Hvad skal vi med fagforeningerne?

Jeg hører ofte det synspunkt, at fagforeningerne er gamle, rustne mastodonter.

Jeg møder blandt andet det synspunkt, at resultaterne udebliver, at procentdelen af organiserede danskere falder støt, og at det er svært at få øje på de politiske visioner, når det første møde med en fagforening ofte er et tilbud om en billig forsikring.

Jeg vil godt medgive, at der kan sidde lidt rust på vores gamle foreninger. At interne kampe mod hinanden kan fylde for meget, og at medlemmerne måske hører mest om billige forsikringer, fitnessklubmedlemskaber og rabatter på Politiken, som følger med fagforeningsmedlemsskabet.

Men rusten kan bankes af! Vi er meget mere end rabatklubber og markedsføringsafdelinger. Det, der faktisk gør de danske fagforeninger enestående, er vores evne til at være solidariske med hinanden og vores evne til at skabe resultater på medlemmers vegne. Det er den historie, vi skal blive bedre til at fortælle. For lige nu skal man næsten rejse ud i verden for at finde ud af, hvor godt vi har det i Danmark.

Sidste år blev studerende fra Dansk Magisterforening inviteret til Tyrkiet. Kollegerne i Tyrkiet ville gerne høre vores forslag til, hvordan den tyrkiske fagforeningsbevægelse kan styrkes. En stor bekymring hos vores tyrkiske kolleger er, at præsident Erdogan i høj grad har infiltreret de tyrkiske fagforeninger, så de reelt ofte er arbejdsgivernes forlængede arm. De bliver eksempelvis brugt til at overvåge og disciplinere medarbejderne frem for at kæmpe arbejdernes sag.

I Danmark har vi heldigvis ikke den slags udfordringer. Vi har et sundt samarbejde mellem arbejdsgiver, arbejdstagere og regering. Vi kunne i Tyrkiet fortælle om vores resultater inden for løn under sygdom og barsel til begge køn. Vi kunne fortælle om vores kamp for ligeløn, og at vi som oftest bliver betragtet som en stærk partner af vores stat (der ovenikøbet hjælper med at finansiere fagforeningsmedlemsskabet gennem skattefradraget). Vi kunne fortælle om en lynhurtig behandling af faglige stridigheder i et system, vi kalder det fagretslige system. For vores kollegaer i Tyrkiet er vi et foregangsland, der viser potentialet i stærke fagforeninger.

Jeg mener ikke, at vi kan undvære fagforeningerne. For på trods af rusten, fejler mekanikken bagved nemlig ingenting. Vi skal tage ejerskab over arvesølvet fra fortidens fagbevægelse. Over alle sejrene. Og vi skal formidle dem og tilføje nye sejre.

Mange af de udfordringer, vi står overfor som samfund i dag, er oplagte emner for fagforeningerne. Vi i DM Studerende har sammen med vores kolleger i de andre fagforeninger styrken, netværket og erfaringerne til at løse udfordringerne, og vi skal blive ved med at tage kampen for vores medlemmer:

Vi skal sikre, at akademiske studerende er på en AC-overenskomst, når de laver akademisk arbejde. Vi skal være der, når arbejdsgiverne nægter at udbetale feriepenge. Vi skal sikre, at uddannelseskvaliteten ikke falder helt på gulvet. Vi skal genindføre muligheden for løn under praktik, der ikke skal modregnes SU’en.

Vi skal tage temperaturen på studiemiljøet, og vi skal være med til at levere løsninger på, at alt for mange studerende er stressede og ensomme. Vi skal spille en endnu større rolle for at sikre en god overgang til arbejdsmarkedet.

Vi skal komme med ansvarsfulde løsninger, der giver mening for vores partnere i regeringen, blandt arbejdsgiverne og ikke mindst for vores medlemmer.

Kom og debattér, hvad vi skal med fagforeninger. Det foregår onsdag aften klokken 20 i Studenterhuset i København.