Karriereplanlægning er vigtig - og pludselig stod jeg i en bananplantage i Mellemamerika

Dér står man så som nyuddannet kandidat med et cv under armen, som selv med en punktstørrelse 12 ikke kan udfylde et helt A4-ark.

Under punktet ”erfaring” stod der mest noget om et studenterjob i en ulands-ngo, som jeg nok oversolgte en smule. ”Kat” var blevet til ”tiger” og ”tændstikæske” behændigt omskrevet til ”skotøjsæske”.

Kort sagt, at gå ud i verden med et cv så kort som mit var som at møde håbløst underdressed op til en formidabel fest med smilende, succesfulde og champagne-drikkende påfuglemennesker.

Måske er det dér, du står. Måske 2023 er året, hvor du bliver kandidat? Hvor du skal til at søge dit første, rigtige ikke-studenterjob, men synes cv’et ser noget sølle ud? Så lad være med at gå helt i sort. Læg en plan, men lad være med at følge den.

Alt om bananer – i to år

Yes – nu er den her, tænkte jeg, da jeg så et stillingsopslag, som handlede præcis om det emne, jeg havde skrevet speciale på Tek.Sam. om på Roskilde Universitet - nemlig grøn forbrugerisme. Det var spot on.

Entusiastisk og struttende af selvtillid skrev jeg en ansøgning til drømmejobbet - og jeg fik et knastørt afslag. Ikke engang at komme til samtale på det fagområde, man havde skrevet speciale om – av, det var lidt af en mavepuster. Så er det op ad bakke.

Noget tid efter faldt jeg over et stillingsopslag fra Danida, der på vegne af Den Internationale Arbejdsorganisation ILO søgte en Junior Professional Officer (JPO) til et projekt for arbejdsmiljø i landbruget i Mellemamerika.

Jeg søgte jobbet, fik det og flyttede til San José, Costa Rica – en af regionens helt store bananproducenter.

Så de første to år af mit arbejdsliv kom den krumme, gule frugt til at fylde rimeligt meget i mit arbejdsliv. Her kunne jeg have smidt den første betænkelighed og selvstopper på bordet: Hov, hvor vil det job føre mig og mit karriereforløb hen? Hvor stor er efterspørgslen på det danske arbejdsmarked lige efter akademikere med stor viden om banandyrkning, -pakning og -eksport være om 2-3 år?

Når planlægningen står i vejen

Vil man være helt sikker på ikke at opleve nogle detours fra den slagne vej i (arbejds-)livet, kan man altid opstille det benspænd for sig selv, at man med ethvert valg kommer til at afskære sig fra andre og potentielt mere attraktive veje.

Det tror jeg nu ikke helt på, selvom tragten naturligvis snævres lidt ind.

Havde jeg målrettet ventet på det specialerelaterede job – som planlagt – havde jeg måske siddet samme sted den dag i dag, nu godt langskægget, og vendt kalenderblade.

Som en god ven og studiekammerat udtrykker det: ”Jeg har altid troet på den åbne dørs politik. Jeg er gået ind af de døre, der var åbne”.

Hov-hov, vil nogen måske sige. Skal man lade tilfældigheder styre sit arbejdsliv? Det skal man ikke. Planlægning af arbejdslivet er en glimrende ting, men spørgsmålet er, hvornår planlægningen de facto kommer til at stå i vejen for at få et job?

Hvor længe man skal stå og hamre på en lukket dør, som man har besluttet sig for bare må være døren ind til jobparadiset?

Søg arbejde så langt væk som muligt

Jeg vil på det varmeste anbefale alle nyuddannede, som har mulighed for det, at søge arbejde så langt væk fra Danmark og comfort zone som muligt.

I Costa Rica – med spansk som arbejdssprog og en langt mere hierarkisk arbejdsform – blev min komfortzone udfordret hver eneste dag. Det var sundt – og hårdt.

Jeg kunne have besøgt landet som turist, ja. Men det giver noget helt andet, når man skal finde ud af, hvordan og hvor man betaler sin første elregning, eller hvor man får trykt og udsendt en invitation til et regionalt arbejdsmiljøseminar.

Her var regnskove med ægte dovendyr, kaos og dyttende biler, livsglæde og helt andre mennesker end på RUC og en hverdag fanget mellem hele to kafkaske, monstrøse bureaukratier: FN’s (husk kvittering på al køb af benzin til projektbilen. Kilometertal, pris og dato anføres med blå, aldrig rød kuglepen!) og det costaricanske med sine stempler, dokumenter, procedurer, underskrifter og flegmatiske henvisninger til et nyt kontor i den anden ende af byen.

Det var ikke let, men det var interessant – og undertiden ret sjovt.

Jeg fik opgraderet mit lidt magre cv med mindst tre nye kvalifikationer: arbejde på spansk, erfaring fra FN-systemet og så en række uforudsete udfordringer, man skal løse i en fremmed kultur.  

Altså, al den cv-fiksering…

”De unge i dag er utroligt cv-fikserede”. Hvem har sagt det? Alle mulige mennesker, som selv har en række år på arbejdsmarkedet, et fyldigt cv og en række spændende jobs i bagagen. Har de ret?

Som nyuddannet er ens cv dét papir, man klamrer sig til for at få adgang til arbejdsmarkedet. Så tror da pokker, at det er vigtigt, og at man fokuserer på det. Det er din akademiske søfartsbog.

Men ingen siger, at det første job skal være i København eller Aarhus. Verden er større. Man kan planlægge og prioritere, men der er ting i livet, som bare ikke vil lade sig gøre.

Hvor man ihærdigt løber op ad den fedtede, lerede bakke og glider ned igen og igen.

Andre døre er åbne, og lige til at gå ind ad, hvis ellers man kan få øje på dem. Og tør gå ind.