det virkede til, at der for alvor kunne rykkes ved reformer, dårlige prioriteringer og kortsigtede løsninger.

Nu står vi i en helt anden virkelighed. En virkelighed, hvor vi er styret af en virus, der har forårsaget så markante ændringer i vores adfærd og i vores fremtid, at ingen ord føles fyldestgørende nok til at beskrive det – andet end uvirkeligt.

At fremtiden er usikker, er ikke ligefrem nogen ny viden. Heller ikke for de studerende, der i skrivende stund arbejder på livet løs for at færdiggøre deres specialer. Snart sætter de deres sidste punktum og skifter titlen som studerende ud med titlen dimittend.

Hvad der til gengæld er knap så usikkert, er den heksejagt, der sætter ind efter sommer, når tallene for dimittendledigheden bliver offentliggjort. For ligesom alt andet, kommer de tal også til at være påvirket af coronakrisen. Spørgsmålet er bare, om det bliver husket, eller om vi igen skal igennem hele møllen om dovne unge og jobs i Netto.

For til trods for at fremtiden er svær at forudsige, synes netop den debat ikke at være det. Når der efter sommeren skal peges fingre, hvor bliver de så peget hen? Bliver unge igen kaldt for dovne, fordi de ikke står med en kontrakt i hånden, på samme tid som de står med deres eksamensbevis? Eller er der forståelse for, at det er en konsekvens af en krise, ingen havde set komme?

At det er de unuancerede statistikker og fordomme om nyuddannede akademikeres vilje til at komme i job, der vinder frem, når dimittendledighedstallene bliver præsenteret, er nok ikke usandsynligt. Men hvad vil det fra politisk hånd føre med sig?

Vil de midlertidigt forhøjede dimittendledighedstal genstarte de kortsigtede løsninger og endnu mere dimensionering? Eller vil vi studerende blive mødt med en tillid og en tro på, at vi med hver vores faglighed, også har en plads i samfundet ovenpå corona-krisen?

Tallene for dimittendledighed er ofte blevet brugt som argument for at bestemme unges uddannelsesvalg. Men vi får ikke flere engagerede ingeniører ved at fortælle dem, at de skal være det. Og vi bliver ikke et rigere samfund af umotiverede studerende, der mistrives, eller dimittender, der stemples som dovne.

Hvad dimensioneringsplaner ofte synes at glemme er, at en lang videregående uddannelse er normeret til at tage fem år. Hvilket samfund og hvilke præcise behov, vi har om fem år, er en lang forudsigelse at kunne spå, når vi sjældent ved, hvad fremtiden bringer. Det må corona-krisen stå for som et evigt minde.

Alligevel kunne man godt frygte, at det vil genstarte endnu mere dimensionering og endnu mere bestemmelsesret over unges valg af uddannelse. Jeg håber dog, at det bliver mentaliteten om fællesskab, der vinder frem, når coronakrisens efterspil puster liv i ledigheden, snarere end politikere og selvudnævnte eksperters løstsiddende påstande.

Og jeg håber de af mine medstuderende, der snart står med deres eksamensbevis i hånden, kommer til at opleve et arbejdsmarked, hvor vi stadig står sammen – forhåbentligt ikke længere hver for sig.