Lektorbedømmere: Lotteri kan ikke udelukkes

Siden 2023 har der i Akademikerbladet kørt en debat om, hvorvidt der er et element af lotteri i lektorbedømmelser. Med denne redegørelse for praksis vil vi argumentere for, at det kan man bestemt ikke udelukke.

Vi har begge to oplevet at få afvist vores lektoranmodninger og at sidde tilbage uden at forstå, hvad det var, der havde ramt os.  Det gør vi nu, og vi håber, at vores redegørelse kan hjælpe andre til at forstå, hvad der er overgået dem.

Lektorbekendtgørelsen og dens bedømmelseskriterier anvendes af adjunkter, der skal skrive lektoranmodninger, af institutionerne, der skal give relevante arbejdsopgaver og sammensætte adjunktkurser, af adjunktvejledere, der skal vejlede adjunkterne og vurdere, om de får de rette lektorkvalificerende arbejdsopgaver, samt af lektorbedømmere, der bedømmer adjunkternes lektoranmodninger og dermed træffer en forvaltningsretlig afgørelse om, en kollega skal opsiges eller ej.

Ordlyden i bedømmelseskriterierne er meget overordnet, og formuleringer som eksempelvis ”selvstændigt og innovativt”, ”reflektere over egen rolle og praksis” og ”samspillet mellem teori og praksis” er ikke særligt anvisende.

Derfor er det væsentligt for lektorbedømmelsen af adjunkterne, at alle, der anvender bekendtgørelsen, har den samme forståelse og fortolkning af, hvordan disse formuleringer skal udmøntes i adjunktforløb og anvendes i bedømmelse.

Ingen over, ingen ved side af bedømmelsesudvalget

Normalt vil der være en overordnet faglig kompetence, der udstikker retningslinjer, og hvor man kan henvende sig med spørgsmål til en bekendtgørelse – typisk den myndighed, der har lavet den.

For når en myndighed har skrevet en bekendtgørelse, så ved myndigheden også, hvorfor den har skrevet det, den har skrevet. Myndigheden laver derfor typisk både vejledninger og svarer på spørgsmål.

Lektorbekendtgørelsen er lavet af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, men Styrelsen har ikke skrevet nogen vejledning, og når man eksempelvis henvender sig med et spørgsmål om fortolkning af bedømmelseskriterierne, melder Styrelsen enten tilbage, at den ikke har den faglige kompetence til at svare på spørgsmålet, eller at den af juridiske årsager ikke ønsker at gøre det.

Der er ikke nogen anden overordnet faglig kompetence, der udstikker retningslinjer, og hvor man kan henvende sig med spørgsmål til lektorbekendtgørelsen  - så den overordnede faglige kompetence findes altså ikke. 

Den fulde autoritet – den faglige kompetence til at kunne forstå og fortolke bekendtgørelsen – er i stedet blevet tildelt bedømmelsesudvalgene.

Styrelsen formulerer det således: ”Det er alene bedømmelsesudvalget, som er tillagt den faglige kompetence til at vurdere, hvorvidt en ansøger/adjunkt ud fra lektoranmodningen kvalificerer sig til ansættelse som lektor.”

Bedømmerne får altså den faglige kompetence, når de bliver medlem af et bedømmelsesudvalg, og de mister den igen, når de er færdige med bedømmelsen.

Når det alene er bedømmelsesudvalget, som er tillagt den faglige kompetence, betyder det, at det faglige skøn – den forståelse, fortolkning og anvendelse af bedømmelseskriterierne, som udvalget bruger i sin afgørelse – altid vil være korrekt.

Derfor kan man ifølge lektorbekendtgørelsen hverken komme med indsigelser til det faglige skøn eller klage over det – ligegyldigt hvor overraskende det måtte forekomme.

Sat på spidsen kan det udmønte sig interessant: Vi har set en lektoranmodning, der blev bedømt to gange af to forskellige udvalg, fordi det første udvalg havde sjusket med den formelle udformning af bedømmelsen.

Det første udvalg godkendte adjunktens besvarelse af kriterium A i rosende vendinger, mens det andet afviste den eftertrykkeligt. Begge faglige skøn var korrekte.

At det er sådan, kan umiddelbart synes underligt. Det forventer man ikke af forvaltningsretlige afgørelser.

Men det skyldes, at Lighedsprincippet, som er et overordnet princip i dansk ret, ikke gælder på tværs af bedømmelsesudvalg. Hvor man ellers kan forvente, ”at der som udgangspunkt træffes identiske afgørelser i forhold til borgere med identiske omstændigheder”(Ombudsmanden), så gælder det ikke i lektorbedømmelser.

Udover at det er usædvanligt, betyder det også, at der i lektorbedømmelserne ikke bliver skabt nogen egentlig retningsgivende præcedens i forståelsen, fortolkningen og anvendelsen af bedømmelseskriterierne.

En djævel i formuleringerne

Fraværet af en overordnet faglig kompetence, af fælles retningslinjer og præcedens besværliggør institutionernes overholdelse af forpligtelsen til at give adjunkterne aktiviteter, der kvalificerer dem til lektorgodkendelse. V

i har eksempelvis set, at der ved forsknings- og udviklingsaktiviteter under kriterium B kan være en djævel i formuleringen ”selvstændigt og innovativt”.

Nogle bedømmelsesudvalg tolker den som et ufravigeligt krav om, at adjunkten skal være med fra opstarten af et forskningsprojekt, herunder i formuleringen af forskningsspørgsmålet, mens andre fuldt ud accepterer, at adjunkten først er blevet inddraget i de udførende faser af et forskningsprojekt.

Begge udlægninger er korrekte, hvilket efterlader institutionerne et trælst sted.

Fraværet skaber videre vanskeligheder for adjunktvejlederne.

Ifølge fagforeningen DJØF er det nemlig adjunktvejlederne, som varetager den vejledningspligt, som fremgår af Forvaltningslovens § 7.

Med Ombudsmandens ord betyder det, at adjunktvejlederen skal ”imødekomme borgernes (her adjunkternes) informationsbehov og undgå, at borgerne på grund af fejl, uvidenhed eller misforståelser udsættes for retstab” – altså får afvist deres lektoranmodninger og bliver opsagt.

Med andre ord skal adjunktvejledernes vejledning være i overensstemmelse med bedømmelsesudvalgets faglige skøn. 

Med andre ord skal adjunktvejledernes vejledning være i overensstemmelse med bedømmelsesudvalgets faglige skøn.

Som det fremgår ovenfor, svarer det imidlertid til at skulle løse en ligning med en stor ubekendt: bedømmelsesudvalgets faglige skøn.

Vi oplever, at adjunktvejlederne kompenserer for manglen på retningslinjer og præcedens ved i høj grad at have ørerne på vandrørene; de er selv bedømmere, de snakker på kryds og tværs og læser mange lektorbedømmelser.

Men adjunktvejlederne har altså kun de ofte modstridende signaler i vandrørene at holde sig til, når de ”skal vurdere, om arbejdsopgaverne giver adjunkten mulighed for at kvalificere sig til lektorbedømmelse” (bekendtgørelsen § 3, stk. 1).

”My way or no way”

Fraværet af en overordnet faglig kompetence, af fælles retningslinjer og præcedens betyder, at processen i bedømmelsesudvalgene – hvordan de anvender deres uangribelige autoritet til at foretage altid korrekte faglige skøn – bliver afgørende.

Vi oplever, at lektorbedømmelsen tit fungerer godt, netop fordi bedømmerne har erkendt, at med den autoritet følger et stort ansvar.

De går uvildigt, ydmygt og åbent til opgaven og anvender ofte autoriteten til at komme adjunkten i møde. 

Imidlertid er der ikke noget egentligt krav til processen i bedømmelsesudvalgene.

Med Styrelsens ord ”tilrettelægger bedømmelsesudvalgene selv deres arbejde”. Så hvis man i et udvalg eksempelvis vælger at anlægge en forudindtaget ”my way or no way”-tilgang og ikke i processen interesserer sig for, hvordan adjunktens institution og adjunktvejleder har fortolket bedømmelseskriterierne, anses det ikke som et problem – og det faglige skøn, der kommer ud af processen, vil være korrekt.

Vi håber at vores debatindlæg vil blive modtaget som en opfordring til en god og bred diskussion af praksis i lektorbedømmelserne – eksempelvis; hvad betyder praksis for tilliden til bedømmelserne og for retssikkerheden i afgørelserne?