Douze points
Vi lever i en mere og mere åben verden hvor vi skal kommunikere og handle med hinanden på kryds og tværs, men i stedet for selv at prøve at forstå de andres sprog, kultur og måde at agere på ender vi som monokulturelle bonderøvsglobalister.
”Austria, twelve points – l’Autriche, douze points”. Sådan lød det mange gange for en månedstid siden da stemmetallene fra det europæiske melodigrandprix alias Eurovision Song Contest (eller bare Eurovision) blev annonceret. Man skulle dog spidse ørerne lidt for at høre Nicolaj Koppel udfolde sit skolefransk på grund af klapsalverne, men det var i det hele taget lidt skuffende for en ægte frankofil som undertegnede at konstatere at endnu en bastion for det franske sprog lader til at være truet og nok snart faldet. Som jeg husker tidligere versioner af det store popshow, blev meget mere af værternes tale leveret på såvel engelsk som fransk.
Men tingene ændrer sig jo efterhånden, og det er givetvis vigtigere at de lokale kommentatorer formidler budskaberne videre på deres eget sprog. Den franske “déroute” (eller obsternasighed om man vil) fremgik også af at den eneste nation der videregav stemmerne på fransk, var Frankrig selv – selvom både Belgien, Luxembourg og Schweiz principielt også kunne have gjort det.
Hvis man skal udvide perspektivet lidt og ikke kun begræde tabet af kendskab til det hæderkronede kultursprog fransk, synes jeg det er trist at færre og færre unge danskere finder det umagen værd at lære et fremmedsprog mere ud over engelsk. Det giver netop et kulturtab i form af manglende direkte adgang til fx tysk eller fransk tv, film, litteratur m.m. når engelsk får lov til at være stort set den eneste spiller på banen. I den forbindelse var det faktisk opløftende at en del bidrag ved grandprixet blev fremført på deltagernes eget tungemål.
Vi lever i en mere og mere åben verden hvor vi skal kommunikere og handle med hinanden på kryds og tværs, men i stedet for selv at prøve at forstå de andres sprog, kultur og måde at agere på ender vi som “monokulturelle bonderøvsglobalister”, som Ulla Gjedde Palmgren så rammende har udtrykt det i Politiken i 2010. Og vi har egentlig pæne chancer for at blive gode til fremmedsprog. Tænk bare på at alle udenlandske programmer og film (undtagen dem for mindre børn) er forsynet med undertekster så vi faktisk kan høre hvordan spansk, italiensk eller polsk lyder – når bidrag herfra en sjælden gang ruller hen over tv-skærmen udenfor reservaterne DR-K og DR 2. Så heldige er de jo ikke i Tyskland, Frankrig, Italien osv., hvilket er en væsentlig del af forklaringen på at fx franskmænd stadigvæk har så svært ved at begå sig på andre sprog.
Så jeg vil slå et slag for at fremmedsprog nr. 2 (for vi tør vel dårlig tænke på nr. 3 …) får større opmærksomhed her i Danmark, og så behøver det for min skyld ikke være begrænset til tysk og fransk. Lad os endelig få flere verdenssprog ind i folden som fx arabisk, kinesisk og japansk. Det vil give 12 point på min skala.
