Bibliotekschef: "Nu er mine drømme også påvirket af corona"

Vi er stadig lukket ned. Vi har været lidt på arbejde i sensommeren 2020, men det meste af efteråret og vinteren har størstedelen af min biblioteksenhed på DTU været lukket. Derfor har vi nu arbejdet hjemmefra i et år.

Det føles næsten som det nye normal. Nu overvejer jeg, hvilke udfordringer der skal håndteres i det øjeblik, vi åbner og vender tilbage.

For vi er ikke de samme, vi tænker anderledes, vi gebærder os anderledes, vi ser anderledes på mennesker og på kolleger, som vi er vant til at se på i en online version.

Spørgsmålet er, hvordan vi kan finde ud af at være fysisk sammen på arbejde og bibeholde det, der har fungeret for os under nedlukningen.

Den uvirkelige virkelighed

I dag er vi alle fleksible og omstillingsparate, vi gør alt, hvad vi kan for at holde hjulene i gang. Vi leverer og lever op til alverdens forventninger, vi når, og vi opnår, vi mødes online, vi yder og yder.

Hvem er leder, hvem er chef, hvem er medarbejder?

Nuvel, der er forskel, men ikke desto mindre er vi er alle i samme båd – vi sidder hjemme og arbejder. Det hele smelter sammen, hvad er arbejde og hvad er fritid?

Jeg løser mængder af opgaver, noget går hurtigt, noget går langsomt, det kører somme tider som i slow motion. Jeg når opgaverne, men jeg når ikke altid til slutningen.

Det er som om, jeg er blevet studerende igen. Dengang hvor jeg ofte ikke blev færdig med noget som helst, for der var altid noget ekstra at gøre, en artikel at læse, en opgave at skrive, en bog, der skulle genopfriskes, og alt det andet, jeg aldrig nåede.

Nu står jeg der igen, jeg når det ikke, det er som i en halvdårlig drøm, hvor jeg ikke når frem, ikke når til vejs ende.

Følelsen er ikke ekstremt ubehagelig, som det er i den halvdårlige drøm, snarere sådan lidt uvirkelig, som om jeg er inde i den berømte glasklokke, hvor jeg ikke er mig, ikke er en anden, ikke helt ved hvem jeg er.

Men faktum er, at jeg stadig er midt i en corona-nedlukning og ikke ved, hvornår det holder op. Hvornår kommer jeg tilbage på arbejde, hvornår skal jeg se mine kollegaer rigtigt og ikke kun på Zoom?

Det hele flyder sammen og nu er mine drømme også påvirket af corona, jeg er ikke fysisk på arbejde, jeg er i en slags trummerum, hvor omgivelserne er der, og så er de der alligevel ikke rigtigt, for de findes kun på et billede, de findes på et billede på skærmen. Zoom-skærmen og mit liv, min virkelighed og min verden er smeltet sammen i et eller andet, jeg ikke helt ved, hvad er.

Jeg er i min nye corona-virkelighed, der kun består af mit hjem, min computer og så det nære ude omkring mig, villavejene, naturen i skoven og ved søen. Det er derfra min verden går. Der er ikke meget mere. Jeg kommer ikke andre steder i denne nye virkelighed.

Online opgaveløsning i hver vores mailvirkelighed

Vi har gjort rigtig meget for at komme igennem det her sammen.

Hos mig på DTU har vi sørget for at levere service til DTU’s studerende og forskere, vi har sørget for, at de så vidt muligt har kunnet passe deres forskning og deres studier ved både at gøre videnskabelig litteratur tilgængelig og sikre synliggørelse af DTU’s forskning, ligesom vi har undervist online i det, vi plejer at undervise i fysisk i et lokale.

Tilbagemeldingerne på online-kurserne har været god, og det har været bemærkelsesværdigt, at bibliotekets kurser har tiltrukket op til både 30 procent og 40 procent flere end i ”gamle dage”. Måske er det nemmere at deltage på et online kursus. Man skal jo ikke bruge tid på at bevæge sig fra A til B.

De opgaver, jeg løser, går det vist godt med. Men det hele tager lang tid, opgaveløsningen kører også i en slags slow motion, for skal flere involveres kræver det endnu et Zoom-møde eller flere mails, opklarende mails et telefonopkald eller vente på, at kollegaen svarer, for hun er jo også midt i sin egen afklaring i sin egen mailvirkelighed.

Bare vi dog kunne mødes på kontoret, eller på kontorgangen, så havde vi afklaret vores spørgsmål på et øjeblik og vi havde endda haft en menneskelig kontakt, vi ville have udvekslet blikke, ord, lyde, smil. Ja, tænk et lille smil fra min kollega. Jeg savner det. Får jeg det mon igen eller vil det for altid være bag mundbindet eller bag skærmen.

Jeg magter det ikke så meget længere. Men ja-ja, jeg skal nok holde ud, og nu må der snart være kortere tid tilbage, end der er gået med denne her nedlukning.

Kære kollegaer, jeg savner jer inderligt meget.

Fuld skrue på ergonomivejledninger

Det svære lige nu er at holde stand og holde gejsten oppe. Vi prøver hele tiden at skabe lidt nyt. Vi spørger hinanden, hvad der skal til nu. Vi finder nye konstellationer og nye måder at være sammen på online. Vi prøver at få talt med de kollegaer, vi ikke lige præcis har arbejdsopgaver med, men måske plejer at tale med i frokoststuen. Skal vi spille banko eller holde fredagsbar? Hvordan skal vi nu dele viden? Vi er jo ikke alle det samme sted.

Nogle vil blot passe computeren og skærmen. Nogle vil lave ”bling bling” og afholde musikquiz, og andre gemmer sig. Vi finder aldrig den eneste model, der passer til alle.

Vi finder til gengæld i stedet forskellige modeller for samvær, det skal til for at behandle alle ens. Forskelligheden er nødvendig for at tilstræbe ensartetheden.

Det kræver tålmodighed og tid, og tid har vi masser af, det hele flyder alligevel sammen for os. Og lige pludselig er det vel sommer og vi kan igen opleve en frihed, friheden for skærmen og vi kan på ny opleve variation i arbejdslivet. Jo, jeres chef går stadig op i jeres trivsel og prøver at være lyttende og nærværende, selvom vi er hjemme, og der ledes på distancen.

Vores kroppe er påvirkede, vi har ømme skuldre og nakker, ryggen værker, musklerne svækkes og måske opstår nye folkesygdomme i kølvandet på pandemien. Ikke spændende fremtidsperspektiver. Der er fuld skrue på ergonomivejledninger og gode råd til gymnastiske øvelser. Vi trænger! Heldigvis er vi her stadig og håber snart vi ses.

Retur på arbejdspladsen

Hvad sker der, når vi kommer tilbage? Skal vores kontormiljøer indrettes anderledes, skal det være større eller mindre rum? Er mit skrivebord der stadig? Skal vi fremover til at have færre skriveborde til deling på arbejdspladsen?

Vi kommer fremover til at arbejde mere hjemme. Kan vi forsvare at have skriveborde parate på arbejdspladsen in case vi dukker op? Er det økonomisk bæredygtigt, eller skal vi indrette det hele anderledes? Nye samtaler vil dukke op, fordi der sker store forandringer, vores arbejdsliv er for altid forandret.

Vi kommer helt sikkert til at arbejde i hybride løsninger, hvor nogle er fysisk på arbejdspladsen og nogle arbejder hjemmefra. Møderne og dialogerne kommer derfor fortsat til at skulle udnytte de digitale platforme og rum. Det kræver en fremtidig ny fleksibilitet og rummelighed fra os alle, hvis ikke effektiviteten skal lide.

Vi skal have hybride arbejdsmodeller for medinddragelse

Når vi kommer tilbage, er det til en ny virkelighed og på det tidspunkt har vi lært meget. Vi har fornyet indsigt i, at vi kan samarbejde anderledes, at vi kan håndtere de fleste opgaver på distancen, at vi kan skabe en forandring på ultra kort tid.

Som ledere og som chefer har vi lært at delegere endnu mere, vi har arbejdet med tillid mellem leder og medarbejder. Vi har håndteret distanceledelsen og er blevet bedre og bedre til den. Distanceledelsen har gået hånd i hånd med brug af nye teknologier, hvor vi har taget kvantespring fremad, det er kvantespring, som vi skylder hinanden at fastholde i et fornuftigt omfang, ikke alene for teknologiernes skyld, men fordi de giver mening og skaber både fremskridt og innovation for vores resultatskabelse.

På den fremtidige arbejdsplads – lad det blive snart – forestiller jeg mig, at vi ved at fastholde den gode og tillidsfulde samtale vi har fået opbygget, kan sikre innovationen og nytænkningen, idet vi muliggør et konkret arbejdsfællesskab i de fysiske rum.

Vi ved, at ideerne trives bedst i de fysiske rum og samtidig skal vi anvende hjemmearbejdet aktivt, for vi har også lært, at der leveres i top hjemmefra og hjemmefra kan vi fremover styrke fordybelsen, her får vi beskrevet og udviklet vores fremtidige løsninger og i nye iterative processer mødes vi fysisk for at tage de næste skridt mod nye målsætninger og nye innovative kvantespring.

Sådanne hybride arbejdsmodeller, hvor vi skaber medinddragelse i nogle demokratiske processer, ser jeg et stærkt potentiale for et motiverende og attråværdigt arbejdsliv.