Blog: Humaniora får tågen til at lette
Der er øget fokus på, at den teknologiske udvikling skal ske på menneskets præmisser. Derfor er der også kommet øget fokus på brugerinvolvering og etik, og dermed humanistiske kompetencer, inden for det teknisk-naturvidenskabelige område, mener Henrik Halkier, dekan på humanistiske fakultet på Aalborg Universitet.
Som dekan for et humanistisk fakultet er det opløftende at mærke den interesse, politikere og repræsentanter for erhvervslivet den seneste tid er begyndt at vise humaniora. Der synes at brede sig en stigende enighed om, at vi i fremtiden har en opgave i at sikre, at den teknologiske udvikling sker på menneskets og ikke på teknologiens præmisser. Der er derfor kommet øget fokus på blandt andet brugerinvolvering og etik inden for det teknisk-naturvidenskabelige område, ligesom der tales om at undervise i humaniora på STEM-uddannelser (Science, Technology, Engineering and Mathematics). Med inspiration fra USA hører jeg endda flere argumentere for, at det, fremtidens udfordringer kalder på, i virkeligheden er STEAM (Science, Technology, Engineering, Arts, Mathematics).
Humaniora bidrager til hele samfundets udvikling
Faren ved den aktuelle diskurs er imidlertid, at humaniora indskrænkes til at være den ’bløde’ tilpasning af de ’hårde’ naturvidenskaber. Humaniora handler nemlig om mere end at sørge for, at nye teknologiske produkter designes med øje for brugernes behov, eller at sikre, at vi diskuterer både perspektiver og konsekvenser ved en stigende digitalisering; humaniora handler om menneskets forhold til sig selv, menneskers forhold til hinanden, menneskets forhold til den fysiske verden og menneskets forhold til den sociale verden. Humanistiske forskere udvikler til stadighed teorier om kultur, pædagogik, opdragelse, læring, kommunikation og sprog og bidrager ikke kun til den teknologiske udvikling, men til hele samfundets udvikling.
Ikke kun et vedhæng
Selvfølgelig er det øgede fokus på, at humanistisk forskning og uddannelse også kan bidrage til at løse fremtidens udfordringer, bl.a. som de defineres i FN’s 17 verdensmål, i høj grad positivt, men det er vigtigt, at humaniora ikke reduceres til et vedhæng til naturvidenskaberne. Humaniora har som videnskab en berettigelse i sig selv. Det er vigtigt for hele samfundet, når humanistiske forskere beskæftiger sig med, hvordan der skabes lige adgang til uddannelse for alle børn, peger på nye veje for dansk kystturisme, eller undersøger, hvorfor antallet af udsatte unge stiger på tværs af sociale skel – for bare at nævne tre af de meget forskellige forskningsprojekter, nogle af de humanistiske forskere på Aalborg Universitet arbejder med i disse år.
Kort sagt: Humanioras nytte kan ikke afgrænses; den ses overalt i vores samfund. Det håber jeg, at politikere og erhvervslivets repræsentanter vil huske på næste gang, de diskuterer humanioras nytteværdi. Uden humaniora forbliver livet – og fremtiden – en tåget forestilling.
Humaniora bidrager til hele samfundets udvikling
Faren ved den aktuelle diskurs er imidlertid, at humaniora indskrænkes til at være den ’bløde’ tilpasning af de ’hårde’ naturvidenskaber. Humaniora handler nemlig om mere end at sørge for, at nye teknologiske produkter designes med øje for brugernes behov, eller at sikre, at vi diskuterer både perspektiver og konsekvenser ved en stigende digitalisering; humaniora handler om menneskets forhold til sig selv, menneskers forhold til hinanden, menneskets forhold til den fysiske verden og menneskets forhold til den sociale verden. Humanistiske forskere udvikler til stadighed teorier om kultur, pædagogik, opdragelse, læring, kommunikation og sprog og bidrager ikke kun til den teknologiske udvikling, men til hele samfundets udvikling.
Ikke kun et vedhæng
Selvfølgelig er det øgede fokus på, at humanistisk forskning og uddannelse også kan bidrage til at løse fremtidens udfordringer, bl.a. som de defineres i FN’s 17 verdensmål, i høj grad positivt, men det er vigtigt, at humaniora ikke reduceres til et vedhæng til naturvidenskaberne. Humaniora har som videnskab en berettigelse i sig selv. Det er vigtigt for hele samfundet, når humanistiske forskere beskæftiger sig med, hvordan der skabes lige adgang til uddannelse for alle børn, peger på nye veje for dansk kystturisme, eller undersøger, hvorfor antallet af udsatte unge stiger på tværs af sociale skel – for bare at nævne tre af de meget forskellige forskningsprojekter, nogle af de humanistiske forskere på Aalborg Universitet arbejder med i disse år.
Kort sagt: Humanioras nytte kan ikke afgrænses; den ses overalt i vores samfund. Det håber jeg, at politikere og erhvervslivets repræsentanter vil huske på næste gang, de diskuterer humanioras nytteværdi. Uden humaniora forbliver livet – og fremtiden – en tåget forestilling.
