Blog: Fem grunde til, at Tommy Ahlers' talentprogram er en fuser
Jeg er helt enig i med Tommy Ahlers i, at vi skal gøre meget for at holde på talenterne i det danske uddannelsessystem. Men det sker ikke ved, at strø nogle millioner ud over en lille gruppe studerende, samtidig med at resten af uddannelsesområdet bliver udsultet. Her er fem grunde til, at talentprogrammet er en fuser, skriver Ronja Rose Ravnskov, forkvinde for DM Studerende.
I februar fremlagde Uddannelses- og forskningsministeriet det, med egne ord, ”mest ambitiøse talentprogram til dato på de videregående uddannelser”. Man vil tilbyde de dygtigste studerende ekstra muligheder og udfordringer for den nette sum af 190 millioner kr. Og selvom det er positivt, at man vil udvikle talent på alle videregående uddannelser og ikke blot på universiteterne, så er der altså flere ulemper end fordele.
1. Gode uddannelser holder på talenter
Alle, der har sin gang på uddannelsesinstitutioner i Danmark, ved, at de er økonomisk udsultede. Det administrative personale mister kollegaer, underviserne mister forberedelsestid, og de studerende mister feedback og undervisningstid. Hvis man for alvor ønsker at holde på talenter, er det altså her, man må starte. Det nytter ikke at strø 190 millioner ud med den ene hånd, mens man med omprioriteringsbidraget tager 20 milliarder med den anden. I sidste ende er det gode uddannelser, der tiltrækker og holder på talenter.
2. Forfordeling skaber ulighed
Når man skærer på midlerne til massen og investerer et beløb til toppen, er det næsten indlysende, at det vil skabe større ulighed. Vi bryster os af at være et meget lige land, men faktum er, at den sociale mobilitet ikke følger med igennem hele uddannelsessystemet. Unge fra ikke akademiske hjem er typisk overrepræsenteret i den lave ende af karakterskalaen og i andelen, der dropper ud, og de er klart underrepræsenteret på de lange videregående uddannelser. Investerer man alene i de bedste, vil det også være en investering i dem, som allerede har flest ressourcer. Vi har ikke brug for flere ulighedsskabende elementer i uddannelsessystemet.
3. At være dygtig er ikke entydigt
Midlerne fra talentprogrammet skal investeres i de 2 pct. dygtigste studerende, men det er ikke nødvendigvis karaktererne, som afgør om man har talent. Studerende starter med forskellige udgangspunkter, og der kan lige så vel være talent i at bevæge sig fra 02 til 7, som fra 7 til 12. Derudover kan talent være ens evne til at overføre viden fra studie til studiejob, ens sociale evner og dermed netværk, eller de opgaver, hvor man tør se bort fra karakterregimet og tage chancer og være nytænkende. Det er ikke sikkert, man finder talenterne, ved blot at se på de dygtigste på karakterskalaen.
4. Et administrativt monster
Det kommer nemt til at lyde som om, at de 190 millioner kr. bliver givet direkte til de videregående uddannelser, men faktisk nedsættes de i en pulje, som institutionerne kan søge til udvikling og drift af et talentforløb. Både udvikling, udvælgelse og afvikling af talentprogrammet skal altså ske på universiteterne, og så skal de manuelt søge pengene. Som ved så mange andre puljer, bliver der skabt et administrativt monster, og spørgsmålet er, hvor mange af pengene der reelt bliver søgt i puljen.
5. Gammel vin på nye flasker
Talentprogrammet blev slået stort op som det mest ambitiøse talentprogram, men faktisk har de fleste uddannelser allerede en strategi for talentudvikling. Blandt andet har Københavns Universitet netop i 2018 igangsat en strategi for talent og samarbejde, og Aarhus Universitet har haft det som strategisk sigtelinje siden 2013. Så i stedet for at sælge talentprogrammet som gammel vin på nye flasker, bør uddannelses- og forskningsministeriet investere pengene i allerede eksisterende strategier.
Det er ærgerligt, at når der endelig kommer en pose penge til uddannelsesområdet, så er det til de bedst stillede studerede, der får glæde af dem. Det er ærgerligt, at den administrative byrde tilfalder uddannelsesstederne, og det er ærgerligt, at der ikke investeres i de programmer, som allerede eksisterer. Det er en lappeløsning, som ikke løser det egentlig problem: Uddannelsessektoren bløder af besparelser på 20 milliarder.
1. Gode uddannelser holder på talenter
Alle, der har sin gang på uddannelsesinstitutioner i Danmark, ved, at de er økonomisk udsultede. Det administrative personale mister kollegaer, underviserne mister forberedelsestid, og de studerende mister feedback og undervisningstid. Hvis man for alvor ønsker at holde på talenter, er det altså her, man må starte. Det nytter ikke at strø 190 millioner ud med den ene hånd, mens man med omprioriteringsbidraget tager 20 milliarder med den anden. I sidste ende er det gode uddannelser, der tiltrækker og holder på talenter.
2. Forfordeling skaber ulighed
Når man skærer på midlerne til massen og investerer et beløb til toppen, er det næsten indlysende, at det vil skabe større ulighed. Vi bryster os af at være et meget lige land, men faktum er, at den sociale mobilitet ikke følger med igennem hele uddannelsessystemet. Unge fra ikke akademiske hjem er typisk overrepræsenteret i den lave ende af karakterskalaen og i andelen, der dropper ud, og de er klart underrepræsenteret på de lange videregående uddannelser. Investerer man alene i de bedste, vil det også være en investering i dem, som allerede har flest ressourcer. Vi har ikke brug for flere ulighedsskabende elementer i uddannelsessystemet.
3. At være dygtig er ikke entydigt
Midlerne fra talentprogrammet skal investeres i de 2 pct. dygtigste studerende, men det er ikke nødvendigvis karaktererne, som afgør om man har talent. Studerende starter med forskellige udgangspunkter, og der kan lige så vel være talent i at bevæge sig fra 02 til 7, som fra 7 til 12. Derudover kan talent være ens evne til at overføre viden fra studie til studiejob, ens sociale evner og dermed netværk, eller de opgaver, hvor man tør se bort fra karakterregimet og tage chancer og være nytænkende. Det er ikke sikkert, man finder talenterne, ved blot at se på de dygtigste på karakterskalaen.
4. Et administrativt monster
Det kommer nemt til at lyde som om, at de 190 millioner kr. bliver givet direkte til de videregående uddannelser, men faktisk nedsættes de i en pulje, som institutionerne kan søge til udvikling og drift af et talentforløb. Både udvikling, udvælgelse og afvikling af talentprogrammet skal altså ske på universiteterne, og så skal de manuelt søge pengene. Som ved så mange andre puljer, bliver der skabt et administrativt monster, og spørgsmålet er, hvor mange af pengene der reelt bliver søgt i puljen.
5. Gammel vin på nye flasker
Talentprogrammet blev slået stort op som det mest ambitiøse talentprogram, men faktisk har de fleste uddannelser allerede en strategi for talentudvikling. Blandt andet har Københavns Universitet netop i 2018 igangsat en strategi for talent og samarbejde, og Aarhus Universitet har haft det som strategisk sigtelinje siden 2013. Så i stedet for at sælge talentprogrammet som gammel vin på nye flasker, bør uddannelses- og forskningsministeriet investere pengene i allerede eksisterende strategier.
Det er ærgerligt, at når der endelig kommer en pose penge til uddannelsesområdet, så er det til de bedst stillede studerede, der får glæde af dem. Det er ærgerligt, at den administrative byrde tilfalder uddannelsesstederne, og det er ærgerligt, at der ikke investeres i de programmer, som allerede eksisterer. Det er en lappeløsning, som ikke løser det egentlig problem: Uddannelsessektoren bløder af besparelser på 20 milliarder.
