Janteuniversitetet – episoder fra livet bag murene
Anmeldelse af Linda Maria Koldau: Janteuniversitetet – episoder fra livet bag murene, bind 1-3, Forlaget Tredition, 2013.
Linda Maria Koldau, tidligere professor i musikvidenskab ved Aarhus Universitet, har begået et universitets- og kulturkritisk pragstykke af en roman "Janteuniversitetet – episoder fra livet bag murene" i tre bind, som hedder henholdsvis ”den skønne facade”, ”totalitære strukturer” og ”uddannelseskatastrofen”, og som i alt fylder ca. 1500 letlæste sider.
Et dokumentarisk skær
Bogen beskriver professor Liane Sophie Kaalunds oplevelser i forbindelse med tre års dramatisk ansættelse på et dansk universitet, Janteuniversitetet, i byen Jante. Man hører i detaljerede beretninger, hvordan Kaalund kommer til Danmark, hvor man forsøger at socialisere hende ind i normerne på det musikvidenskabelige miljø på Jante Universitetet. Det fremgår af bogen, at ansættelsen af Kaalund medfører, at musikvidenskab pludselig går fra at være et af de mindst skrivende forskningsmiljøer på Humaniora til at ligge i toppen. Alligevel får Kaalund kun i meget begrænset omfang mulighed for at undervise i sit faglige område, som er musikhistorie. Kaalunds undren og ubehag ved dette, kombineret med en stolt og beundringsværdig tro på eget værd, tvinger hende rundt i Janteuniversitetets bureaukratiske kringelkroge, og hun hvirvles derudover ud i en intens offentlig debat, der får hele Danmark til at diskutere universitetspolitik og humaniora. Til sidst involveres forskellige juridisk-administrative instanser. F.eks. støder hun på en nybagt ombudsmand, der er adjungeret professor ved Janteuniversitetet, og som under mystiske omstændigheder pludselig henlægger hendes sag. Hun kollapser ikke engang, da pressenævnet afviser Kaalunds klage over ”Akademikernes Journal”, selvom dette magasin har citeret hende med citationstegn og det hele for noget, hun aldrig har udtalt.
Hele bogen bygger naturligvis ned i den mindste detalje på forfatterens egne erfaringer og dokumentation, og der er tankevækkende beskrivelser for alle pengene vedrørende Aarhus universitets musikvidenskab, institutledelse og dekanat. Kun navnene er lidt ændrede. Højdepunktet, eller måske snarere lavpunktet, er dog den båndede samtale, som Kaalund har med den nyansatte dekan Margit Thomsen. I samtalen får Kaalund en advarsel, fordi hun har ”brudt den kollegiale fortrolighed pga. dine skriverier i pressen”, og hun får at vide, at hun ikke længere skal ”skelne mellem systematisk og historisk musikvidenskab” - altså en lukning af både offentlig, faglig og kritisk virksomhed. Endelig tildeles Kaalund en række uhørte sanktioner med baggrund i en konsulentrapport, hvis forfattere nærmest er inhabile. Forhåbentlig er det kun fiktion, for hvis det var sandt, ville det hurtigt betyde, at Danmarks kritiske genskabelse hurtigt vil omdannes til lydig reproduktion. Men du godeste! Det er jo sandt! Det står direkte i bogens indledning, og man kunne jo også læse om det hele i alle aviserne i de dage. En musikprofessor må ikke ”skelne mellem systematisk og historisk musikvidenskab”. Jeg lader sætningen blinke lidt…..
Hele denne beretning er som at læse en krimi. Læseren vender åndeløst den ene side efter den anden og støder uafbrudt på nye utrolige e-mails og nye overraskende reaktioner fra det musikvidenskabelige og det administrative niveau på Janteuniversitetet. Bogen er desuden yderst velskrevet, så man kan simpelthen læse den som et regulært drama.
En kulturkritik
Men bogen handler faktisk om meget mere end dette. Romanen er først og fremmest en kulturkritik, hvilket bliver tydeligere og tydeligere i løbet af de tre bind. Det overordnede argument er følgende: Marxismen satte sit præg på Humaniora i 1970’erne på en måde, der udryddede sansen for virkelighedens egenart og selvstændighed; en sans man dengang reducerede til ”positivisme”. I stedet trådte en teoretisk kult, nemlig marxismen selv i forskellige afskygninger, ikke mindst diverse strukturalistiske varianter. Det var en ung, ekspanderende og nyansat generation af lektorer, der ville omskabe Humaniora og samfundets åndelige liv i billedet af en eneste social teori. I samme proces fik vi opgøret med et såkaldt ”professorvælde”; et opgør der nok havde sine godheder, men som også, i hele sit syn på hvad faglig autoritet er, gjorde videnskabelig udvikling til en social og demokratisk proces, snarere end til et spørgsmål om viden og fri kritik.
Dermed kappedes trådene både til både virkeligheden og til faglig autoritet; en kapning, der efter Koldaus opfattelse var særlig stærk i Danmark. Tilbage stod en ung teoretisk menighed, der erstattede den professorale autoritet, blot uden selv at være en egentlig autoritet; en menighed der ved sin særlige teori kunne virke tvangsmæssig på fri tænkning og kritik, og som derved med religionsfilosoffen Løgstrups ord blev "autoritær".
I løbet af 1980erne sætter postmodernismen ind. Dermed forlades marxismen som enerådende teori, og i stedet kommer der mange forskellige teorier. Man bliver nu fan af f.eks. Bourdieu eller Luhmann i stedet for af Karl Marx. Nu skal alting blot passe ind i nye teorier, blot i flertal. Men processen virker naturligvis lige tvangsmæssigt; nu er den blot decentraliseret ud i mange små grupper. Billedet er tegnet lidt groft, men bestemt ikke urealistisk. Mit eget område, pædagogikken, består i høj grad af sådanne menigheder, hvor især Luhmann-menigheden har afløst marxismen. Denne postmodernitet, de mange små men magtfulde teoriers magt og deres strategier og alliancer, kort sagt julelege, har den effekt, at det samlede videnskabelige miljøs autoritet reduceres. Med den teoretiske mangfoldighed, som iscenesattes i 1980’erne, og med professoren som èn blandt ligemænd, som var en konsekvens af 1970’erne, er ”videnskab” pludselig ikke mere så stærk en organisatorisk og faglig enhed. Det er i denne situation, at en postmoderne ledelse kan træde i karakter med reorganiseringer ført i et helt utroligt nysprog hen over hovedet på både professorer og de små demokratiserede og ofte lidt for symbiotiske forskningsmiljøer. Der er ingen eller kun få, der kan yde modstand.
På den måde får en ny form for økonomisk og administrativ tænkning tag i universitetets væsen, en verden af ranglister, resultatkontrakter, kompetencetænkning og klare mål. Denne ”tænkning” kontakter de små teorimiljøer og indordner dem under et nyt system. Koldau diskuterer især New Public Management teorierne, som hun gennemgår i bind 3, og som hun anvender på sin fortælling om den stakkels professor Kaalund. Her kan man læse nogle meget fine analyser af, hvordan et ord som “verdensklasse” får vendt sin almindelige betydning på hovedet efter de nye effektivitetssystemers knusende rumsteren.
Koldaus pointe er altså både en kritik af de nye organisationsformer mærkelige tvang og en kritik af den kulturelle og universitetshistoriske situation, de virker i. Koldau er endda ret nuanceret i denne kritik. F.eks. er mange tilbøjelige til at skyde skylden for en del af dårligdommene på den såkaldte Bolognaproces. Heroverfor siger Koldau, at Bologna egentlig skulle fremme europæiske unges mulighed for at flytte rundt mellem universiteter, men at Danmark pga. ovennævnte processer helt uden refleksion og modstand kobler Bologna til New Public Management strategier, hvilket faktisk i mange tilfælde tværtom forringer muligheden for international studenterudveksling.
Denne udvikling i retning af små teori-miljøer, hvis kontakt med virkeligheden og videnskabelig autoritet langsomt aftager, og hvis eksistens i stedet sikres af en postmoderne og globaliseret ledelsestænkning, knyttes efterfølgende sammen med Koldaus iagttagelse af det, hun kalder for den danske ”konsensuskultur”, som hævdes at præge både de små teoribaserede forskningsmiljøer og de nye postmoderne organisationer. Og det er nok ikke helt forkert, at danskere, siden Hal Kochs forsvar for samarbejdspolitikken under og efter besættelsen, har lagt vægt på, at demokrati er knyttet til netop denne sammenknytning af konsensus og kultur. Den tyske filosof, Jürgen Habermas, lagde jo også vægt på ”konsensus”, men netop ikke som en kulturel ting, og det er måske en afgørende forskel på den danske og den tyske indstilling til begreber som kritik og autoritet. Måske skulle vi se lidt mere på de for tiden populære begreber som tillid, konsensus og sammenhængskraft, så de ikke mister forbindelsen til oplysningens begreber om kritik og videnskab? Koldaus bog er på denne måde en påmindelse til vor nationale egenart og dennes rod i europæisk kultur og oplysning.
Man kan indvende, at Koldau kun beskriver den ene halvdel af postmodernismen, nemlig den halvdel der analyserer, hvordan de små og decentrale videnskabelige narrativer overtages og kontrolleres af administrativt og organisatorisk fastsatte effektivitetskrav. Den anden halvdel, den forøgede sans for og ligefrem interesse i forskel og uenighed, kommer hun ikke ind på, og der er næppe tvivl om, at situationen med de små ”teoretiske” og konsensusorienterede forskningsgrupperinger som f.eks. musikvidenskab ikke har megen begrebsmæssig mulighed for at fremkalde en mere frugtbar postmodernitet – altså at gøre videnskaben ”retfærdig”, som Jean Francois Lyotard udtrykker det. I den almindelige sociale trummerum bliver ’det postmoderne’ til organisatorisk og social tvang. Lyotard, postmodernismens ledende filosof, ville faktisk solidarisere sig med Kaalund, tror jeg. Han ville kalde sagen for et eksempel på videnskabelig ”terror”. Så postmodernismen er mere kompleks end som så.
Men det måske allermest tankevækkende og foruroligende perspektiv ved Koldaus arbejde er Kaalundhistoriens rokken ved opfattelsen af Danmark som et retssamfund; at den postmoderne samhørighedskultur har sat sig helt ind forvaltningen og i de qvasi-juridiske organer, der kan spille med på og bekræfte den postmoderne ledelses autoritet og dens uformelle kontrakter med de små konsensusorienterede forskningsmiljøer. Er Kaalunds oplevelser mere end “blot” et eksempel på den postmoderne opløsning af både den videnskabelige enhedsfortælling og den teoretiske marxismes universalitet? Peger fortællingen om Kaalund også på en opløsning af retten og demokratiet? At vi er ved at udvikle en slags stammeret? Det er dette gys, der flimrer, når man har vendt den sidste side.
En uafrystelig bebrejdelse
Hvis Kaalunds historie også er Koldaus historie, hvilket den jo er, og hvis de mange spændende passager og mails også er dokumentariske, hvilket de jo også er, bør universitetet rykke ud med det helt store beklagelses- og genopretningsmaskineri. Måske kan man så blive til et Århus Universitet slet og ret – og med ret – i stedet for, at denne trebindsskygge vil følge både institutionen, byen og landet som en uafrystelig bebrejdelse.
Men det vil ikke ske. Der vil ikke komme en selvransagelse. Det skete ikke sidste år, for dengang var ledelsen den selvsamme, som i postmoderne organisationsiver udryddede Koldau, og faktisk dermed rettede et angreb mod resterne af Humboldt-tænkningen på universitetet. Og det vil heller ikke ske under den nye ledelse, fordi den går den stik modsatte vej og overlader mest muligt til diverse råd og nævn. Dermed får vi en ”demokratisering”, hvilket efter min opfattelse er et kodeord for, at det er resterne af de kritiske 70’miljøer, der nu kommer til magten på AU’s Humaniora; altså den selv samme tænkning, der oprindelig stod bag opgøret med professorvældet, som støttede AU-ledelsens skandaløse optræden, og som også præger redaktionen på Forskerforum. I vinters skrev jeg til den nye rektor og foreslog, at han læste Koldaus bog, især bind 2, men det havde han vist ikke tid til.
Andre anmeldelser og omtaler af Koldaus bog:
Mikael Busch: “Askepot i smilets by!” i Jyllandsposten, d. 12. maj 2013.
Mike Young: “Danish Academia – an Ideology like Communism“, i University Post.
Disse to anmeldelser er, så vidt jeg ved, de eneste to i Danmark. Herværende anmeldelse har ingen rigtig vist interesse for at bringe: Aarhus Universitets nye avis “Omnibus”, der ellers blev etableret med frihedsbrev netop efter Koldau-sagen, ville ikke bringe den, og Information mente, at bogen var for gammel, selvom selv AU’s rektor som sagt siger, at han endnu ikke har læst bogen. Berlingeren og Weekendavisen siger, at de ikke bruger eksterne anmeldere, og Politikens litteraturredaktør skrev at avisen var fyldt op med helligdagsbøger, da jeg sendt min anmeldelse ind. Udover de to anmeldelser har Henrik Dahl i Weekendavisen og Mikael Jalving på sin JP-blog omtalt bogen. Det er alt i alt som om, sagen er lagt i fryseren. Men bogen må ikke glemmes – simpelthen fordi den er uforglemmelig.
Endelig ved jeg, at lektor Asger Sørensen barsler med en grundig anmeldelse til bladet Kritik.
Et dokumentarisk skær
Bogen beskriver professor Liane Sophie Kaalunds oplevelser i forbindelse med tre års dramatisk ansættelse på et dansk universitet, Janteuniversitetet, i byen Jante. Man hører i detaljerede beretninger, hvordan Kaalund kommer til Danmark, hvor man forsøger at socialisere hende ind i normerne på det musikvidenskabelige miljø på Jante Universitetet. Det fremgår af bogen, at ansættelsen af Kaalund medfører, at musikvidenskab pludselig går fra at være et af de mindst skrivende forskningsmiljøer på Humaniora til at ligge i toppen. Alligevel får Kaalund kun i meget begrænset omfang mulighed for at undervise i sit faglige område, som er musikhistorie. Kaalunds undren og ubehag ved dette, kombineret med en stolt og beundringsværdig tro på eget værd, tvinger hende rundt i Janteuniversitetets bureaukratiske kringelkroge, og hun hvirvles derudover ud i en intens offentlig debat, der får hele Danmark til at diskutere universitetspolitik og humaniora. Til sidst involveres forskellige juridisk-administrative instanser. F.eks. støder hun på en nybagt ombudsmand, der er adjungeret professor ved Janteuniversitetet, og som under mystiske omstændigheder pludselig henlægger hendes sag. Hun kollapser ikke engang, da pressenævnet afviser Kaalunds klage over ”Akademikernes Journal”, selvom dette magasin har citeret hende med citationstegn og det hele for noget, hun aldrig har udtalt.
Hele bogen bygger naturligvis ned i den mindste detalje på forfatterens egne erfaringer og dokumentation, og der er tankevækkende beskrivelser for alle pengene vedrørende Aarhus universitets musikvidenskab, institutledelse og dekanat. Kun navnene er lidt ændrede. Højdepunktet, eller måske snarere lavpunktet, er dog den båndede samtale, som Kaalund har med den nyansatte dekan Margit Thomsen. I samtalen får Kaalund en advarsel, fordi hun har ”brudt den kollegiale fortrolighed pga. dine skriverier i pressen”, og hun får at vide, at hun ikke længere skal ”skelne mellem systematisk og historisk musikvidenskab” - altså en lukning af både offentlig, faglig og kritisk virksomhed. Endelig tildeles Kaalund en række uhørte sanktioner med baggrund i en konsulentrapport, hvis forfattere nærmest er inhabile. Forhåbentlig er det kun fiktion, for hvis det var sandt, ville det hurtigt betyde, at Danmarks kritiske genskabelse hurtigt vil omdannes til lydig reproduktion. Men du godeste! Det er jo sandt! Det står direkte i bogens indledning, og man kunne jo også læse om det hele i alle aviserne i de dage. En musikprofessor må ikke ”skelne mellem systematisk og historisk musikvidenskab”. Jeg lader sætningen blinke lidt…..
Hele denne beretning er som at læse en krimi. Læseren vender åndeløst den ene side efter den anden og støder uafbrudt på nye utrolige e-mails og nye overraskende reaktioner fra det musikvidenskabelige og det administrative niveau på Janteuniversitetet. Bogen er desuden yderst velskrevet, så man kan simpelthen læse den som et regulært drama.
En kulturkritik
Men bogen handler faktisk om meget mere end dette. Romanen er først og fremmest en kulturkritik, hvilket bliver tydeligere og tydeligere i løbet af de tre bind. Det overordnede argument er følgende: Marxismen satte sit præg på Humaniora i 1970’erne på en måde, der udryddede sansen for virkelighedens egenart og selvstændighed; en sans man dengang reducerede til ”positivisme”. I stedet trådte en teoretisk kult, nemlig marxismen selv i forskellige afskygninger, ikke mindst diverse strukturalistiske varianter. Det var en ung, ekspanderende og nyansat generation af lektorer, der ville omskabe Humaniora og samfundets åndelige liv i billedet af en eneste social teori. I samme proces fik vi opgøret med et såkaldt ”professorvælde”; et opgør der nok havde sine godheder, men som også, i hele sit syn på hvad faglig autoritet er, gjorde videnskabelig udvikling til en social og demokratisk proces, snarere end til et spørgsmål om viden og fri kritik.
Dermed kappedes trådene både til både virkeligheden og til faglig autoritet; en kapning, der efter Koldaus opfattelse var særlig stærk i Danmark. Tilbage stod en ung teoretisk menighed, der erstattede den professorale autoritet, blot uden selv at være en egentlig autoritet; en menighed der ved sin særlige teori kunne virke tvangsmæssig på fri tænkning og kritik, og som derved med religionsfilosoffen Løgstrups ord blev "autoritær".
I løbet af 1980erne sætter postmodernismen ind. Dermed forlades marxismen som enerådende teori, og i stedet kommer der mange forskellige teorier. Man bliver nu fan af f.eks. Bourdieu eller Luhmann i stedet for af Karl Marx. Nu skal alting blot passe ind i nye teorier, blot i flertal. Men processen virker naturligvis lige tvangsmæssigt; nu er den blot decentraliseret ud i mange små grupper. Billedet er tegnet lidt groft, men bestemt ikke urealistisk. Mit eget område, pædagogikken, består i høj grad af sådanne menigheder, hvor især Luhmann-menigheden har afløst marxismen. Denne postmodernitet, de mange små men magtfulde teoriers magt og deres strategier og alliancer, kort sagt julelege, har den effekt, at det samlede videnskabelige miljøs autoritet reduceres. Med den teoretiske mangfoldighed, som iscenesattes i 1980’erne, og med professoren som èn blandt ligemænd, som var en konsekvens af 1970’erne, er ”videnskab” pludselig ikke mere så stærk en organisatorisk og faglig enhed. Det er i denne situation, at en postmoderne ledelse kan træde i karakter med reorganiseringer ført i et helt utroligt nysprog hen over hovedet på både professorer og de små demokratiserede og ofte lidt for symbiotiske forskningsmiljøer. Der er ingen eller kun få, der kan yde modstand.
På den måde får en ny form for økonomisk og administrativ tænkning tag i universitetets væsen, en verden af ranglister, resultatkontrakter, kompetencetænkning og klare mål. Denne ”tænkning” kontakter de små teorimiljøer og indordner dem under et nyt system. Koldau diskuterer især New Public Management teorierne, som hun gennemgår i bind 3, og som hun anvender på sin fortælling om den stakkels professor Kaalund. Her kan man læse nogle meget fine analyser af, hvordan et ord som “verdensklasse” får vendt sin almindelige betydning på hovedet efter de nye effektivitetssystemers knusende rumsteren.
Koldaus pointe er altså både en kritik af de nye organisationsformer mærkelige tvang og en kritik af den kulturelle og universitetshistoriske situation, de virker i. Koldau er endda ret nuanceret i denne kritik. F.eks. er mange tilbøjelige til at skyde skylden for en del af dårligdommene på den såkaldte Bolognaproces. Heroverfor siger Koldau, at Bologna egentlig skulle fremme europæiske unges mulighed for at flytte rundt mellem universiteter, men at Danmark pga. ovennævnte processer helt uden refleksion og modstand kobler Bologna til New Public Management strategier, hvilket faktisk i mange tilfælde tværtom forringer muligheden for international studenterudveksling.
Denne udvikling i retning af små teori-miljøer, hvis kontakt med virkeligheden og videnskabelig autoritet langsomt aftager, og hvis eksistens i stedet sikres af en postmoderne og globaliseret ledelsestænkning, knyttes efterfølgende sammen med Koldaus iagttagelse af det, hun kalder for den danske ”konsensuskultur”, som hævdes at præge både de små teoribaserede forskningsmiljøer og de nye postmoderne organisationer. Og det er nok ikke helt forkert, at danskere, siden Hal Kochs forsvar for samarbejdspolitikken under og efter besættelsen, har lagt vægt på, at demokrati er knyttet til netop denne sammenknytning af konsensus og kultur. Den tyske filosof, Jürgen Habermas, lagde jo også vægt på ”konsensus”, men netop ikke som en kulturel ting, og det er måske en afgørende forskel på den danske og den tyske indstilling til begreber som kritik og autoritet. Måske skulle vi se lidt mere på de for tiden populære begreber som tillid, konsensus og sammenhængskraft, så de ikke mister forbindelsen til oplysningens begreber om kritik og videnskab? Koldaus bog er på denne måde en påmindelse til vor nationale egenart og dennes rod i europæisk kultur og oplysning.
Man kan indvende, at Koldau kun beskriver den ene halvdel af postmodernismen, nemlig den halvdel der analyserer, hvordan de små og decentrale videnskabelige narrativer overtages og kontrolleres af administrativt og organisatorisk fastsatte effektivitetskrav. Den anden halvdel, den forøgede sans for og ligefrem interesse i forskel og uenighed, kommer hun ikke ind på, og der er næppe tvivl om, at situationen med de små ”teoretiske” og konsensusorienterede forskningsgrupperinger som f.eks. musikvidenskab ikke har megen begrebsmæssig mulighed for at fremkalde en mere frugtbar postmodernitet – altså at gøre videnskaben ”retfærdig”, som Jean Francois Lyotard udtrykker det. I den almindelige sociale trummerum bliver ’det postmoderne’ til organisatorisk og social tvang. Lyotard, postmodernismens ledende filosof, ville faktisk solidarisere sig med Kaalund, tror jeg. Han ville kalde sagen for et eksempel på videnskabelig ”terror”. Så postmodernismen er mere kompleks end som så.
Men det måske allermest tankevækkende og foruroligende perspektiv ved Koldaus arbejde er Kaalundhistoriens rokken ved opfattelsen af Danmark som et retssamfund; at den postmoderne samhørighedskultur har sat sig helt ind forvaltningen og i de qvasi-juridiske organer, der kan spille med på og bekræfte den postmoderne ledelses autoritet og dens uformelle kontrakter med de små konsensusorienterede forskningsmiljøer. Er Kaalunds oplevelser mere end “blot” et eksempel på den postmoderne opløsning af både den videnskabelige enhedsfortælling og den teoretiske marxismes universalitet? Peger fortællingen om Kaalund også på en opløsning af retten og demokratiet? At vi er ved at udvikle en slags stammeret? Det er dette gys, der flimrer, når man har vendt den sidste side.
En uafrystelig bebrejdelse
Hvis Kaalunds historie også er Koldaus historie, hvilket den jo er, og hvis de mange spændende passager og mails også er dokumentariske, hvilket de jo også er, bør universitetet rykke ud med det helt store beklagelses- og genopretningsmaskineri. Måske kan man så blive til et Århus Universitet slet og ret – og med ret – i stedet for, at denne trebindsskygge vil følge både institutionen, byen og landet som en uafrystelig bebrejdelse.
Men det vil ikke ske. Der vil ikke komme en selvransagelse. Det skete ikke sidste år, for dengang var ledelsen den selvsamme, som i postmoderne organisationsiver udryddede Koldau, og faktisk dermed rettede et angreb mod resterne af Humboldt-tænkningen på universitetet. Og det vil heller ikke ske under den nye ledelse, fordi den går den stik modsatte vej og overlader mest muligt til diverse råd og nævn. Dermed får vi en ”demokratisering”, hvilket efter min opfattelse er et kodeord for, at det er resterne af de kritiske 70’miljøer, der nu kommer til magten på AU’s Humaniora; altså den selv samme tænkning, der oprindelig stod bag opgøret med professorvældet, som støttede AU-ledelsens skandaløse optræden, og som også præger redaktionen på Forskerforum. I vinters skrev jeg til den nye rektor og foreslog, at han læste Koldaus bog, især bind 2, men det havde han vist ikke tid til.
Andre anmeldelser og omtaler af Koldaus bog:
Mikael Busch: “Askepot i smilets by!” i Jyllandsposten, d. 12. maj 2013.
Mike Young: “Danish Academia – an Ideology like Communism“, i University Post.
Disse to anmeldelser er, så vidt jeg ved, de eneste to i Danmark. Herværende anmeldelse har ingen rigtig vist interesse for at bringe: Aarhus Universitets nye avis “Omnibus”, der ellers blev etableret med frihedsbrev netop efter Koldau-sagen, ville ikke bringe den, og Information mente, at bogen var for gammel, selvom selv AU’s rektor som sagt siger, at han endnu ikke har læst bogen. Berlingeren og Weekendavisen siger, at de ikke bruger eksterne anmeldere, og Politikens litteraturredaktør skrev at avisen var fyldt op med helligdagsbøger, da jeg sendt min anmeldelse ind. Udover de to anmeldelser har Henrik Dahl i Weekendavisen og Mikael Jalving på sin JP-blog omtalt bogen. Det er alt i alt som om, sagen er lagt i fryseren. Men bogen må ikke glemmes – simpelthen fordi den er uforglemmelig.
Endelig ved jeg, at lektor Asger Sørensen barsler med en grundig anmeldelse til bladet Kritik.
