Se dig over skulderen, forsker - ministeren har ikke din ryg

Særligt forskere, der beskæftiger sig med religion, tro, ligestilling, køn, seksualitet, flygtninge, integration eller sågar vacciner, bliver lagt på had på de sociale medier og får trusler.

Det kan fx lyde sådan her:

• "En død neger er en god neger"
• "Du kan ikke forske i køn, når du er bøsse"
• "Pædofilbeskyttende og landsforræderiske falske jøde, parasit og socialbedrager"
• "Du er et juridisk fuldkommen legitimt mål for enhver rigtig dansker og patriot"

I Forskerforum stod en række modige forskere frem og fortalte om frygt og selvcensur. Og ledelserne på universiteterne bakkede dem op og bekræftede, at problemet er udbredt. Historien blev citeret i en lang række medier.

Nu kunne man tro, at dette anslag mod forskningsfriheden og mulighed for fri debat kunne få ministeren op i det røde felt.

Men nej. Artiklen blev offentliggjort en fredag. Mandagen efter var ministeren på besøg på universiteterne. Ikke, fordi hun var optaget af truslerne mod forskernes liv og efterfølgende selvcensur. Det er blev forbigået i tavshed.

Nej, uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) var kommet for at give ledelserne en reprimande og understrege, at de skulle holde styr på forskerne, fordi ’politisering og aktivisme ikke må snige sig ind i forskningen’.

Ikke-dokumenteret kritik af forskningen

Uha, tænker man. Det må være en alvorlig og veldokumenteret sag, der fik ministeren til at troppe op. Men nej, det var det ikke.

Ministeren valgte såmænd at mistænkeliggøre danske forskere sammen med Morten Messerschmidt (DF) og Henrik Dahl (LA) på baggrund af nogle ikke-dokumenterede påstande om ”pseudovidenskabelig” og ”venstredrejet identitetspolitisk aktivisme”.

Morten Messerschmidt havde rettet kanonen mod en række humanistiske forskningsområder som postkoloniale studier.

"Problemet er, at det ikke bare er blevet en dominerende trend, men også en undertrykkende trend. Og det kan man ikke leve med", sagde han til Uniavisen.

Hvad bygger du det på? Vidnesbyrd, forskningsrapporter, noget andet?

”Der er jo ikke mig bekendt lavet et forskningsstudium af forskningsmiljøerne. Det kunne være interessant i sig selv. Min oplevelse er jo fra de ting, jeg bliver præsenteret for, og de folk i forskningsverdenen, jeg taler med”, sagde Messerschmidt i Uniavisen.

Reelt vil Morten Messerschmidt (DF) og Henrik Dahls (LA) forslag om at lukke visse forskningsområder på baggrund af Messerschmidts oplevelser være det modsatte af forskningsfrihed. De vil bremse forskning i fx integration, der sætter en politisk ubekvem dagsorden. Og det kobler ministeren sig så på.

Flere anonyme forskere konstaterede da også på akademikerbladet.dk, at angrebet faktisk fører til yderligere selvcensur:

”Jeg har ikke lyst til, at deres Twitter-vrede skal vendes mod mig”, sagde én. 

”Det kan godt være, at ministeren siger, at vi har forsknings- og metodefrihed, og at hun ikke påberåber sig ret til at fyre os, men når hun så i næste sætning siger, at vi har et ansvar for at være relevante, så skal jeg da være dum, hvis jeg ikke tænker over, hvad jeg så skal forske i".

Kritikken af universiteterne holder ikke

Selv om en hel armé af journalister, bloggere og meningsdannere synes at have viet deres liv til at afsløre farlig identitetspolitik, så holder eksemplerne sjældent til nærmere eftersyn, og det er der en god grund til: 

Danske universiteter er en lille smule konservative.

Lad mig give et eksempel. Hver år kommer der en rapport, som slår fast, at 23 procent af professorerne er kvinder – og det er altså ikke lige sådan at ændre på. Universiteter er stilfærdige institutioner, som ikke indfører revolutionære tilstande og en ubehagelig cancel-kultur overnight.

Forskerne kæmper for faste stillinger, samtidig med at et peer review-system sikrer, at al forskning skal vurderes af erfarne fagfæller. Det sikrer konsistens, og det inviterer heller ikke til at flippe helt ud, at private fonde med krævende ansøgningsprocesser står for en stadig større del af bevillingerne.

Ja, det er nærmest lidt kedeligt på universiteterne – modsat politikernes feberhede fantasier om vrede venstreorienterede vandaler og et politisk miljø, hvor den fri tanke er lagt i benlås af politisk korrekthed.