Jon er død!

Jon Rostgaard Boiesen døde i dagene mellem jul og nytår. Han blev, så vidt jeg har forstået, ramt af et slagtilfælde mens han sov. Jon blev 42 og døde dermed alt alt for tidligt.

Jon blev bisat den 11. januar fra Stakladen på Aarhus Universitet. Der var omkring 500 fremmødte, og det viser i sig selv, at Jon har haft en enorm betydning for en masse mennesker. Talerne var dybt personlige beretninger fra de nærmeste venner, familie og politiske kammerater, og meget passende havde forpagteren af Studenterbaren stillet lokalerne til rådighed for gravøllet.

Filosoffen Jon havde stor betydning i det fagfilosofiske miljø i Danmark. Han var med overalt og havde altid spørgsmål og kommentarer til foredrag. Meget af det der foregik, havde han selv været med til at organisere. Jons indsats for dansk filosofi var præget af frivilligt arbejde, det var ikke qua en ansættelse, at han engagerede sig, men fordi han var filosof i hjertet.

Jon var akademisk løsarbejder. På trods af høj faglighed og personligt engagement havde Jon svært ved at finde ordentligt fodfæste på arbejdsmarkedet, og han endte med at stykke en alt for ringe indtægt sammen af forskellige undervisningsjobs på deltid. Det var jobs på universiteterne, i oplysningsforbund og som guide ved byvandringer.

Det var et meget omskifteligt arbejdsliv uden pensionsopsparing, ferie, løn under sygdom og uden nogen sikkerhed for indtægt i næste semester. I perioder var indtægten meget lille; i andre perioder var arbejdsmængden enorm og spredt ud i hele landet, dog uden at det førte til hæderlig indtægt og almindelige rettigheder.

Det er nok fair at sige, at Jon underviste i et omfang, der vil give mange fastansatte undervisere åndenød, og han påtog sig også glad og gerne helt uhonorerede roller som uofficiel bivejleder på specialer og opgaver.

Jon var et meget kommunikerende menneske. Mange har fremhævet hans meget genkendelige, nærmest upassende latter og hans ustyrlige krøller, krøllerne sad egentlig også på indersiden af hovedet, og den lidt for høje latter afspejlede, at Jon altid bragte sig selv i spil på den arena, der aktuelt var.

I sociale sammenhænge, når han mødte nye folk eller gamle venner, kastede han sig altid ind i vigtige og berigende diskussioner. Det betød også, det er i hvert fald min egen erfaring, at man meget hurtigt kom til at have en relation til Jon, man kom til at kende Jon, fordi man uundgåeligt havde haft berigende samtaler med ham.

Jon interesserede sig for at snakke med alle og fik noget interessant ud af de fleste. Hashtagget #allekenderjon er meget rammende. Efter hans død har #alleelskerjon lige så naturligt bredt sig.

Et aspekt af Jons kommunikationsbehov var hans opslag på Facebook, der var så mange, at hans profil på et tidspunkt blev lukket, fordi Facebook mente, at han måtte være en robot. Jons aktivitet på Facebook kan betragtes som en slags mikro-samtidshistorie; oftest meget nøgternt rapporteret.

Fx denne fra november 2019: ”Så en nonne gå ned ad Istedgade. Siger det bare. Der er ikke nogen historie i det”. Det var bare en observation, men den fremprovokerede en refleksion over det aktuelle liv i København og den transformation Vesterbro gennemgår. Samtidsanalytikeren Jon var hele tiden på arbejde.

Jon var aktiv i Enhedslisten og i forskellige bevægelser. Det var i forbindelse med etablering af aktiviteter for deltidsundervisere på Aarhus Universitet, at jeg lærte ham at kende. Ligesom i det filosofiske fagmiljø, så var Jon med til alle demonstrationer og væsentlige politiske debatter. Jeg har egentlig svært ved at forstå, hvordan han kunne få tid til al den aktivitet.

Jon var en sand intellektuel i ordets egentlige forstand. Han deltog kritisk i hele samfundslivet. Det levende ord og den direkte kommunikation var hans foretrukne format. En joke som Jon værdsatte var: ”Når to mennesker taler sammen på Aarhus Universitet, er den ene Jon”. Jeg vil tillade mig en revision: ”Når to mennesker taler sammen i det århusianske åndsliv, så er den tredje Jon”. Jeg tror, at Jon var meget mere samlende, end han selv var klar over. Han skabte fælleskaber, og han var vigtig for udviklingen af de intellektuelle og samfundskritiske miljøer.

I uddannelsesbureaukraternes tabeller vil Jon sikkert figurere som en komplet fejlinvestering. En humanistisk evighedsstudent, der aldrig opnåede fast beskæftigelse. Men Jon er manifestationen af, at uddannelsesbureaukraternes kalkuler er forkerte. Samfundsmæssig værdi drejer sig ikke kun om beskatningsgrundlag og erhvervslivets arbejdskraftbehov.

Jon var en mand, der trods personlige udfordringer, bidrog til samfundet i døgndrift.

Han underviste i et omfang, der vil give mange i undervisningsbranchen åndenød, og han bidrog med et kritisk intellektuelt perspektiv i en lang række sammenhænge. At Jon levede som akademisk daglejer uden almindelige rettigheder, betyder ikke, at han ikke skabte værdi for samfundet. Det betyder blot, at systemerne ikke har honoreret bidraget på anstændig vis.

Jons liv er et eksempel på de elendige løn- og arbejdsvilkår universiteterne tilbyder deltidsunderviserne. Jons liv viser også, at vi er blevet alt for indskrænkede i den uddannelsespolitiske tænknings fokus på beskæftigelsesgrad. Det at få fodfæste på arbejdsmarkedet er vigtigt, og fraværet af en fast ansættelse fører til reduceret livskvalitet for de fleste. Det betyder imidlertid ikke at ansættelse og årsløn er en retvisende eller dækkende indikator på uddannelsernes samfundsmæssige værdi. Vi har som samfund brug for mennesker, der bringer deres universitetsuddannelser i spil som sande intellektuelle i samfundsdebatten, i civilsamfundet, i kulturlivet, i den almindelige dannelse osv. Vi har brug for folk, der bidrager til det kulturbærende og til sammenhængskraften.

Jon var en mand med mange kvaliteter. Vigtigst af alt er, at Jon var en virkelig god ven for rigtigt mange. Jeg kunne virkeligt godt lide Jon. Jeg kommer til at savne ham.

- Olav W. Bertelsen, formand for DM Viden og fællestillidsrepræsentant på Aarhus Universitet